Jævnligt sejler jeg med færgen fra Sjællands Odde til Jylland. Hvis jeg ikke er opslugt af en god bog, bruger jeg lejligheden til at betragte mine medpassagerer. Jeg ser, hvordan vi i familier, vennegrupper og hver især er sammen. Men netop det sidste, sammen, lader færre og færre til at være. Måske fysisk placeret sammen, men samtidig underligt adskilte.
Noget støjer og distraherer. Og dette noget stjæler vores fokus, tilstedeværelse og interaktion. Jeg taler selvfølgelig om de allestedsnærværende skærme, særligt mobiltelefonerne.
Med fare for at lyde gammel og knotten – en ung fyr på nogen-og-70 er jeg jo ikke længere – så ærgrer det mig. For hvis der er noget, jeg kender vigtigheden af, er det interaktion mellem mennesker; i barndommen, hvor vi knytter bånd til vores nærmeste, og senere, hvor vi ved at udveksle erfaringer, indtryk og holdninger i familien, med lærere, kolleger, venner – og fjender – bliver bevidste om verden omkring os, samt hvordan vi skal finde vores vej i denne. Nu skal man være varsom med samfundsdiagnoser baseret på et par færgeture over Kattegat, men jeg ser det samme billede overalt i det offentlige rum. Og jeg mener, det er en farlig udvikling.
Ikke mindst fordi vi ser konsekvenserne hos de unge i headspace. Selvom det er få, der opsøger os med direkte bekymringer over deres eget skærmbrug, siger mange, at de ikke kan finde tid eller rum til at snakke med deres nærmeste om det, der fylder. For langt størstedelen af de unge, vi snakker med, er det netop relationen til de nærmeste, der er kernen i deres udfordringer. Man kan hævde, at unge – særligt teenagere – altid har holdt ting for sig selv, men jeg vil vove den påstand, at skærmenes indtog ikke har gjort det lettere at finde tid og ro til de samtaler, vi i headspace ved, er afgørende for unges trivsel.
I august satte vi fokus på denne udfordring med kampagnen #SlukSammen, hvor vi opfordrede alle til at slukke for mobilerne i to timer og i stedet fokusere på nærværet.
I samme ombæring blev jeg opmærksom på den kæmpe indsats, der gøres rundt på landets folkeskoler for at mindske skærmbrug og sætte refleksioner i gang hos eleverne om værdien af uforstyrret fokus, skærmfri aktiviteter og den magt, som tech-virksomhederne har over os. Jeg vil gerne udtrykke min store beundring og respekt for denne indsats på landets folkeskoler, og jeg håber, at den vil inspirere til fælles lokale indsatser for at mindske skærmbrug. Jeg forestiller mig en form for trepartsaftale børn- og ungeinstitutioner, forældre og kommuner imellem, hvor hver part forpligter sig til at mindske de unges skærmbrug. Sådan kan vi skabe ensartede og konsistente retningslinjer i børnenes hverdag, ligesom disse kan tilpasses efter lokale forhold og behov. Ved at involvere forældrene fra start styrker vi samtidig deres engagement i at opretholde disse retningslinjer.
Det er ikke for sent at vende udviklingen og ruste fremtidige generationer til at modstå tech-virksomhedernes magt. Men ingen skole, familie eller forening kan gøre det alene. Vi må i fællesskab fokusere på det, der skaber trivsel: relationer, interaktion og nærvær. Og skal vi så ikke – alle sammen – med inspiration fra skolerne love hinanden at gøre det lidt bedre?