Mange kommuner sadler om for at rumme flere børn i almenskoler
Antallet af børn i specialtilbud er højere end før inklusionslovens indførelse for godt 10 år siden. Det vil et flertal af kommunerne ændre på, viser en ny undersøgelse fra Skolelederforeningen, og chancerne for succes er bedre, end de har været, vurderer ekspert.
København er en af de kommuner, hvor arbejdet med at få skolen til at rumme flere elever med særlige behov er skudt i gang. Først var udspillet, at 97 % af alle kommunens børn i fremtiden skulle rummes i det almene skoletilbud. Efter hård kritik blev planen skrottet, men ønsket om at segregere færre børn består, og over de kommende år skal der igangsættes en række initiativer for at nå målet.
Det, der sker i København, er ikke noget særsyn. En ny undersøgelse, som Skolelederforeningen har gennemført blandt lokalafdelingsformænd og -kvinder, viser, at flertallet af landets kommuner enten allerede har gennemført eller er i gang med initiativer, der skal nedbringe antallet af elever, som bliver segregeret. Et resultat, der ikke kommer bag på næstformand i Skolelederforeningen, Dorte Andreas:
- Vi ved, at man alle steder har haft fokus på, at flere elever skal kunne være en del af almentilbuddet, og vi havde også en fornemmelse af, at et stigende antal kommuner har sat processer i gang for at vende udviklingen. Det interessante er også hvad, og hvordan det sker.
Udviklingen skal ses i lyset af, at andelen af elever, der modtager specialundervisning, er større end i årene før inklusionsloven. Og med mange børn i specialtilbud er det ofte svært for skolerne at få pengene til at slå til. Forandringerne, der sker for tiden, har forskellige ansigter fra kommune til kommune, men i undersøgelsen angiver hovedparten, at en presset økonomi og et stigende antal elever med særlige behov er de hyppigste årsager til, at kommunerne ønsker forandring. Kun 57 % peger på, at det skyldes en holdning om, at børnene trives bedst i almenområdet.
- Det er ikke overraskende, at økonomien er den udløsende faktor for forandringerne. KL har længe haft et meget økonomisk blik på, at det er for dyrt at segregere så mange børn. En presset økonomi kan også være et momentum til at tænke kreativt, men det vigtige er, at den drivende faktor i forandringerne bliver børnesynet og pædagogikken. Hensynet til eleverne bør veje tungest, slår Dorte Andreas fast.
Derfor kan det godt bekymre næstformanden, at det fremgår af undersøgelsen, at politikere, forvaltningen, skoleledere og PPR ofte er med i forandringsprocesserne, men at personale, forældre, skolebestyrelser og elever sjældent bliver involveret.
- Jeg tror, det bliver afgørende at involvere så mange som muligt i processerne for at sikre ejerskab og mening med forandringer fremfor modstand, siger Dorte Andreas.
Patient uden diagnose
Grundlaget for beslutningen om, at flere børn skal kunne rummes i almentilbuddet i Københavns Kommune, er en analyse fra Børne- og Ungdomsforvaltningen, som blev offentliggjort før sommerferien. Anbefalingerne i analysen er inspireret af den norske kommune Lillehammer, som er kendt for at lykkes med at inkludere så godt som alle elever i almentilbuddet og derfor har lukket alle kommunens specialskoler.
____________________________________
- Du kan læse om Lillehammer-modellen i artiklen: En skole for alle børn
____________________________________
Der er dog ikke lagt op til at tage elever ud af nuværende specialtilbud i København for at sluse dem over i almentilbuddet. Lige nu er planen, at omstillingen først skal berøre de indskolingselever, der starter i 2026/27.
Find undersøgelsen
- Undersøgelsen er foretaget i perioden den 21.-28. august 2024 blandt Skolelederforeningens formænd/-kvinder for de 94 lokalafdelinger. 83 har svaret. Læs undersøgelsen
Max Ulrich Larsen er skoleleder på Damhusengens Skole og lokalformand for Skolelederforeningen i København og forstår godt, at kommunen ønsker at vende udviklingen:
- Det siger jo sig selv, at hvis man bliver ved med år efter år at tage flere og flere midler fra det almene til det specialiserede område, så bider det sig selv i halen. Så bliver det sværere at lave et alment tilbud, som alle kan være i.
Han er derfor grundlæggende enig i, at der skal ske forandringer, men han mener, man på landsplan burde gribe problematikken anderledes an:
- Som skoleleder for en almen skole kan jeg heller ikke bare se på, at flere og flere børn bliver segregeret til de specialiserede tilbud. Så vi skal have en forandring. Men jeg synes, vi skal finde ud af, hvorfor det ser ud, som det gør, overalt i landet. Hvad er det, der foregår? Hvorfor har børnene det så skidt, at de ikke kan være i de skoletilbud, vi har bygget op? Er der noget galt med børnene? Er der noget galt med tilbuddet? Tilbuddet har ikke forandret sig markant i mange år, i grove træk ser formen og strukturen ud, som den har gjort i mange år. Hvad er der så på spil? Hvad har forandret sig? Vi laver skole for vores børn og unge – altså folket. Har kulturen forandret sig, så skal skolen være i stand til at tilpasse sig. Jeg tror, det er der, vi er nu, men det kræver, at vi alle er modige og tør kigge ind i skolen som en struktur, der skal noget andet end hidtil – har vi humor nok? Har vi omsorg nok? Har vi for lange dage? Er skoledagene for usammenhængende? Hvis vi ikke finder ud af det, så er det jo svært for os på skolerne at finde ud af, hvad vi skal gøre ved det. Det svarer til at operere en patient, som man ikke ved, hvad fejler., siger den københavnske skoleleder.
Vi har gjort os nye erfaringer
Selvom grundtanken med at inkludere flere børn er den samme som for godt 10 år siden, er der forskel på både fremgangsmåden og ikke mindst konteksten, mener chefkonsulent på grundskoleområdet i Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, Chantal Pohl Nielsen. Hun tror samlet set, at kommunerne og skolen på nuværende tidspunkt har bedre chancer for at lykkes med at inkludere flere børn i almentilbuddet end tidligere. Det er dog fuldstændig afgørende, at der samlet set sker en styrkelse af blandt andet de specialpædagogiske kompetencer på almenområdet. Det er der mange steder lagt op til ved for eksempel at få PPR tidligere på banen og tættere på praksis for på den måde bedre at understøtte det pædagogiske personale.
- Da inklusionsloven kom, tilbageførte man ganske enkelt elever fra specialområdet til almenområdet, alene fordi man havde en målsætning om, at 96 % af eleverne skulle være i almenområdet. Mig bekendt er der ikke nogen kommuner, der har tænkt sig at gøre det på den måde denne gang. I stedet ser vi gradvis udfasning af specialklasserækker og fortsat udvikling af de mellemformer, der er kommet til i de senere år, siger hun og minder også om, at folkeskolereformen kom kun halvandet år efter inklusionsloven. Det vanskeliggjorde arbejdet med inklusion, fordi alle havde fokus på at implementere og komme godt i gang med reformen.
- Dagsordenen blev på en måde kapret. Så jeg tror, at tingene er noget anderledes i dag. Der var også en anden sprogbrug. Det var helt almindeligt, at man talte om inklusionsbørn. Det gør man ikke i dag. I dag er det styrkelse af fællesskaberne, der er i fokus. Den optimistiske udlægning af det vil være, at der er en mere rummelig forståelse og accept af forskellighed. På det grundlag tror jeg også, forhåbningen er, at man kan arbejde mere forebyggende og sætte ind tidligere i forhold til elever, der har brug for en ekstra eller en særlig indsats. Ideen er at sætte ind, mens udfordringerne er små, og handlingsmulighederne er mange.
Den antagelse bekræftes i undersøgelsen, hvor 74 % svarer, at der er en øget satsning på forebyggende tiltag på deres skole.
Presset PPR er også en faktor
Chantal Pohl Nielsen mener, at det også handler om noget andet, når så mange kommuner ønsker at vende skuden. Nemlig at PPR er blevet mere og mere presset efter en årrække med øget efterspørgsel efter individuelle udredninger og PPV’er. Det viste en undersøgelse af PPR-området, som Danmarks Evalueringsinstitut offentliggjorde sidste år.
- Den pegede samtidig på, at det pædagogiske personale på almenområdet oplever, at undervisningen er blevet en meget mere kompleks opgave, og de synes ikke, de er klædt på i forhold til de specialpædagogiske kompetencer, der skal til for at løfte opgaven, fortæller Chantal Pohl Nielsen, der derfor mener, at chancen for at lykkes med at vende udviklingen også beror på, om samarbejdet mellem skolerne og PPR kommer til at foregå på andre måder – blandt andet ved, at PPR kommer tidligere ind og tættere på praksis.
- De skal finde deres ben i at samarbejde på nye måder om opgaven, så læreren ikke oplever at skulle vide og kunne det hele selv og ikke står alene med det. Det bliver det helt afgørende, siger hun.
Stor opgave og stort potentiale
I Københavns Kommune er der lagt op til at investere cirka 400 millioner kroner over de næste fire år til ændringer i dagtilbud og skoler i fællesskab. Derudover lægger forvaltningen op til, at de midler, der på sigt frigøres fra specialområdet, tilføres almenområdet. Den endelige økonomiske model fastlægges først ved budgetforhandlingerne i efteråret 2024.
Skoleleder og lokalformand Max Ulrich Larsen tror dog under alle omstændigheder, at skolerne går en svær tid i møde både i København og andre steder.
- For der er mange ting. Der er færre og færre, der søger ind på læreruddannelsen. Vi mangler specialiseret personale i det almene tilbud og så videre, og vi har en stram økonomi. Så jeg tænker, at det bliver et stort arbejde for mange af os, der brænder for den offentlige sektor.
Den antagelse er han ikke alene med. 65 % af respondenterne i Skolelederforeningens undersøgelse svarer, at de mener, ændringerne vil medføre en stor ledelsesopgave. Men 48 % mener, at det også rummer et stort potentiale.
Dorte Andreas understreger vigtigheden af, at kommunerne giver sig tid og lægger en klar strategi for indsatsen.
- Der er faktisk en af respondenterne, der siger det rigtigt godt i undersøgelsen. Det hele handler om tempo og rækkefølge og kompetencer og økonomi. Jeg synes simpelthen, at det er essensen af, om vi også lykkes med den her opgave.
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler