Med frisættelse af folkeskolen er der en mulighed for at skrue ned for karakterer og eksamensræs og skrue op for det, der vil give god mening for de børn og unge, der igen og igen render panden mod folkeskolemuren.
Jeg arbejder hver dag sammen med utroligt kompetent personale for at sikre, at de børn og unge, vi modtager på vores specialskole, bliver set, hørt og forstået i de vanskeligheder, der har været den væsentligste årsag til, at de ikke kunne fungere i den danske folkeskole.
Det er børn og unge, der har gjort mere indtryk på skolen, end den har gjort på dem, og vores vigtigste opgave er at få disse børn og unge mennesker motiveret til igen at få snuden i sporet og finde lige præcist deres vej ind i uddannelsessystemet og livet generelt.
Det er ikke en let opgave, for en del af vores elever har totalt mistet tilliden til, at nogen voksen, pædagog, lærer, socialrådgiver, ungekontakt, familiekonsulent, andre professionelle omsorgsgivere og ofte også deres forældre eller plejeforældre vil dem noget som helst godt.
Ofte starter vi skolegangen på vores skole med en særlig aftale om, at man kan komme stille og roligt i gang, så vi ikke kører disse sårbare børn og unge over og starter med at forlange stort set alt det, som de jo reagerede imod og ikke kunne leve op til i folkeskolen. Det kan tage lang tid – endog rigtig lang tid, før tilliden vender tilbage til skolen og kommunen som system, og så kommer hele relationsopbygningen, som gerne skal blive så bærende, at de unge mennesker til sidst har blind tillid til, at den vej, lærere og pædagoger baner for dem, kan adopteres og lagres som en meningsfuld vej ind i ungdommens uddannelsessystem og videre ud i livet.
Alle disse børn og unge har en unik historie med sig, som gør, at de gør, som de gør, eller tror det, de tror. Vi må se bag om adfærden og tilrettelægge en meningsfuld skolegang for dem. En skolegang der ikke nødvendigvis passer ind i den ramme, som forskellige politiske og forvaltningsmæssige systemer har sat sig for.
Jeg tror, at Pelle (alias Trine Gadeberg) ville formulere det således: ”Det kan kraftedermame ikke passe, at de børn og unge, som har det allerværst, skal passe ind i de forpulede kasser, som nogle intetanende politikere har sat sig for, at alle børn skal passe ind i. Skal de nu komme her og ødelægge børns liv, når de nu ikke kan holde ud at gå i den forpulede skole, de må sgu da nok kunne se, at de har brug for noget helt andet!”
Det er satire, og mit budskab er nok lidt mere stuerent.
Jeg tænker, at vi med mulighed for frisættelse af folkeskolen skal finde andre veje for de børn og unge mennesker, som kan noget andet, og som bestemt ikke synes, det er rart at blive målt og vejet i form af karakterer og eksamener, men i stedet arbejde os hen imod en måde at måle dem på, som er værdifuld i forhold til deres hele liv.
Giv skolerne generelt og specialskolerne specielt en mulighed for at droppe karakterer og eksamensræs for de børn og unge mennesker, der er så fyldt med angst og nederlag, at de ikke har brug for at blive slået oven i hovedet med endnu en ting, de ikke kan overskue.
Lad os få livsduelighed tilbage på skemaet og gøre det værdifulde målbart i stedet for at lade det målbare være værdifuldt.