At være en del af noget er vigtigere end at bestemme​​

På forældremøder, medarbejdermøder og i andre sammenhænge taler jeg om én ting: stærke fællesskaber. ​Det gør jeg, fordi ​​forskning viser, ​​at det er vigtigt, at alle er en del af fællesskaber, for det gør os lykkelige. ​Alle steder bliver mit budskab modtaget positivt. Ingen er imod fællesskab.
Gode fællesskaber er rummelige fællesskaber, hvor der er plads til forskellighed. Vi arbejder intensivt med at gøre fællesskaberne i skolen mere rummelige. Vi er ikke i mål.
At indgå i et fællesskab kræver, at man indordner sig under fælles normer og regler. Normer og regler opstår i samskabende processer. Det er nødvendigt at tage hensyn til børn med særlige behov. Når det virkelig er påkrævet, er det min oplevelse, at de hensyn er børn langt hen ​ad​ vejen gode og villige til at tage.
Nogle gange kan fællesskabets rammer dog blive for pressede. Nogle børn kan have en adfærd, som stiller så store krav til rummeligheden i fællesskabet, at de andre børn står paralyseret tilbage med en følelse af​,​ at deres ønsker og behov er mindre værd. Det bidrager ikke til en god trivsel.
Det bliver for eksempel svært, når et barn ikke vil indgå i en leg eller en samarbejdsrelation, medmindre det er barnet selv, der definerer regler for aktiviteten. Det at forhandle og acceptere​,​ at man ikke nødvendigvis kan spille førsteviolin, kan være hårdt for nogle børn. Det kan være med til at skabe mistrivsel.
Vi skal selvfølgelig se bag om, hvorfor nogle børn har svært ved at indgå i fællesskaberne, og hjælpe dem med at kunne det. Nogle enkelte forældre kan også stille store krav til indretning af fællesskaberne. Det kan ​for eksempel ​være krav om, at andre, udvalgte børn ikke må deltage i lege- eller samarbejdsrelationer med deres barn. Det er svært som barn at navigere i, hvis man får at vide hjemmefra, at du må ikke lege med “Nanna” eller være i gruppe med “Thorleif”. Den form for forbud skaber mistrivsel. Også hos ”Nanna” og ”Thorleif”.
Vi har som professionelle ikke været gode nok til at hjælpe forældre med at vurdere, hvor meget man kan forlange af fællesskabet. Vi har ikke forklaret ordentligt, at det at føle, at man er en del af noget, er vigtigere end at bestemme.
At gå fra det individorienterede til det fællesskabsorienterede er en større bevægelse, end man lige forestiller sig. Vi skal som professionelle blive bedre til at skabe rammer og aktiviteter, som skaber og understøtter gode fællesskaber i stedet for personlige mål og forventninger. Vores elever trives ved, at de føler, at de hører til og bliver accepteret af andre.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.