Noget af det bedste, jeg lærte, da jeg for 39 år siden uddannede mig til familievejleder, var at kunne reformulere. Altså vende det negative til positivt. Det bruger jeg stadig i min hverdag, privat som fagligt, og vil fortsat kæmpe for at se og finde muligheder for at bruge det ved enhver given lejlighed samt holde tanken om reformulering ved lige på alle tænkelige fronter.
Tiden efter årtusindskiftet har udfordret min optimisme og evne til at reformulere rigtig meget, især i forhold til skolen og dens (u)muligheder. Jeg er fan af skolen som dannelses- og kulturinstitution. Jeg er fan af de personaler, der står som formidlere af mulighederne, men skolens udfordring, set igennem min optik, er, at mulighederne slet ikke stemmer overens med målsætningen, og at målsætningen er sat alt for højt.
Med undren har jeg igennem årene læst artikel efter artikel, hørt politiker efter politiker og forsker efter forsker tillægge skolen hovedparten af nutidens samfundsproblemer. Og udefra er de kommet med forslag til, hvad skolen skal forandre indefra. Indimellem er politikere og forskere endda kommet med kæmpe lussinger til skolen, hvor skolens personale må have bidt sig i underlæben og tænkt: ”Skal vi også have den lagt på os?” Men der har også været virkelig mange små emner såsom: ”Skolen må lære børn at have omgang med hunde, så børn undgår at blive bidt.” Det gjorde sikkert også en og anden personale træt med tanken: ”Er der ingen mere, der husker, hvad læreres kerneopgave er?”
På den samlede store konto får skolen faktisk skylden for nærmest ALT, især skylden for at et stigende antal børn, især drenge, ikke trives i dag.
Skolen blev pålagt at inkludere. Skiftende læringsstile udefra er poppet op. Der var en periode med elevers ansvar for egen lærling. Skolereformer fra skiftende undervisningsministre og meget mere. Nogle omlægninger har tynget mere end andre, men ingen af dem har formået at lette.
Jeg tillader mig at sende et forslag til forandring. Jeg ønsker, at skolen (gerne allerede i vuggestue, dagpleje og børnehave) tilbyder forældreinspirationskurser, der kan give forældrerollen sikkerheden tilbage. Invitationen kunne lyde sådan:
”I skal ikke komme til dette møde på skolen, fordi I føler jer forkerte, men fordi vi gerne vil inspirere jer til at føle jer som super forældre for netop jeres barn, for det er I.”
Forældre er fantastiske, de ved det bare ikke mere. De kan i dag google sig til så mange forslag om at være den perfekte forælder. De sætter baren på 180 % perfekt forældrerollefornemmelse. Intet mindre er godt nok, hvilket er så urealistisk højt, at de dumper sig selv og især hinanden hele tiden via de sociale medier. Flere og flere forældre føler sig forkerte, og det mærker børnene. Forældrekaptajnen på familieskibet har derfor mistet kursen. Børnene prøver så at sejle selv, hvilket de ikke er kompetente til. De sejler derfor på skær efter skær. Et af de allerstørste rev, børnene i øjeblikket påsejler konstant, er for mange timer ved skærm, hvilket resulterer i ”en lille udmattet kaptajn”, der lander sit påsejlede skib i skolens havn næste dag. Og det at få en lille træt kaptajn til at lægge for anker i skolens havn er skolens udfordring i dag. Så ja, hvis skolen kan sætte rammerne for, at et kommunalt inspirationskorps giver forældre ”kaptajnrollen” på familieskibet tilbage, så tror jeg til gengæld, det vil give roen til klasserummet tilbage på ganske kort tid.
Indlægget er udtryk for skribentens holdning.