Folkeskolen er for alle – men hvad betyder det i praksis, når vi skal balancere mellem hensynet til den enkelte og det, der holder fællesskabet sammen?
Balancen opstår måske først, når vi tør udfordre fællesskabets rammer: Skaber vi fællesskaber, der reelt kan rumme forskellighed? Eller må vi acceptere, at ikke alle fællesskaber er lige gode – og skal børn deltage for enhver pris?
Er målet et fællesskab, hvor man kun kan være med, hvis man kan sidde stille – hvor ro og lydighed er succeskriterier? For mange børn er det næsten fysisk umuligt at indgå i et fællesskab, hvor målet er passivitet. Hvis folkeskolen skal være for alle, skal der være deltagelsesmuligheder for alle.
Her opstår spørgsmålet om undtagelser og særlige aftaler. På en arbejdsplads er fleksible arbejdstider, hjemmearbejde eller særlige hjælpemidler helt normale – og det samme gælder i skolen. Her kan det være reduceret skema, støttende teknologi, ekstra guidning eller alternative læringsrum.
Disse undtagelser er nødvendige og legitime, men hvordan bruger vi dem uden at underminere fællesskabet? Hvis vi laver undtagelser for alle og hele tiden, forsvinder fællesskabet. Hvis vi aldrig gør det, mister vi børnene. Vi vil være retfærdige, men retfærdighed er ikke det samme som lighed. Vi vil være fleksible, men for mange undtagelser kan trække sammenhængskraften ud af fællesskabet. Vi vil hjælpe barnet, men uden at skabe permanente parkeringspladser. Undtagelserne skal være en bro ind i fællesskabet – ikke en blindgyde.
Undtagelser er en del af at skabe trivsel. Sundhedsstyrelsen definerer trivsel som en tilstand af velbefindende, hvor individet kan udfolde sine evner, håndtere udfordringer og indgå i fællesskaber. Et liv uden konflikter og bump er hverken muligt eller ønskeligt.
Undtagelser skal derfor ikke skærme børn fra fællesskabet, men give dem redskaber til at være i det – et fællesskab, der er robust nok til at rumme forskellighed og realistisk nok til at fungere. Vi skal ikke fjerne alle bump, men lære børn at håndtere dem. I samarbejdet med og omkring børn bør der være en fælles forståelse af, at undtagelserne skal styrke deres evner og mulighed for at indgå i fællesskabet – ikke beskytte dem fra det.
Det kræver, at vi fastholder, at fællesskabet ikke er gnidningsløst, og har modet til at stå i spændingen mellem fællesskabets ramme og individets frihed. Målet er ikke at finde den perfekte løsning, men at definere tærskler og tage svære valg med åbne øjne – for fællesskabets og barnets skyld.
Indlægget er udtryk for skribentens holdning.