Jeg er optaget af og tror på frisættelse i – og af – folkeskolen. Men jeg vender hele tiden tilbage til spørgsmålene: Frisættelse fra hvad – og til hvad? Hvordan frisætter vi på en måde, der reelt gavner eleverne, kerneopgaven og medarbejderne? Og hvad kræver det af ledelsen?
Vi vil gerne have en bedre folkeskole. Men vi kan ikke være en god skole for nogen, hvis medarbejderne ikke trives. Mennesker har brug for tillid og en oplevelse af autonomi, fællesskab, mestring og mening. Frisættelse har potentiale til at styrke alt det. Men uden ramme, retning og fælles spilleregler kan den også give bagslag.
K.E. Løgstrup skrev om formløshedens tyranni: at fraværet af sociale koder og konventioner ikke nødvendigvis skaber frihed, men også kan skabe tvang. Overført til skolen er pointen for mig, at hvis vi bare fjerner den hierarkiske styring, som vi kender, uden at sætte noget andet i stedet, risikerer vi utryghed og kaos.
Derfor har jeg ledt efter en måde at arbejde frisættende på, uden at organisationen bliver formløs. Her er jeg stødt på medledelse, inspireret af sociokrati.
Medledelse tilbyder nogle strukturer og metoder, der gør det muligt at arbejde med stor autonomi inden for en tydelig ramme og med et fælles formål som ledestjerne. Målet er at finde balancen mellem inklusion og ligeværdighed på den ene side og fremdrift og effektivitet på den anden.
Det synes jeg er interessant i en skoleverden, hvor vi traditionelt har stået stærkt på konsensus og ligeværdighed – og måske mindre stærkt på fremdrift og handling.
I medledelse træffes så mange beslutninger som muligt tæt på opgaven og af den, der har ansvaret. De beslutninger, som vi er nødt til at træffe sammen, træffes med samtykke frem for konsensus eller ’lederen bestemmer’.
Det betyder, at når en kollega stiller et forslag, er udgangspunktet ja, hvis det er godt nok for nu, sikkert nok at prøve af og kan justeres, hvis det bliver nødvendigt. Vi behøver altså ikke alle at synes, at forslaget er den perfekte løsning. For vi kan alligevel ikke tænke os til den. Vi er nødt til at prøve ting af og se, hvordan de fungerer i praksis.
Et sted, hvor jeg allerede tydeligt mærker forskellen, er på vores møder. De ledes af en facilitator, som sørger for, at alle kommer til orde, men også for, at vi kommer fremad og får truffet beslutninger. Vi får flere perspektiver på bordet uden at ende i debatklub og endeløse diskussioner. Det har gjort vores møder langt mere effektive.
Medledelse er ikke perfekt, og det løser ikke alle problemer. Men for mig tilbyder medledelse nogle konkrete svar på et spørgsmål, som bliver afgørende, hvis frisættelsen af folkeskolen skal lykkes: Hvad sætter vi i stedet for den styring, vi fjerner?
Hvis vi vil noget andet med folkeskolen, er vi også nødt til at turde organisere og lede den på andre måder.