Vi sætter tempoet ned. Det er mantraet, der kommer til at genlyde i løbet af skoleåret over for elever, lærere, pædagoger og forældre på den skole, hvor jeg er leder.
Skolereformen satte tempoet op. Eleverne skulle virkelig lære noget. Der skulle være tydelige mål for alt, hvad man foretog sig i undervisningen. Tiden måtte ikke spildes.
Nogle begyndte endda at tale om læringsmål for frikvarteret. Alt, der ikke kunne måles, havde ingen værdi.
Sådan er det heldigvis ikke mere – eller er det? Mange af vores lærere giver udtryk for, at de ikke har tid til at tage tre uger ud af et skoleår for at lave et stort teaterprojekt, for hvad nu, hvis eleverne ikke når at lære det, de skal?
Resultaterne af skolereformen viste os, at der ikke nødvendigvis er nogen sammenhæng mellem flere undervisningstimer og bedre faglige resultater hos eleverne.
På trods af at eleverne sad og hang i klasselokalerne til langt ud på eftermiddagen, lærte de ikke mere af det. Logikken må være, at de har lært mindre per time, end de gjorde før skolereformen. Hvorfor lærer man så mindre per time, end man gjorde tidligere?
Hvis man skal se på, hvad der er kommet ud af skolereformen, er det nok, at vi begyndte at tale om, at noget undervisning er bedre end andet.
Problemet er bare, at det ikke er helt klart, hvad der gør en undervisning god, og hvad der gør den dårlig. Selvom man læser grundigt i lærebøgerne på læreruddannelsen, er man ikke nødvendigvis en god lærer ude i virkeligheden. For på trods af tydelig organisering, velforberedte undervisningsaktiviteter og det helt rigtige børnesyn er man ikke sikker på succes i klasselokalet.
Tilbage i 2013 troede man, at tydelige læringsmål for undervisningen var “the missing link” til god undervisning, og så var elevernes faglige fremskridt sikret. Sådan er det åbenbart ikke. Undervisning og læring er komplekse størrelser. Meget falder tilbage på den enkeltes lærers evne til at engagere eleverne, men det er vel også det, der gør lærerjobbet så spændende.
Når jeg taler med elever om undervisning, er der nogle ting, der går igen. De gider ikke sidde og glo ind i en skærm hele dagen og løse opgaver på en eller anden platform. Og så synes de generelt, at lærerne taler for meget. De vil gerne være aktive i undervisningen, lave noget, hvor de diskuterer og forholder sig til stoffet.
Hvis man spørger dem om, hvad de kan huske fra undervisningen, der ligger et par år tilbage, så er det altid de kreative projekter og den engagerende tilgang, der sætter spor hos dem.
Lige meget om det er klassediskussioner eller kreative projekter, så tager det tid, og derfor skal tempoet ned.
Det er svært at sætte tempoet ned. Konstant må vi i ledelsen minde hinanden om, at vi ikke skal overlæsse skoleåret med indsatser og projekter. Til gengæld drømmer vi om, at vi skal bruge nogle af vores arbejdstimer på at deltage i debatter i klasserne og gå til fernisering og teaterforestillinger.
På min skole tror vi på, at tid til kreativitet og fordybelse giver gladere og mere engagerede elever, og måske lærer de også mere – hvem ved?