Nulte, første, anden og tredje dag. Med den nye overenskomst får offentligt ansatte mulighed for fravær med løn i op til fire dage, når et barn bliver syg.
Det er på den ene side rigtig godt. For først og fremmest så under jeg alle børn at være omgivet af omsorg, når de er syge.
Når det så er sagt, så har jeg allerede nu forskellige opmærksomhedspunkter, som bekymrer mig.
Selvom jeg ikke skeler til folks alder, når jeg ansætter, så gør kolleger det. I forvejen er kvinder i den fødedygtige alder ikke i høj kurs som teammakker. Medarbejdere gruer for graviditetsgener og efterfølgende barsler. Nu kan vi komme til at stå i en situation, hvor forældre med små børn også bliver uattraktive at være i team med. For det er en belastning, når man mangler en kollega.
Med sjette ferieuge, omsorgsdage og nu fire dage med sygt barn – for det er fire med nulte dag talt med – som måske også kan forventes en eller flere gange i løbet af året, så har det betydning for stabiliteten i et team. Og hvorfor skulle man som familie forsøge at finde en anden pasningsmulighed?
Jeg har flere gange drøftet med medarbejdere, at det ikke er muligt at få barns anden sygedag, når man har været presset på vikarer, og nu skal jeg også til at gøre det i forhold til tredjedagen. Det er ikke særlig befordrende, og rent økonomisk er det også noget af en udgift, når vi skal dække de fire dage. Jeg er bekymret for, at der ikke umiddelbart er sat noget loft over, hvor mange gange man kan gøre det på et år. Ej heller, at man måske tænker ind, at der er noget medfinansiering fra familien selv, som i Sverige. Hvorfor skulle man så ikke per automatik tage alle dagene selv – og hver gang?
Så er der – igen set fra min stol – også en udfordring i forhold til elevernes undervisning. I denne tid taler vi også meget om elever med ufrivilligt skolefravær, og her ved vi, at det kan være svært med vikarer. Når vi nu skal til at operere med et større fravær, så kan det faktisk godt få stor betydning for antallet af vikarer, der rammer nogle klasser hårdere end andre. Det vil sige, at ud over at der kan være teamkolleger, der bliver frustrerede, så kan vi faktisk også risikere at levere en ringere kvalitet af undervisning, og vi kommer potentielt også til at se en stigning af utrygge elever, da vi får flere vikartimer.
Så er der økonomien i det, for det her kommer til at koste på vikarkontoen – eller på fagligheden, fordi vi aflyser undervisningen, idet vi ikke har råd til vikarer. Det kan komme til at betyde, at vi bruger tolærertimer til vikartimer, så vi kan dække bedst muligt med kendte voksne.
Jeg er godt klar over, at det er et hot take på noget, der udspringer af et behov i samfundet, som jeg fuldt ud forstår og tilslutter mig. Men når far er hjemme med Silke, så mangler 5.b sin lærer, og teamet sin kollega – så hvad gør vi?