Uddannelses-Danmark har i den seneste tid drøftet vores ministers syn på forældres børneopdragelse eller mangel på samme. Lige om lidt går forhandlingerne om eventuel ny lovgivning på inklusionsområdet i gang. Hvor jeg håber, at de to ting ikke bliver rodet sammen.
Jeg har haft fornøjelsen af at være formand for den lovforberedende ekspertgruppe omkring inklusion, som har skullet foreslå konkrete lovændringer omkring skolefravær og specialiseret undervisning. Vores afsæt har været, at hvis den almene folkeskole skal være for flere børn, skal politikerne ændre de lovgivningsmæssige rammer, så skolens dygtige professionelle har de bedst mulige betingelser for det tidlige forebyggende arbejde med børnene. Uanset hvilke livsbetingelser børnene så i øvrigt har med sig derhjemmefra.
Lad mig starte med skolefravær. Det allervigtigste greb i vores anbefalinger handler om skolens forpligtelse til at arbejde med det læringsmiljø, som en elev med svag eller manglende skoletilknytning vender tilbage til. Vi har udviklet en model for styrket indsats mod bekymrende fravær med helt konkrete nye lovgivningsmæssige forpligtelser.
Mens modellen betyder nye forpligtelser for skolens ledelse og personale, foreslår vi også en række lettelser. De handler primært om, hvordan sygeundervisning er tilrettelagt. I dag skal der efter 15 dages fravær i et kvartal så vidt muligt tilbydes sygeundervisning af faglæreren i barnets hjem. Det er virkelig svært i virkelighedens verden. Så vi foreslår, at fraværsundervisning kan varetages af andre end elevens egne lærere, kan foregå på små hold og også online.
Det andet område, som ekspertgruppen har beskæftiget sig med, er specialiseret undervisning. De nuværende regler binder for mange resurser til skrivebordsarbejde. Hvis en elev har et støttebehov på over ni timer ugentligt, skal der i dag laves en pædagogisk-psykologisk vurdering. Jeg talte med en skoleleder, der kaldte dem for ’dårligdomsbeskrivelser’, hvor barnet beskrives med problembrillerne på. Samtidig med at vi egentlig ønsker os noget helt andet. Nemlig at lave indsatser, der tager udgangspunkt i barnets styrker og potentialer.
Vi foreslår slet og ret at afskaffe ni-timers-reglen. Vores forslag vil betyde, at der ikke længere behøver at foreligge en pædagogisk-psykologisk vurdering ved tildeling af støtte i almenmiljøet. Til gengæld foreslår vi at indføre en ny, pædagogisk-didaktisk handleplan for elever i social og faglig mistrivsel. Den nye type handleplan adskiller sig fra den udvidede meddelelsesbog ved at beskrive fremadrettede indsatser i stedet for bagudrettede indsatser. Der stilles også krav om opfølgning mindst hver tredje måned, og PPR skal inddrages, hvis der ikke er viden og kapacitet på skolen til at arbejde med problemstillingen.
Fælles for vores forslag er, at der skal bruges flere resurser på det tidlige forebyggende arbejde. Til gengæld foreslår vi at lette arbejdet med de pædagogisk-psykologiske vurderinger, herunder også at afskaffe kravet om en ny vurdering i forbindelse med de årlige revisitationer. Det betyder, at vi flytter det lovgivningsmæssige fokus fra at vurdere enkeltbørn til handlinger omkring børnene.
Inklusion handler ikke om lovgivning alene. Men lovgivningen sætter vigtige rammer for arbejdet. Jeg håber, at politikerne vil omsætte forslagene til rigtig, skinbarlig virkelighed.
Indlægget er udtryk for skribentens holdning.