Trivselsanbefalinger er et langt forsvar for pædagogikkens potentialer

Adgangsbilletten er en diagnose

Det ærgrer Rasmus Meyer, at en større og bredere dagsorden, som han og kommissionen gerne ville have haft mere fokus på, ikke trængte igennem i mediemøllen, fordi journalisterne mest var optaget af skærmforbud og forældreansvaret.

- Vi forsøgte faktisk at åbne en diskussion om diagnosticering, men det gik bare sindssygt dårligt. Eller den blev ligesom ikke grebet, siger han ærligt og ærgerligt.
Stod det til Rasmus Meyer, skulle der lyttes mere til de mange input fra de børn og unge, skolelærere og skoleledere, pædagoger og praktikere, som kommissionsmedlemmerne har været rundt i landet at tale med.
- Det, som mange praktikere vender tilbage til, er, at adgangsbilletten til støtte og hjælp og indsatser er en diagnose. Altså vi har fået indrettet et system således, at hvis du er udfordret, så kan du kun få hjælp, hvis du faktisk er blevet diagnosticeret, konstaterer han.

Trivselskommissionen peger i rapporten på, at en undersøgelse fra 2024 viser, at et flertal af kommunerne opdeler deres specialundervisningstilbud efter diagnoser, og at det er blevet en udbredt opfattelse blandt forældre til børn med særlige støttebehov, at skolesystemet forudsætter en diagnose, før der bevilges støtte. Men ifølge lovgivningen skal tildelingen af støtte til elever altid være på baggrund af en konkret og individuel vurdering og iværksættes på baggrund af elevens behov, uanset om der foreligger en diagnose.

- Lige nu befinder diskussionen om børn og unges trivsel sig i sådan et sundhedsfagligt landskab. Det, vi plæderer for, er, at psykologerne og psykiaterne selvsagt har en helt afgørende vigtig rolle at spille, men for den store og brede almene gruppe skal svarene ikke formuleres i psykiatrien, konkluderer han.

Forsvar for pædagogikken

Derfor kalder kommissionen i anbefaling 17 på en ’tidssvarende pædagogisk praksis’ i dagtilbud og skoler for at dæmme op for den store segregering til specialområdet, så flere børn og unge kan trives i de mangfoldige fællesskaber, som et liv består af.- Vi foreslår, at man arbejder med mellemformer, altså pædagogiske greb, der både sikrer, at de børn og unge, som er udfordret, kan være en del af fællesskabet, og som faktisk også er gode for den brede, almene gruppe. Svarene på de udfordringer, vi står over for, skal formuleres på det almene område, fastslår han.

- Derfor afsætter vi midler til at løfte kvaliteten på almenområdet, netop i erkendelsen af at løsningen er dagtilbud og grundskoler med kvalitet. Der skal være råd til at arbejde med mellemformer, siger Rasmus Meyer.

Og her udviser Trivselskommissionen faktisk en slags civil ulydighed og overskrider kravet fra regeringen om, at alle anbefalinger skal være udgiftsneutrale, eller også skal der peges på finansiering.

- Hele den her rapport er jo et langt forsvar for pædagogikkens potentialer. Det har ikke fyldt så meget i dækningen, men det er faktisk en stor del af rapporten, siger han og bladrer i de 146 tætskrevne sider med blålilla omslag.

- Det er også der, hvor vi med vores forslag bruger flest penge, understreger Rasmus Meyer og læser op af det ret eksplosive afsnit i rapporten, hvor kommissionen foreslår en statsfinansieret omstillingspulje.

- Vi skriver her, at kommissionen anbefaler, at der omprioriteres varige midler samt midler til en fireårig omstillingspulje, der skal bidrage til omstillingen til en fortsat mere tidssvarende pædagogisk praksis i folkeskolen.

___________________________________________________________________________________________________

Rasmus Meyers fire nedslag i Trivselskommissionens arbejde

• Jeg synes, det har været interessant at opleve, hvordan den kommercialiserede digitalisering i børn og unges liv også flyder ind på skolerne. Det medfører, at børn i stigende grad bliver distraheret, og det udfordrer også fællesskaberne i og uden for timerne.
• Det, som i dag er adgangsbilletten til støtte og hjælp og indsatser, er en diagnose. Vi har fået indrettet et system således, at hvis du er udfordret, så kan du kun få hjælp, hvis du faktisk er blevet diagnosticeret.
• Vi har fået skabt en skole, som udgrænser rigtig mange børn og unge fra de brede og almene fællesskaber.
• Der er en ny opdragelsespraksis på spil. Det moderne forældreskab er stadigt mere informeret og vidende, men det er også blevet mere sitrende, og der er nogle tendenser, der går igen: overbeskyttelse, monitorering, forhandlinger og et meget stærkt fokus på ens eget barn, mens blikket for fællesskabet er en lille smule svækket.

Læs hele Trivselskommissionens rapport 'Et dansk svar på en vestlig udfordring'

____________________________________________________________________________________________________

Trivselskommissionen vil lade det være op til en lokal vurdering, hvordan midlerne bedst understøtter arbejdet med en tidssvarende pædagogisk praksis, men anbefaler for eksempel brug af to-voksenordninger, brug af mindre hold for de mest udfordrede elever, at PPR rykkes tættere på praksis og mere tværfagligt samarbejde mellem almen- og specialområdet.

Er tanken at flytte penge fra specialområdet, eller hvor kommer pengene fra?

- Ja, på sigt er tanken, at hvis vi styrker almenområdet, så vil der være et omprioriteringspotentiale, nikker formanden, der står ved det økonomisk tunge forslag.

- Men for nuværende siger vi, at i en fireårig periode må man fra statsligt hold understøtte, at den bevægelse kan finde sted. Min oplevelse er, at andre initiativer er løbet med overskrifterne. Men det her er faktisk kernestof både for mig og for resten af kommissionen, at vi får understøttet, at der er kvalitet i vores dagtilbud og grundskoler. Man må have modet derude til at sige, at den blindgyde, vi har bevæget os ned i nu, hvor det specialiserede område bare får lov at vokse og vokse, må vi imødegå ved at tro på, at vi kan lave almentilbud, der er så stærkt, at det kan rumme nogle flere.

Skærme ud af skolen

Ville du ønske, det havde fået mere fokus?

- I det øjeblik vi rørte ved forældrelandskabet, så gik det jo amok! Vi har selv initieret en samtale om det moderne forældreskab, fordi vi synes, det er en arena, som mangler at blive debatteret. Der er en ny opdragelsespraksis på spil. Det moderne forældreskab er stadigt mere informeret og vidende, men det er også blevet mere sitrende. Og der er nogle tendenser, der går igen: overbeskyttelse, monitorering, forhandlinger og et meget stærkt fokus på ens eget barn, mens blikket for fællesskabet er svækket.

En anden anbefaling, der fik debatten i kog, er at forbyde skærme i skolen ved lov. Rasmus Meyer lægger ikke skjul på, at han personligt ikke er begejstret for børns brug af smartphones, sociale medier og skærme i skolen. Efter at have besøgt skoler og dagtilbud, læst rapporter og forskning, afholdt workshops med eksperter og fagpersoner, fået input fra et børne-unge-panel og en folkehøring er han kun blevet endnu mere overbevist om, at her er en afgørende faktor i trivselsproblematikken.

- Jeg synes, det har været interessant at opleve, hvordan den kommercialiserede digitalisering i børn og unges liv også flyder ind på skolerne. Det medfører, at børn i stigende grad bliver distraheret, og det udfordrer også fællesskaberne i og uden for timerne, siger Rasmus Meyer og uddyber:

- Børn og unge sover mindre, opmærksomhedsforstyrrelserne bliver flere, de fysiske fællesskaber er udfordret, de unge drenge isolerer sig i stadigt stigende grad derhjemme bag skærmene, og de unge piger bliver udfordret på deres selvforhold og fysiske symptomer. Så jeg synes, det er entydigt rigtigt, at vi nu som samfund står vagt om vores institutioner og gerne vil understøtte, at børn og unge får erfaring med at være i analoge, fysiske fællesskaber.

Er I ikke bekymrede for, om lovkravet om smartphones kan skabe konflikter på skolerne?

- Jeg tror, at det vil være en befrielse, at det her ikke er til diskussion, affejer han stålsat.

- Vi tillader jo heller ikke, at man ryger på skolen, eller at man har sin Playstation med i undervisningen. En mobiltelefon er designet til at distrahere børnene, så i stedet for at være vendt mod verden og de fysiske fællesskaber og undervisningen sidder de med snotten nede i skærmen, siger han og erkender:

- Vi var jo fuldstændig forblændede som samfund i en årrække, og nu er opgaven at korrigere.

Fokus på fællesskaber

Fællesskaber er den røde tråd for Rasmus Meyer, der som højskoleforstander på Krogerup Højskole oplever, hver gang et nyt hold begynder, at en håndfuld elever banker på døren til hans kontor. De kommer altid for det samme: at blive fritaget fra fag eller aktiviteter, de ikke kan overkomme. Og hans svar er altid nej. I stedet sender han dem ind i et fællesskab.

Som formand for Trivselskommissionen understreger han, at han ikke vil trække en højskole kontekst ned over folkeskolen.

- Men jeg synes, der er rigtigt og vigtigt, at selvom man måtte har en diagnose eller har det svært i en periode, så bliver man stadig mødt af forventninger fra fællesskabet. Fordi noget af det værste, der kan hænde et menneske, det er, at der ikke er nogen, der har forventninger til en. Det er virkelig et triststed at være. Det, vi insisterer på på Krogerup, og som jeg synes, man bør insistere på tværs over uddannelsessektoren, er altid at møde børn og unge med forventninger og sige: Du betyder noget her i verden! Det er en måde at tage dem alvorligt på. Og det er er nødvendigt, fordi der er for stor en gruppe børn og unge, som ikke har det godt, konstaterer Rasmus Meyer og kommer med en sidste opfordring:

- Det kalder på, at vi alle sammen – børn og unge, forældre, lærere, pædagoger, ledere og trænere i civilsamfundet – spørger os selv: Hvad kan vi bidrage med? Altså det er kun, hvis vi på kryds og tværs i det her samfund beslutter os for at rykke sammen i bussen, at vi kan formulere nogle svar.

‍