Regeringen vil investere milliarder i folkeskolen. Både jeg og mange andre siger naturligvis høfligt ’ja tak’. Men udviklingen af folkeskolen afhænger ikke kun af flere millioner og milliarder. Det betyder ikke, at udviklingen er gratis. Den kræver noget: tålmodighed, stabilitet – og frem for alt ansvarlighed. Både fagligt, ledelsesmæssigt og politisk. Det er derfor også et ’nej tak’ til hurtige snuptagsløsninger.
Frisættelsen af folkeskolen er i den sammenhæng et afgørende spor at holde fast i. Mindre detailstyring og færre Christiansborg-regler giver større lokalt og fagligt handlerum og et tydeligere ansvar for dem, der står tættest på eleverne. Frihed uden forpligtelse er tom. Derfor er skoleledelse forpligtende, og de fagprofessionelle ansvarlige.
Frisættelsen bygger samtidig på en bred fælles forståelse. I det nationale partnerskab Sammen om skolen har vi i fællesskab udviklet Folkeskolens Kvalitetsprogram. Det forpligter alle parter til at stå bag de fælles rammer for folkeskolens udvikling.
Der er konsensus om, at faglig skoleledelse er et essentielt omdrejningspunkt i folkeskolen. Når rammerne bliver løsere, vokser kravene til ledelsen. Skoleledere skal sætte retning, skabe stærke faglige fællesskaber og sikre, at resurserne bruges klogt. Frisættelse betyder ikke mindre ledelse, men mere tydelig ledelse. Derfor har skoleledere og forvaltningsledelsen et fælles ansvar for at skabe et kommunalt skolevæsen, hvor ingen står alene.
Men folkeskolen kan ikke alene løfte opgaven med dannelse og uddannelse. Forældrene spiller en afgørende rolle ved at lære børn at indgå i fællesskaber – også når fællesskabet stiller krav og sætter grænser. Dannelsesopgaven kræver, at vi tør stå ved, at fællesskabet nogle gange må gå forud for det individuelle hensyn.
Det kalder på en refleksion over offentlighedens forventninger til folkeskolen. Politikere, forældre og medier kan ikke forvente, at lærere, pædagoger og ledere skaber en hverdag uden gnidninger og bekymringer. Folkeskolen er ikke et gnidningsfrit rum, men et sted, hvor børn og unge lærer at håndtere friktion, forskellighed og krav.
Som den græsk-romerske filosof Epiktet påpegede, er det ikke begivenhederne, men vores reaktion på dem, der afgør, hvordan vi oplever livet. Vi kan ikke fjerne alle udfordringer, men vi kan lære børn og unge at håndtere dem.
Ikke kun skolerne, men også fagforvaltningerne er i forandring. Fra regelstyring til strategiske medspillere, der sætter retning og understøtter lokale løsninger uden at give slip på det fælles fundament. Det kræver dialog og sammenhængskraft.
At der sker forandringer, er dog ikke nyt. Forandringer har altid været en del af folkeskolen, og derfor er et solidt fundament vigtigt. Frisættelse af folkeskolen er ikke en frit svævende folkeskole, men en folkeskole demokratisk forankret i kommunalbestyrelsen og skolebestyrelsen. Frisættelsen skal følges af fælles retning i kommunerne og realistiske forventninger til, hvad folkeskolen kan, skal og bør.
Milliarder kan skabe bedre rammer. Men de skaber ikke i sig selv en bedre folkeskole. Det gør mennesker, der tager ansvar. Derfor skal frisættelsen fortsætte – med tydelig ledelse, stærke fællesskaber og et tæt samspil mellem skoleledelse og fagforvaltning.
Indlægget er udtryk for skribentens holdning.