I midten af august deltog jeg som forsker og skoleleder i en paneldebat på Syddansk Universitet, hvor afsættet var et fokus på de aktuelle tendenser og dilemmaer, der er til stede i skoleledelse i denne historiske tid. Her var det helt centrale element naturligvis en debat om den igangværende reform af folkeskolen ”Frihed og fordybelse – kvalitetsreform af folkeskolen”, der så småt er begyndt at blive omsat til praksis i lokale skoleledelser, skolebestyrelser og i kommunale forvaltningsgange og rammesætninger. Det gode spørgsmål, der kan stilles i den forbindelse, er, hvor er skolen og skoleledelsen sat fri til at definere den pædagogiske udviklingsretning i denne reform? Og hvor er den ufri set i forhold til, hvad skolen styres på og stilles til ansvar for?
Med fødderne i uddannelsesforskningen kan man forstå uddannelsesreformer som globale styringsideer, der rejser på tværs af nationers landegrænser som en form for uddannelsesvirus. Ideerne er ofte forbundet med neoliberale styringstænkninger, der henter sin oprindelse i det engelske og amerikanske skolesystem med reformerne ”Education Reform Act” fra 1988 og ”A Nation at Risk” fra 1983. De globale reformbevægelser har fire idemæssige fællestræk. Først og fremmest ideen om, at konkurrence mellem skoler leder til bedre udbytte for eleverne. Hernæst, at autonomi til skoler er nødvendig for at sikre gode konkurrencebetingelser og hermed bedre elevresultater. En tredje dimension er (økonomisk) styring gennem det frie skolevalg, og som en fjerde dimension, at offentligheden informeres om skolernes resultater baseret på sammenlignelige data og standardiseret læreplaner.
I det danske skolesystem kommer de fire dimensioner blandt andet til udtryk gennem offentliggørelsen af skolernes faglige og trivselsmæssige resultater, vi understøtter bredt set autonomi til skolerne gennem decentralisering, og i en stor del af de danske kommuner tildeles skolerne økonomi baseret på elevtal, altså gennem økonomisk incitamentstyring. Her er særligt det frie skolevalg og offentliggørelsen af de sammenlignelige resultater væsentlige elementer, der fremmer konkurrencen mellem skolerne, der så at sige kæmper på markedsvilkår om at tiltrække flest elever. Herudover har vi også siden 2002 haft bindende læreplansmål som standarder, der har forpligtet de professionelle på forskellig vis.
Når en ny skolereform med nye pædagogiske ideer nu langsomt omsættes og glider ind i den danske skoles mikropolitiske virkelighed, oversættes ideerne ind i den eksisterende styringskultur i kommunen og i den kulturelle kontekst på skolerne. En reform bliver ifølge forskningen derfor aldrig udmøntet helt, som den er tiltænkt fra politisk hold, da der er mange aktører, der er med til at oversætte reformens ideer til praksis. Samtidig er det også relevant at pege på, at der i den igangværende skolereformide ”Frihed og fordybelse” ikke ser ud til at være ændret væsentligt på de grundlæggende styringsideer, der har været med til at forme folkeskolens retning siden starten af 2000-tallet. Man kan derfor spørge sig selv som aktør i skolen, om den igangværende reform overhovedet leder til frihed? Og i hvilken form?
Som jeg umiddelbart fortolker reformen, så vil skolens professionelle stadig fremadrettet blive ansvarliggjort for elevernes faglige og trivselsmæssige resultater. Og det er stadig en konkurrencefremmende, offentlig styring, der via det frie skolevalg og økonomisk incitamentstyring skaber rammebetingelserne for hverdagen i folkeskolen. Hvordan reformideerne endeligt udformes, og hvilke konsekvenser de vil have for elevernes uddannelse og dannelse i fremtiden, ved vi naturligvis først, når den er endeligt vedtaget og omsat til praksis.
Ovenstående bygger på forfatterens refleksioner som skoleleder og forskningsarbejde blandt andet udgivet i artiklen: ”Skoleledelse i Danmark. Spændinger og dilemmapositioner mellem praksis og uddannelsespolitik” skrevet af Frode Frederiksen og Merete Storgaard i bogen ”Aktuelle tendenser og dilemmaer i skoleledelse”, (2024), (red. Wiedeman), Syddansk Universitetsforlag.