Når skoleledelsen bliver hængt til tørre

Engang stod skolelederens position uanfægtet. Sådan er det ikke længere. I dag mærker folkeskolen pres fra en krævende og kritisk forældregeneration, høje politiske krav og forvaltningens kontrol.

- There is a new game in town, siger Finn Wiedemann, der er lektor og forsker i skoleledelse ved Syddansk Universitet.
Han har undersøgt de krav og udfordringer, som nutidens skoleledere står overfor, og beskrevet det i bogen ”Aktuelle tendenser og dilemmaer i skoleledelse” fra 2024. Og i samtaler med skoleledere har han mødt flere, der har mærket den tabte autoritet.

- Skolens aura er væk. Autoritetsforholdene er nogle andre, og der står ikke samme respekt omkring skolen som institution og om skolelederne, som der historisk har gjort. Det handler om, hvordan forældre agerer, men også om dem, som burde stå last og brast omkring skolen, altså forvaltning og politikerne, siger Finn Wiedemann og konstaterer:

- Skolelederne synes, de sidder mere løst i stolen, og at der ikke længere er den samme politiske og forvaltningsmæssige opbakning som førhen, siger han og tilføjer, at en skoleleder i dag forventes at agere som professionel leder og loyal embedsmand, som løser de opgaver, der er behov for.

- Så ja, i en vis forstand er skoleledernes selvstændige ledelsesrum indskrænket eller blevet mindre, siger forskeren.

Mere udsatte job

En undersøgelse foretaget af Lisbeth Knudsen, der er strategidirektør i tænketanken Mandag Morgen og Altinget, viser, at offentlige ledere som for eksempel skoleledere har fået mere udsatte job. I et projekt for Væksthuset for Ledelse har hun for nylig gennemført en undersøgelse af frontlinjelederes vilkår.

- Det, som er meget tydeligt, i vores undersøgelse af blandt andre skoleledere, som vi uddelegerer og decentraliserer en hel masse ansvar til, er, at de er kommet i et nyt krydspres, der er meget voldsommere end tidligere, siger Lisbeth Knudsen.  

- Samtidig har de folkevalgte politikere ikke taget konsekvensen af, at man lægger ansvaret ud. Den politiker, som har modet til at sige: Jamen, vi har faktisk uddelegeret ansvaret, og vi har faktisk tillid til, at lederne kan tage de rigtige beslutninger, er svær at finde, konstaterer hun.

Bliv på egen bane

Det genkender Max Ulrich Larsen, der er skoleleder på Damhusengens Skole i Vanløse og lokalformand for Skolelederforeningen i København.

- Jeg synes, der kommer et pres på den danske folkeskole fra et politisk system, som tænker, at vi kan håndtere alt ved at lave forbud og restriktioner eller med sanktionsmuligheder. Det sætter hele værdisættet for den danske folkeskole under pres og skaber en dysfunktion på skolerne at lave de her sanktionsmuligheder, for hvem er det så, der skal bestemme? Det er en kæmpe udfordring, siger den københavnske skoleleder, som oplever en massiv klagekultur, hvor der ikke er langt fra utilfredshed til en direkte henvendelse til borgmesteren.

- Forældre i dag reagerer rigtig meget på følelser – og det skal de også, og skolen skal lytte til de følelser. Men jeg synes, vi skal snakke med hinanden om, hvordan man reagerer, påpeger han om forvaltning og særligt politikernes indblanding i ledelsesrummet.

- Jamen, de reagerer jo på en henvendelse om en dør, der ikke fungerer … Altså, bliv på jeres bane, vis tillid, og lav en markering af, hvor løsningen hører hjemme! Det skal vi nok kunne håndtere. De problemer skal ikke ind i det her rum!

Sammen med mere end 30 københavnske skoleledere advarede skoleleder på Damhusengens Skole Max Ulrich Larsen i en kronik i Politiken sidste sommer mod ’overengageret forældreadfærd’.

Forældre ringer og spørger, om det virkelig kan være rigtigt, at børnene skal cykle ud på Amager Fælled? Kan de holde til det? Kan der ikke ske noget i trafikken? Er det ikke for langt? For hårdt? Sådan stod der blandt andet i kronikken, der var skoleledernes opråb til forældre om at have mere tillid til skolen og et forsvar for folkeskolen som den vigtigste institution i samfundet.

- Vi savner en forståelse for, at folkeskolen er et forpligtende fællesskab, og at fællesskaber ikke altid er nemt – det bringer både gode og svære ting med sig, hvor der også er gnidninger, som kan give knubs, forklarer Max Ulrich Larsen, der også er lokalformand for Skolelederforeningen i København.

- Vi forstår godt de forældre, som går i beskyttelsesmodus, hvis deres barn oplever grænseoverskridende adfærd eller bliver truet. Vi forstår også godt ønsket om at flytte skole eller klasse. Men det løser sjældent problemet. Det gør det at håndtere det, der hvor udfordringen er. Skolen kommer ikke til at levere et bekymringsfrit liv for hverken elever, forældre eller lærere. Det må selvfølgelig ikke gøre for ondt i for lang tid. Men der er jo også udfordringer i køen i Netto, i fitnesscentret og på rejsen til Spanien, og vi skal jo lære børnene at mestre det liv, de er en del af.

Forældre ikke optaget af fællesskabet

Den tendens bekræfter strategidirektør Lisbeth Knudsen, der har undersøgt vilkårene for offentlige ledere.

- Der sker nogle centrale ændringer i vores adfærd, som påvirker skoleledernes arbejde. Forældrene er meget direkte i deres forventninger og ønsker til, hvordan tingene skal være indrettet på deres præmisser, og er meget mindre fokuseret på fællesskabet end på deres eget barn, siger Lisbeth Knudsen og understreger, at hun i interviewrunden oplevede, at skolelederne er ekstremt dedikerede og gør en kæmpe indsats i at dagsordensætte fællesskabet.

- Men jeg oplever, at det er svært. Der skal ikke meget til, før der er en konflikt, og så bliver det meget nemt læreren eller skolelederen, som bliver syndebukken i sådan en konflikt. Vi taler meget om folkeskole og fællesskab, men vi har altså en forældregeneration nu, som ikke på samme måde er optaget af fællesskabet, som man var tidligere, så skolelederne står med en svær opgave.

Det prøver Max Ulrich Larsen at italesætte på sin skole med det gamle talesprog, at det kræver en landsby at opdrage et barn.

- Jeg prøver rigtig meget at tale ind i tankegangen om en ’landsby’ her på min skole. Vi bliver nødt til at blive meget skarpere på, hvad fællesskaber betyder, siger skolelederen, der understreger, at han ønsker det samme som forældrene – at alle børn har gode skoledage.

- Min opgave er at skabe gode fællesskaber for alle børn, hvor alle tager et ansvar for at bidrage. Skolens opgave i dag er at lære børn og unge at tage livet på sig og mestre det med de vilkår, de er givet. Det er nok vigtigere end nogensinde, at vi i samarbejder, er dygtige til at tale ind i og tydeliggøre, at et liv ikke er bekymringsfrit. Den erkendelse er vigtig for alle parter, for politikere, forvaltningen, forældre og embedsmænd og lærere og pædagoger – for at vi som skoleledere kan udføre vores job.

Overskrifterne om den senere tids sager om vold, overgreb, mobning og krænkende handlinger i danske folkeskoler præsenteres i medierne som en ny og bekymrende tendens.

- Lidt populært kalder jeg det folkeskolens MeToo-moment,” siger Lisbeth Knudsen, der har tilbragt mere end 40 år i mediebranchen som journalist og chefredaktør.

- For den brede offentlighed kommer det som et chok, fordi den slags kriser før i tiden blev håndteret internt på skolen. I dag tager det mindre end et døgn at piske en stemning op, og i løbet af et øjeblik er der et forældreopgør i gang på sociale medier. Når mediedækningen buldrer løs, bringer det alle politikere og forvaltninger i alarmberedskab og får dem til at handle uden at have undersøgt sagen til bunds, fordi journalisterne står med en mikrofon og siger: Hvad vil du gøre ved det? Er det ikke dit ansvar?

Finn Wiedemann, der forsker i skoleledelse, har også fulgt tendensen, hvor utilfredse forældre lynhurtigt kan sætte sig til tasterne og hvirvle en stemning op.

- Tidligere kunne man skrive et læserbrev til avisen eller henvende sig direkte til lokalpolitikere, men nu er der direkte adgang til offentligheden. Der skal ikke så meget til, før små eller mindre sager eksploderer i medierne. Et eksempel er ’nissegate’-sagen i slutningen af november, hvor en forælder ytrer sig på sociale medier om en lærer, der ikke tror på nisser. Det ville jo være utænkeligt for 20 eller bare 10 år siden, siger forskeren.

Mangler kompetencer

- Man skal bare også være opmærksom på, at i en dansk folkeskole kommunikerer vi sindssygt meget. Skriftligt og mundtligt og med vores krop og vores tøj, og vi står udenfor og siger godmorgen, påpeger Max Ulrich Larsen og minder om vilkårene:

- Men der er ikke en eneste, der har en kommunikationsuddannelse. Vi er primært læreruddannede, pædagoger, HK’ere eller pedeller. Vi har jo ikke en kommunikationsenhed eller nogen, som har egentlig forstand på det, på trods af at vi kommunikerer på Facebook, på Aula, på hjemmesider og alt muligt. Min skole har 1.100 børn, og de har cirka to forældre – det er altså rigtig mange, der kommunikeres med i det daglige, og så kan det også meget hurtigt gå galt, siger den københavnske skoleleder og tilføjer, at skolerne generelt skal blive dygtigere til at fortælle, at skolen ikke kommer til at levere et bekymringsfrit liv for hverken elever, forældre eller lærere.

Læg en kriseplan

I sin undersøgelse er Lisbeth Knudsen stødt på særlig en faktor, hvor skolelederne i højere grad kunne foregribe at blive hængt ud.

- Jeg oplever, at det er – lad mig nu sige det diplomatisk – langtfra alle steder, at man har tænkt det utænkelige igennem, at det her kunne ske hos os, siger strategidirektøren.

Det genkender skoleleder Max Ulrich Knudsen.

- Jeg har i hvert fald ikke, selvom jeg har et ret stort job inden for mit område, et klokkeklart svar på, hvad der er min kommunes strategi for håndtering af de situationer, siger han.
Derfor opfordrer Lisbeth Knudsen skolerne til at prioritere en kommunikationsstrategi for, hvis der opstår en møgsag.

- Når hele mediemøllen bliver en folkedomstol, er det meget svært at komme til orde med det modsatte synspunkt, hvis først der ruller et forældreoprør med kritik på de sociale medier. Det er stærke følelser, der kommer i sving, når det handler om vores børn, og så er det næsten umuligt at vende, siger hun.