For mange år siden var der en Folkeskole, som holdt så uhyre meget af sine elever. Folkeskolen brød sig faktisk ikke rigtig om politik, smarte prøver, skærme eller nye møbler. Den ville bare gøre det bedste for sine elever.
I landet, hvor Folkeskolen lå, var der mange folk, der snakkede om Folkeskolen og havde en mening om den. Disse folk gav sig alle ud for at være eksperter i, hvordan Folkeskolen skulle være. Og alle havde den rigtige løsning på Folkeskolens problemer, og hvis ikke Folkeskolen kunne se det, duede den ikke til sit embede.
“Det er da nogle gode løsninger”, tænkte Folkeskolen. Men den havde svært ved at se de problemer, eksperterne pegede på. For det var nogle andre ting, Folkeskolen og dens elever snakkede om. Men Folkeskolen ville ikke fremstå dummere end de andre, så den sagde ikke noget. Og der var ingen, der spurgte Folkeskolen.
I mange år gjorde Folkeskolen alt det, som eksperterne sagde. Den fik eleverne til at arbejde med elektroniske skærme og smed lærebøgerne ud. Den lavede flere prøver i dansk og matematik. Den gjorde skoledagene længere. Så kunne eleverne ganske vist ikke komme til dans, boldspil og maleri, men så fik de obligatoriske valgfag i stedet for. Eksperterne var fulde af gode ideer, mens Folkeskolens pengekiste blev tømt.
Alle i landet talte om Folkeskolens nye stil. Og eksperterne spurgte Folkeskolen: “Er det ikke magnifik?”. Folkeskolen kiggede på elevernes trætte ansigter og fortegnelserne med fravær. Den så, at eleverne var blevet dårligere til at læse og skrive og regne. Den så, at mange var blevet triste og ensomme. “Hvad for noget?” tænkte Folkeskolen. “Jeg ser det ikke”. Men Folkeskolen ville ikke sige til eksperterne, at løsningerne var forkerte, og problemerne ligeså.
Tiden gik, og så sagde eksperterne, at der blot skulle være halvt så mange elever i klassen. Og de uvorne elever skulle sendes hjem. Alle eksperterne nikkede og var så fornøjede.
“Er jeg dum, eller duer jeg bare ikke til mit embede?” spurgte Folkeskolen sig selv. Den kunne ikke se, hvad det skulle hjælpe.
Eleverne så, hvorledes deres Folkeskole blev en anden. “Det er jo ikke rart at gå i skole længere”, sagde de. Og mange blev væk. Det gøs i Folkeskolen, for eleverne havde jo ret. Og det var heller ikke sjovt at være Folkeskole mere. Men Folkeskolen tænkte, at eksperterne nok var de klogeste.
Men så blev det forår. Træerne var ved at springe ud, og eleverne sad til afgangsprøve og skulle vise alt det, de havde lært.
Vi kiggede på hinanden og sagde: “Jamen kære kolleger, det er jo os, der er Folkeskolen. Hvorfor er det så ikke også os, der er eksperterne?”. Og fra det øjeblik kunne alle se, at det var sådan, det måtte være. Selv eksperterne kunne se, at der var noget om det. De kiggede pludselig på Folkeskolen med respekt og beundring. De lyttede til det, Folkeskolens medarbejdere sagde, og de hjalp Folkeskolen med at gøre det rigtige for eleverne.
Og sådan gik det til, at Folkeskolen blev god for eleverne igen – og ikke kun for alle eksperterne.