”Jeg har påvirket det enkelte barn og har ønsker om at hjælpe og påvirke mange børn. Jeg har opdaget, hvor vigtig ledelse af medarbejdere er, i forhold til hvordan vi lykkes med folkeskolen. Derfor sprang jeg ud i rollen som afdelingsleder for et år siden”.
Sådan skriver en kvindelig afdelingsleder på en folkeskole. Hun er en af de over 700 ledere i den offentlige sektor, som har svaret med egne ord på nogle få åbne spørgsmål, som jeg og mine kolleger har stillet som et led i en undersøgelse af arbejdslivet blandt ledere i den offentlige sektor. Langt de fleste af svarene kommer fra mellemledere på de store velfærdsområder – og blandt dem er 134 skoleledere.
I starten forestillede vi os, at vi efter at lave læst og analyseret de mange svar, ville kunne sige noget om, hvad der glæder og frustrerer skoleledere i forhold til for eksempel dagtilbudsledere eller ledere i ældreplejen. Men sådan gik det ikke. De mange ledere formulerer sig forbløffende ens.
Noget af det, der gjorde indtryk på os, var, at så mange gav udtryk for, at de havde fået et lidt andet job, end de havde regnet med. Typisk havde de valgt at blive leder for at gøre en forskel og være med til at præge noget, sætte retning og have indflydelse. Men det, der fylder i det daglige, er administration, personaleledelse og noget, de kalder ’drift’.
Lederne skriver utrolig meget om, hvor vigtigt det er for dem ’at lykkes’ – helst sammen med deres medarbejdere. Og det er måske udtryk for, at det i dagens Danmark langtfra er en selvfølge, at man kan lykkes med at skabe god skole, trygge børneliv eller værdig ældrepleje. Der er meget, der skal overkommes og kompenseres for. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at et af de hyppigste ord i svarene på, hvad der frustrerede, var ordet ”manglende”. Og det, der manglede, var blandt andet resurser, anerkendelse, tid, retning, indflydelse, opbakning og meget mere.
På den baggrund fremkom også en af undersøgelsens mere nedslående pointer, nemlig at ganske mange af lederne synes, at det er utrolig svært at slå til, når man er udspændt som en blæksprutte mellem uforenelige dagsordener og i en situation, hvor der er mangel på det meste.
Derfor den lidt polemiske titel med gaffatape. Lederne i undersøgelsen bruger nemlig mange kræfter på at holde sammen på noget og at lykkes på trods. Og selvom gaffatape måske ikke lyder så flatterende, så ved vi jo alle, hvor uundværligt det er. Det er bare ikke bæredygtigt at bygge fundamentet og de bærende strukturer af gaffatape. Og lige nu virker det faktisk lidt, som om det er det, der er sket i den offentlige sektor. Alt det, der ikke hænger sammen, forventes at kunne klares med ’god ledelse’. Og derfor synes vi egentlig, at mellemlederne fortjener et kæmpe klap på skulderen og noget mere indflydelse. Det, de gør, er ikke bare ’drift’, men snarere en ’bedrift’.