Ethvert barn har ret til skolegang. Det blevet slået fast på verdenskonferencen i Salamanca for 30 år siden.
Erklæringen og handlingsprogrammet for specialundervisningen fra dengang er fyldt med fine ord og trækkes fra tid til anden frem, når den passer ind i den politiske og/eller forvaltningsmæssige agenda.
Selvfølgelig skal vi til fulde tilslutte os og til enhver tid kæmpe indgående for det, der står under erklæringens punkt 2. At børn grundlæggende har ret til uddannelse, at uddannelser skal indrettes, så de tager hensyn til forskelle og behov, at almene skoler skal være i stand til at imødekomme særlige behov med særlig pædagogik, så vi på den måde skaber stærke fællesskaber til glæde for alle.
Det er nogenlunde sådan, der står i punkt 2.
Det er både flotte og meningsfulde udsagn, som langt de fleste i det danske skolevæsen gerne vil leve op til. Udfordringen er bare, at det, der er en fundamental forudsætning for, at vi kan lykkes med hele opgaven i almenskolen og dermed opfylde intentionen, ikke følger med. For i punkt 3 i selv samme erklæring fremgår det, at det er nødvendigt, at politikkerne gennem tilstrækkelige økonomiske prioriteringer og tildelinger sikrer, at uddannelsessystemet bliver for alle børn uanset forskelle og vanskeligheder.
Og så tabes sutten rundt omkring. For med argumentationer i Salamancaerklæringen og intentioner om det bedste for alle børn bliver det tydeligt for de fleste, der har fingrene i ”bolledejen”, at det, der ligger til grund for hele inklusionsøvelsen, er økonomiske kalkuler. Der laves incitamentsmodeller rundt omkring for at få skolerne til at beholde eleverne ”hjemme” på distriktsskolen, sådan at forstå, at skolen skal betale for at ”komme af” med problembarnet. Jeg ved godt, at der også er en ide i, at almenskolerne med tilførsel af midler både kan og vil prøve at hjælpe børn og unge på lokalskolen, MEN der er tilsyneladende stadig ikke vilje til at løse den generelle underfinansiering hverken lokalt eller nationalt, og det er skræmmende.
Jeg synes, det er på tide, at det accepteres, at der rent faktisk er masser af børn og unge, der mistrives og har det skidt, uden at de skal slås i hovedet med, at de er for dyre, og at det er deres skyld, at den almene folkeskole ikke har penge nok til at drive skole. Hvorfor i himlens navn skal børn og unge, der har ondt i livet eller har en periode i deres liv, hvor de har brug for noget ekstra, udskammes og gøres til syndebuk for dårlige politiske prioriteringer?
Vi skal have sat gang i en undersøgelse af landets kommuner, gerne styret fra centralt hold, der kaster lys på, hvor underfinansieret skolevæsenet er. Hvor mange penge der rent faktisk mangler, for at kommunerne og de enkelte skoler kan løse opgaven.
Og husk så lige på, jer, der skambruger Salamancaerklæringen, at der jo også ind imellem alle de flotte ord og intentioner er et punkt 8, som ganske ofte udelades i den offentlige debat. Alle børn med særlige uddannelsesmæssige behov skal kunne få al den ekstra støtte, de har behov for, for at kunne få en ordentlig uddannelse, lyder det her. Afsnittet afsluttes med, at eksklusion fra et fællesskab skal være undtagelsen. Det er jeg sikker på, at alle skoleledere og de fleste lærere er enige om, men en inklusion i et fællesskab skal bestemt være meningsfuldt for både individ og fællesskabet som sådan, ellers er der jo ikke tale om inklusion, men blot assimilation.