I en årrække er begrebet deltagelsesmuligheder oftere og oftere blevet brugt i den pædagogiske kontekst. Spørgsmålet er, om det at skabe deltagelsesmuligheder er blevet skolens kerneydelse, eller om det er sådan en døgnflue, vi vil se passere igen.
For mig er begrebet deltagelsesmuligheder mindre fastlåsende end den mere traditionelle forståelse af skolens kerneydelse, nemlig undervisning, og derfor mener jeg, at det har et stort potentiale.
I en flerfaglig medarbejdergruppe, som skoleverdenen er, åbner begrebet deltagelsesmuligheder op for flere varierede didaktiserede aktiviteter og tilgange.
Dette skal ikke være en diskussion af faggrupper i folkeskolen, men mere af den opgave, der ligger i at varetage skolens formål og kerneopgave.
En definition af skolens kerneopgave i dag kunne være den brede med elevernes læring og trivsel. Intentionerne om, at alle elever skal blive så dygtige, de kan, og at mindske sociale uligheder.
Er der forskel på at have en kerneydelse, der hedder undervisning, og at den kerneydelse, man går på arbejde med, hedder deltagelsesmuligheder? For mig er der. Det helt fundamentale ligger i ordene og deres ejerforhold.
Med undervisningen ligger perspektivet hos afsenderen, underviseren, læreren. Det er dem, der planlægger og afholder undervisningen. Undervisningen foregår envejs.
Det modsatte ligger i deltagelsesmulighederne – her er perspektivet på aftagerne eller modtagerne. Her bliver dialektikken forstørret, og det bliver i samskabelsen, at læringen understøttes. Ikke en, to, tre lær. Men hvad lærer vi nu?
Dette gælder også for ledelsen af medarbejdere. Vi som ledere skal også skabe deltagelsesmuligheder for de medarbejdere, vi har til at varetage skolens kerneopgave.
Vi skal derfor skabe deltagelsesmuligheder for medarbejderne, så de kan udleve og anvende de potentialer, de har for at gøre deltagelse mulig for elever, forældre og kolleger.
Skolens ledere skal også have deltagelsesmuligheder, og det skal deres ledere skabe rammer for – både på et forvaltningsmæssigt niveau og på et politisk niveau.
Vejen til deltagelse i arbejdet vil være gennem involvering og en høj grad af psykologisk tryghed. Mine bud til denne vej vil være med følgeskab, kompetence og forpligtende fællesskaber.
Vi har i skolen rammer, der skal overholdes, men inden for disse skal vi fremme de potentialer, der ligger, og forstørre dem, for at vi kan opfylde vores kerneopgave med elevernes læring og trivsel.
Det, der skal holde folkeskolen sammen, er deltagelsesmulighederne på de forskellige arenaer, som skolens aktører har at agere på.
Vores frihed inden for folkeskolens rammer er vide, og vi skal ud til rammens kanter, for at vi i folkeskolen kan udfylde vores eksistensberettigelse. Derfor bliver deltagelsesmuligheder frisættende.
For mig kræver frisættelse ikke stram styring, men skabelsen af deltagelsesmuligheder i hele kæden af skolens aktører.
Så måske er deltagelsesmuligheder et modeord, men det er et godt og dækkende et af slagsen, for skolen og alle dens aktører.
Deltagelsesmuligheder bliver frisættende, når de, vel at mærke, forekommer i hele kæden – fra politisk niveau, over forvaltninger, skolebestyrelser, skoleledelser og til skolens medarbejdere – til gavn for alle vores elever og vores fælles fremtid.
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.