Synspunkt
26.6.2024

Ledere skal også trives

Vibeke Domar, trivselscoach og tidligere skoleleder, skriver i denne kommentar, hvilken forskel det gør, når skoleledere trives.
Foto
Vibeke Domar
Trivselscoach, ledelseskonsulent og tidligere skoleleder
Foto

Hvordan bliver der passet på dig, mens du passer på elever og medarbejdere?
Det spørgsmål har jeg stillet skoleledere hen over det sidste år – og nu spørger jeg dig …
Svarene, jeg har fået fra dine kolleger, har været lidt undvigende, måske med et smil – måske med en smule trods og et drys stædighed, når de siger: ”Det gør jeg da selv”, ”(smågrinende) nu træder du godt nok på en øm tå!” eller ”der er jo vilkår, som gør det svært at få tid” og ”mit job giver så meget mening, at jeg tager al bøvlet med.”

Måske ser du dig i nogle af disse svar? I den seneste Skolelederundersøgelse svarede kun 41 % ”helt enig” på spørgsmålet: ”Alt taget i betragtning trives jeg i mit arbejde.”  Det er altså ikke godt nok. Slet ikke. Der er behov for markante forbedringer ude i kommunerne og på vores skoler.
Vi ved, at der skal arbejdes med at fremme god trivsel for eleverne og med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø for alle medarbejderne – og din skoleledertrivsel skal med i det fokus.  

Hvorfor det, spørger du måske?  
På individniveau og på den enkelte skole sætter skoleledelsen tonen for samarbejdet med elever, forældre og med/mellem faggrupperne. Mangler skolelederen oplevelsen af at have et fornuftigt råderum, gode kompetencer og et trygt fællesskab at arbejde i, så stiger risikoen for, at der træffes dårlige beslutninger. Tonen, som sættes, bliver i bedste fald middelmådig, men risikoen for, at den manglende optimisme og håb for fremtiden smitter af på samtlige medarbejdere, er i høj grad til stede.
Den risiko er der for alt for mange skolechefer og altså kommuner, som p.t. løber uden måske at være opmærksomme på, at det er det, som er i spil.

Skoleledere i god trivsel har derimod et godt netværk med gode relationer at læne sig op ad, når egne eller skolens kompetencer ikke matcher en given opgave. Ledere, som trives, tør agere, udvikle og afprøve nye ideer sammen med både kolleger og medarbejdere. Skolelederen, som beskrives her, har på grund af et godt overblik mulighed for at se potentialet internt i samarbejdet med f.eks. fagforeninger, medarbejdergrupper og i høj grad også med elever. En sådan skoleleder kan også se mulighederne i de eksterne relationer, hvad enten det er lokalsamfundets foreninger eller integration af de politiske dagsordner. Disse ledere træffer ganske enkelt bedre og gode beslutninger til gavn for eleverne og for folkeskolen generelt.

Skolelederundersøgelsen viser med al tydelighed, at der er behov for nyt fokus og gennemgribende indsatser nu.  
Med videnskaben som afsæt vil dit skolelederliv kunne komme til at se sådan ud: Du har mulighed for at agere i overensstemmelse med dine værdier. Du oplever, at du mestrer og lykkes i dit arbejde. Du føler dig som en værdig og respekteret bidragsyder på skolen, i kommunens samlede ledergruppe og generelt i alle dine relationer.  
Første skridt er erkendelse af udfordringen – både hos dig som skoleleder og hos niveauerne over. Næste fase er at sætte en tryg ramme for dialogen om trivsel for skolens ledelse.
Hvis kommunerne og skolernes aktører tager dette alvorligt, er jeg overbevist om, at der hos skolelederne er potentiale, håb og optimisme nok til at vende udviklingen i folkeskolen.
Så jeg spørger igen: Hvordan skal der i fremtiden passes på dig, mens du passer på skolen?

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning

Om Vibeke Domar

Har tidligere været skoleleder i 14 år på henholdsvis Kongehøjskolen og Bolderslev Skole i Aabenraa samt på Nørremarkskolen Esbjerg Kommune.
Hun har foruden skoleledernes grunduddannelse og en diplom i ledelse netop afsluttet sin master i ressource- og trivselspsykologi på Aarhus Universitet med afgangsprojekt om fremme af trivsel for skoleledere.

Læs flere kommentarer

Se oversigt over synsunkter og ledertanker