Jeg har fået nyt job. Jeg er blevet skoleleder med det daglige ansvar for mange børn og medarbejderes hverdag. Skolen kender jeg, for jeg var ansat som afdelingsleder i forvejen, men rollen er ny.
Jeg kunne ikke have forberedt mig bedre. Jeg kender skolens kultur, rammer, medarbejdere og elever. Jeg har selv været med til at stå fadder til mange af de måder, vi gør tingene på.
Jeg synes selv, at jeg har en god teoretisk ballast og en del erfaring med at være leder. Jeg har et fantastisk ledelsesteam omkring mig, som jeg kender rigtig godt, og som, det påstår de i hvert fald, synes, at det var en god ide, at jeg fik jobbet.
Jeg havde forestillet mig, at transitionen fra at være mellemleder til at være øverste leder ville være overvældende. På trods af den store forberedelse, og en stor lyst til at påtage mig opgaven, så kan jeg konstatere, at transitionen er stor.
På mange måder er følelsen lidt den samme, som da jeg blev far første gang, hvor det går op for en, at man (dog sammen med mor) er den sidste bagstopper.
På skolen er jeg den sidste bagstopper. Det er i sidste ende hos mig, at ansvaret ligger. På trods af at jeg uddelegerer, arbejder med selvledende medarbejdere, leder ledere og taler meget om kollektiv ledelse, så ligger det hele tiden i baghovedet: Ansvaret er mit.
Det handler ikke kun om at være bagstopper. Jeg har mange ideer og visioner for, hvordan skolen skal udvikle sig de kommende år. De ideer skal jeg sammen med personalet have tilpasset og omsat til elevernes hverdag. Hvis vi bliver i far-metaforen: Barnet skal vokse, udvikle sig godt med gode værdier i en tryg hverdag.
Jeg arbejder dagligt på at finde balancen mellem at være visionær, lyttende, inddragende, synlig, transparent, nærværende, tydelig, retningssættende, opadledende, autentisk, samtidig med jeg tager hånd om personale, forældre, elever og opgaver, uddelegerer, udviser beslutsomhed, handler resolut og leder gennem andre. Det hele i krydspresset mellem medarbejdere, elever, forældre, forvaltning, politikere og ledelseskolleger.
Når man lister det op på den måde, kan det godt lyde som en joke, men sandheden er, at det er det ikke. Til gengæld er det virkelig spændende.
Mine børn derhjemme er ikke helt små længere, men som far føler jeg stadig et kæmpe ansvar for dem. Det har jeg vænnet mig til.
Jeg ved også, at jeg kommer til at vænne mig til at være skoleleder.