Vi skal finde vejen til en sund digital kultur i folkeskolen

Spørger man Thomas Enemark Lundtofte, der er lektor i medievidenskab på SDU og forsker i børns digitale vaner, er han ikke i tvivl. Der er brug for en balance. En balance mellem regulering og dannelse.

– Regler kan være vigtige for at skabe fælles retningslinjer, men hvis vi lovgiver for hårdt, kan det udtrykke mistillid over for de lærere, skoleledere og forældre, der allerede håndterer problematikken lokalt. Mange skoler har i forvejen gode politikker for mobilbrug.

Han mener, at digital dannelse spiller en mindst lige så stor rolle som regulering:

– Vi skal sikre, at børn får mulighed for at lære at håndtere digitale medier på en kvalificeret måde. Lovgivning kan give en ramme, men den kan ikke erstatte arbejdet med digital dannelse. Derfor tror jeg, det er vigtigt at se på lovgivning på det her område som noget, der er mulighedsskabende frem for restriktivt, hvor nationale rammer giver skolerne frihed til at tilpasse reglerne til deres specifikke behov. Hvis vi topstyrer og ensretter for meget, bryder vi med den danske skoletradition, hvor skolerne selv i høj grad forankrer deres værdier lokalt.

I Fredensborg Kommune har man vedtaget nye skærmregler, der fra 1. april 2025 forbød mobiltelefoner i skolerne, mens computere og tablets kun må bruges i forbindelse med undervisningen. Jamie Stevenson, skoleleder på Nivå Skole, støtter intentionen bag, men tvivler på, at det vil gøre en afgørende forskel for børnenes trivsel:

– Jeg anerkender fuldt ud intentionen, men jeg tvivler på, at det vil ændre hverdagen og unges trivsel, for mobiler fylder ikke så meget i skoledagen. I stedet bør vi skabe flere mobilfrie oplevelser, der giver børn naturlige alternativer til skærmen. Når børnene er i skole, på biblioteket eller til fodbold og gymnastik, har de ikke mobilen fremme. Derfor er det vigtigt, at både skoler og politikere fokuserer på at styrke tilbuddet frem for forbuddet.

Han ser dog en fordel i, at en lov kan gøre reglerne enklere og skabe tydelige forventninger. Især i udskolingen fandt nogle lærere det besværligt at håndtere mobiltelefoner mellem pauser og undervisning.

– Nogle lærere foretrak et forbud, fordi det gjorde hverdagen lettere. Det er nemmere at henvise til en fast regel end at tage diskussionen med hver enkelt elev, siger han.

Men han tvivler på, at et forbud vil mindske konflikter, da diskussionerne stadig kan opstå.

At telefoner ikke fylder så meget i undervisningen, kan Andreas Lieberoth, lektor i pædagogisk psykologi ved Aarhus Universitet, nikke genkendende til. Han har sammen med en kollega netop udgivet en omfattende rapport, hvor de har observeret og analyseret, hvor meget skærme fylder i undervisningen, og hvad de bruges til. Selvom mobiltelefoner ikke var undersøgelsens fokus, observerede de, at telefoner tilsyneladende ikke spillede en væsentlig rolle i klasselokalet.

– Når vi ser på skolerne, tyder det ikke på, at mobiltelefoner fylder særlig meget i undervisningen. Derfor kan der godt opstå problemer, men det rejser spørgsmålet om, hvorvidt yderligere restriktioner overhovedet er nødvendige.

Når det kommer til digital opdragelse, er ansvaret ikke noget, der kan placeres entydigt hos skolen, forældrene eller samfundet. Det mener Andreas Lieberoth, der er lektor i pædagogisk psykologi ved Aarhus Universitet. For ham hænger de tre aktører uløseligt sammen.

– Det er en misforståelse at skelne mellem skole, familie og samfund – de hænger sammen. Ligesom seksualundervisning kan digital dannelse ikke kun overlades til hjemmet.

Han mener, at forældre og voksne har svigtet, når det kommer til at guide børn i deres digitale liv. I stedet for at skabe trygge rammer og hjælpe dem med at navigere i den digitale verden bliver mange børn overladt til sig selv.

– Vi har fejlet som voksen-generation, når det kommer til digital opdragelse. Børn er overladt til sig selv og opdrager hinanden digitalt, mens de voksne kigger væk eller kun blander sig for at skælde ud og sætte begrænsninger. Hvis vi vil have, at de kommer til os, når der opstår problemer, må vi vise, at vi rent faktisk interesserer os for deres digitale liv. Ikke kun for at kontrollere det, men for at forstå det.

Ifølge Lieberoth lærer børn af hinanden i skolen og på sociale medier. Uden voksne til at guide dem risikerer de at navigere i et usikkert digitalt rum.

– Det er i børnefællesskaber, de lærer, hvad der er acceptabel adfærd. Problemet er, at voksne ofte er fraværende i den proces. Hvis vi vil understøtte gode digitale vaner, må vi engagere os, der hvor børnene faktisk færdes.

Thomas Enemark Lundtofte, der er lektor i medievidenskab på SDU, bakker op om denne pointe og fremhæver, at ikke alle børn får den samme digitale vejledning derhjemme. Nogle forældre har overskud til at sætte klare rammer og guide deres børn, mens andre ikke har de samme ressourcer eller viden om digitale medier.

– At få etableret gode vaner i forhold til sociale medier kræver en sum af indsatser, men vi må også være opmærksomme på, at der er stor forskel på, hvor meget overskud børns forældre har til at tage sig af den opgave, og der løfter skolerne faktisk en ret vigtig del af den opgave.

Han peger på, at børn og unge har brug for voksne, der kan vejlede dem i deres digitale liv, eksempelvis i fritidsklubber, og advarer om, at for restriktive mobilregler kan ende med at begrænse den digitale opdragelse frem for at styrke den.

– Fritidsklubber og lignende steder giver nogle børn adgang til voksne, der har tid og overskud til at hjælpe dem med at forstå, hvordan de bruger teknologi fornuftigt og får gode digitale vaner. For nogle børn er det den eneste mulighed for at få vejledning i, hvad der egentlig foregår online.

Skoleleder Jamie Stevenson ser skolen som en vigtig aktør i børns digitale dannelse, og han advarer mod en tilgang, hvor eleverne kun lærer om teknologi i teorien i skolen, men ikke får praktisk erfaring.

– Hvis vi udelukkende taler om digital adfærd uden at give eleverne mulighed for at øve sig i det i hverdagen, risikerer vi en form for digital tørsvømning. Vi snakker om, hvordan man bør bruge mobilen, men ikke, hvordan vi lærer dem det.

I årevis har der eksisteret faste normer for mobil- og skærmbrug i skolen, og mange af dem er allerede en naturlig del af skolekulturen. Sådan oplever skoleleder Jamie Stevenson det.

– På langt de fleste danske skoler er mobilen slet ikke fremme i skoletiden – sådan har det faktisk været i 15 år. Allerede dengang hvor det ikke var en iPhone 15, men en lille mobiltelefon, havde vi normer for, at den skulle blive i tasken eller samles ind.

Han mener, at det ikke kun er regler, men også de daglige rutiner, der skaber en kultur, hvor børn oplever, at det er naturligt at være offline i skolen.

– For mange børn er skolen det eneste sted, hvor de oplever, at det kan være rart at være uden mobilen og i stedet være nærværende i sociale fællesskaber. Det er med til at skabe en norm om, at man godt kan undvære sin telefon i perioder, og at det faktisk kan være positivt.

Andreas Lieberoth, der er lektor i pædagogisk psykologi ved Aarhus Universitet, understreger, at adfærd i høj grad formes af den kontekst, vi befinder os i. Derfor er det afgørende at skabe miljøer, hvor fraværet af skærme føles naturligt.

– Når vi går en tur i skoven, forventer vi ikke at bruge telefonen på samme måde, som når vi sidder hjemme i sofaen. Det samme gælder i skolen – vi skal skabe rum, hvor børn oplever, at det er naturligt at være uden skærm.

Han påpeger, at børn – ligesom voksne – kan have svært ved at regulere deres skærmvaner.

– Vi har ikke rygrad til altid at styre vores digitale vaner, ligesom det kan være svært at holde en slankekur. Derfor har børn brug for voksne, der hjælper dem med at skabe struktur og regler. Hvis vi gerne vil have, at børn lærer at administrere deres skærmbrug, nytter det ikke noget at gemme mobilen helt væk. De skal vænne sig til, at telefonen kan ligge i tasken, uden at den behøver at blive taget op hele tiden.

Thomas Enemark Lundtofte, der forsker i børns digitale vaner ved SDU, mener, at stærke normer også kræver, at eleverne inddrages i processen.

– Når vi gerne vil udvikle normer og værdier, som eleverne tager ejerskab over, er det afgørende, at de er med i processen. Hvis de kan se meningen med reglerne, er der større sandsynlighed for, at de faktisk efterlever dem.

Dog understreger han, at elevinddragelse ikke betyder, at eleverne frit kan bestemme reglerne.

– Det handler ikke om at spørge børnene, hvad de kunne tænke sig, og så lade alt være muligt. Vi kan godt have en præmis, hvor vi siger: ‘Når vi laver matematik, og skærmene er en del af undervisningen, så skal de bruges til matematik’. Derefter kan vi starte samtalen derfra og inddrage eleverne i, hvordan vi sikrer, at det faktisk sker. På den måde skaber vi meningsfulde normer uden at relativisere alt.

For at skolerne kan lykkes med at skabe stærke digitale normer, peger han på vigtigheden af faglig sparring og opkvalificering.

– Den faglige udveksling blandt lærere og pædagoger kunne have langt bedre vilkår. Hvis vi vil udvikle en stærkere norm for, hvordan vi bruger teknologi i skolen, skal vi sikre, at fagpersoner får mulighed for at opkvalificere sig, både gennem faglige samtaler i lærerteamet og via egentlige kurser.