Synspunkt
3.3.2025

Skolens frihed forpligter

Professor i pædagogisk psykologi på Aalborg Universitet Lene Tanggaard skriver i denne kommentar, hvordan en skole, der er fri og forpligtet, er centralt i et frit, demokratisk samfund, fordi mennesker, der tænker selv, også kan skabe betingelser for, at børnene lærer det.
Foto
Lene Tanggaard
professor i pædagogisk psykologi, Aalborg Universitet
Foto
Lisbeth Holten

Hvilken rolle og betydning har skolen nu og i fremtiden? Geopolitiske spændinger, teknologiske udviklinger, udfordringer med en aldrende befolkning, færre børn og unge, klimakrise og øget social ulighed er virkeligheden i vores del af verden. Der er nok at tage sig af, og det ville være mærkeligt, hvis skolen stod uden for denne debat, hvis man altså tror på, at skolen har betydning. Sagen er dog, at vi helst ikke skal have en ren tilpasningsskole, der kun svarer på de udfordringer, der er. Så kan skolen og dens aktører nemlig ikke yde et modpres på udviklingen og skabe det nye. At yde modpres og tage friheden til sig bliver en hovedopgave for skolen i fremtiden.

Dette synspunkt er skrevet fra Oslos Kundskabsdepartement og ’Utvalget for framtidens fellesskole’, hvor jeg er udpeget som medlem af det norske statsråd. Jeg er derfor en slags udsending fra Danmark, og jeg kan fortælle, at spørgsmål om fællesskolen spiller en stor rolle i Norge. Her er det stadig sådan, at op imod 95 % af alle børn og unge går i fællesskolen, der beskrives som den arena, hvor børn og unge mødes på tværs af sociale skel. Det kan gøre en dansker helt misundelig, fordi vores folkeskole ikke nyder den samme opbakning og derfor heller ikke i alle egne af Danmark kan siges at være fællesskabende.  

Vigende faglige resultater og øget mistrivsel er identiske temaer på tværs af vores lande, og så diskuterer man, om en mere praktisk skole kan gøre eleverne mere motiverede og give dem mere lyst til at gå i skole. Skal ruten gå direkte fra grundskolen og til universitetet, spurgte den norske undervisningsminister, da vi mødte hende i udvalget. Nej, noget bør gøres. Ruten skal omvendt heller ikke gå direkte fra grundskolen til erhvervsskolerne. For hvad er skolens opgave nu og i fremtiden?
Jeg tror, at vejen frem er en mere fri skole, og det er et synspunkt, der står helt for egen regning. Hermed mener jeg ikke en skole, der er fri til hvad som helst, for det vil blot give kaos, og det vil ikke gavne eleverne, men en skole, der hele tiden skal svare på andres ideer og påfund, får aldrig rigtig tid til at tænke selv og til at være skole. En skole, der er fri og forpligtet, er centralt i et frit, demokratisk samfund, fordi mennesker, der tænker selv, som viser værdien af frihed og forpligtethed, også kan skabe betingelser for, at børnene lærer det.

Det betyder ikke, at samfundet og politikerne ikke må stille krav til skolen. Det er helt legitimt, men det er afgørende for skolens legitimitet og for dens omverden, at skolen er et levende sted for samtale og debat, for nysgerrige undersøgelser og eksperimenter, for leg og bevægelse og for fordybelse i fagene og faglig begejstring. Skolen skal tage den frihed, den har, til sig og vise, hvorfor det må være et kardinalpunkt i en fri verden. Med det mener jeg friheden til at eksperimentere med, hvad der skal til for at skabe en god skole nu og i fremtiden, friheden til at vise, at vi kan have tillid til, at skolen gør sit arbejde godt.    

Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Læs flere kommentarer

Se oversigt over synsunkter og ledertanker