Presset fra forældre vokser
Pilen peger i høj grad på forældrene, når skolelederne skal angive årsagen til et voksende pres i arbejdet. I Skolelederundersøgelsen fra december 2023 fortæller lederne, hvordan kompleksiteten i opgaverne er steget samtidig med antallet af elevsager og et øget og markant forventningspres fra forældrene. Som en leder svarer: ”Det giver et krydspres med modsatrettede forventninger, som næsten er umuligt at opfylde.” Flere ledere fortæller, at mødeaktiviteter i forbindelse med elevsager er høje, og at de må deltage, fordi sagerne er blevet for svære at håndtere for den enkelte lærer.
Samtidig viser en ny undersøgelse med over 20.000 forældre og medarbejdere på landets skoler, at landets skoleledere oplever en hårdere tone på Aula. Her erkender 9 % af forældrene, at de selv har brugt en hård tone på platformen i kommunikationen med lærere og skoleledelse.
Det voksende pres bekymrer næstformand i Skolelederforeningen Dorte Andreas:
- Vi ser et billede af, at forældrene bliver mere krævende, forstået på den måde, at de tænker mere på sit eget barn end på fællesskabet. Lederne får rigtig mange henvendelser fra forældre og bruger mere og mere tid på at holde møder med forældre om det enkelte barn, siger Dorte Andreas.
- Jeg kan godt forstå, at forældre kan bekymre sig om sit barn, men vi er begyndt at høre om forældre, der tager deres advokat med til møder på skolen, og det er i min optik den helt forkerte vej at gå. Vi er nødt til at få fokus på, at skolen er et fællesskab, som alle skal bidrage til.
Vi har en fælles opgave om det
Michael Gravesen
Formand for Børne- og Kulturchefforeningens skolenetværk
Som børne- og ungedirektører og skolechefer genkender vi billedet af skoleledere, som er under pres fra forældre. På mange måder er det jo positivt, at forældrene involverer sig og er engagerede, men der er selvfølgelig også nogle opmærksomhedspunkter i forhold til forældrepresset. Ofte er det i forbindelse med elevsager, og hvor skoleledelsen og fagpersonalet har en anden tilgang til, hvad der kunne være godt at gøre, end forældrene har. Men det kan godt være svære samtaler at tage, hvis man står med forskelligt perspektiv på, hvad der ville være godt for barnet – eller på klasseniveau, hvor der kan være forskellige opfattelser af rummeligheden i folkeskolen, og andre forældre kan have en holdning til og om de øvrige børn i klassen eller på skolen.
Øget fokus på rettigheder
Der er i hele vores samfund en opmærksomhed på rettigheder – og igen er det positivt og vigtigt, at man er bekendt med sine rettigheder og bruger dem – men det giver også nogle dilemmaer i forhold til fællesskabet. Det øgede fokus på rettigheder er et vilkår for alle, der arbejder med velfærd både på sundhedsområdet, ældreplejen, i folkeskolen og dagtilbud. Men der kan være en diskrepans mellem det, som er serviceniveauet, og det, man som forældre godt kunne tænke sig. Der har vi nogle skoleledere, som indimellem skal prøve at få enderne til at mødes, hvor snoren bare ikke er lang nok. Der ligger en ledelsesopgave i forventningsafstemningen om, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der fagligt set vil være den hensigtsmæssige disposition.
Vi oplever en tiltagende tendens til, at forældre går direkte til en skolechef eller en børne- og ungedirektør eller det politiske niveau. Det sætter naturligvis også vores skoleledere i et krydspres, for så kommer der pludselig flere aktører ind over samtalen. Her har vi en fælles opgave i samtalerne med forældrene at forsøge at komme på samme hold.
Hold fast i sparring og samtaler
Det er mit indtryk, at det øgede forældrepres allerede er noget, der bliver talt om både som en del af ledelsessparringen mellem skolechefer og skoleledere, men også kollegialt mellem skolelederne på skoleledermøder. I forhold til at kunne være i det psykologiske pres, der er i opgaven, tror jeg, det er klogt at holde fast i de samtaler. Og at forvaltningerne også går ind og spiller en rolle ind imellem i medieringen i nogle af de møder – men ikke altid, for det er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt og kan gøre det mere kompliceret. Så er der selvfølgelig øvrige redskaber og ordninger, hvor man kan få ekstern sparring i det generelle psykologiske pres, der kan være som skoleleder. Men det er et vilkår, og vi har en fælles opgave om det.
Michael Gravesen er direktør for Børn og Ungeområdet i Kalundborg Kommune og formand for Børne- og Kulturchefforeningens skolenetværk.
Hvornår gør vi det egentlig rigtigt?
Regitze Spenner Ishøy
Næstformand for Skole og Forældre
Hvis skolelederne oplever et øget forældrepres, så er der jo noget om det. Vi oplever den modsatte vej forældre, der oplever ikke at blive hørt og forstået af skoleledere, og som oplever problemer i kommunikationen og i samarbejdet. Så der er helt klart to sider af sagen. Men det er helt klart noget, vi skal have snakket om og være opmærksomme på. Folkeskolen har været under pres de sidste i hvert fald 10 år med besparelser og reformer og flugt af dygtige lærere og ledere, og de forringelser kan vi mærke nu. Det sætter sig i tilliden og i samarbejdet. Samtidig har eleverne og vores behov som forældre ændret sig. Vi har i mange år fået at vide, at det er vigtigt, at vi er en aktiv del af vores børns hverdag. Men nu er det for meget, så hvornår gør vi det egentlig rigtigt? Det er svært at være forældre i det her, når kravene hele tiden skifter, og der ikke er noget tydeligt ”hvad er rigtigt, og hvad er forkert.”
Vi er ikke krævende
I vores forældrerådgivning i Skole og Forældre havde vi 2.500 henvendelser fra forældre i 2022, hvor størstedelen handler om dårligt samarbejde med skolen, og i 2023 nåede vi uden tvivl over det. Det er jo skræmmende. De forældre, som ringer til os, oplever at få at vide, at det er deres skyld, deres barn ikke har det godt. Det er ikke i orden. Vi er jo ikke krævende – vi vil bare gerne, at vores børn har det godt, og det burde jo egentlig også være skoleledernes tilgang. Vi er der alle sammen for at skabe en god skole for vores børn. Men vi oplever, at den skam over, når børnene ikke har det godt, bliver skudt videre til os som forældre. Som forældre er vi magtesløse, og det eneste, vi kan gøre, er at flytte vores børn, og det er jo heller ikke holdbart. Så der ligger helt klart en forbedringsmulighed i forældresamarbejdet og ledelsens tilgang til det.
Start med forskning og principper
Vi har ikke noget systematisk forskning om, hvordan man laver skole-hjem-samarbejde på en god måde. Det kunne være der, man kunne starte. Og så skal vi have en forventningsafstemning og nogle gode principper for skole-hjem-samarbejdet. Der har skolebestyrelsen også en rolle, og her sidder skolelederen jo med og har mulighed for at påvirke i et forum sammen med lærerne, eleverne og forældrene. Skolebestyrelserne skal på banen i forhold til de gode principper. Det er så vigtigt, at der kommer nogle tydelige retningslinjer, fordi meget skole-hjem-samarbejde bliver lavet ud fra synsninger og ’det plejer vi at gøre’ og er forskelligt fra skole til skole. Som forældre kunne vi godt ønske os en mere systemisk tilgang til, hvad der er den gode måde at lave skole-hjem-samarbejde på. I Skole og Forældre er vi i gang med at lave vores eget projekt, som hedder ”Fællesskabet” om forældremøder, og hvordan man kan gøre det på en bedre måde. Men vi mangler noget mere overordnet viden om, hvordan vi arbejder med skole-hjem-samarbejdet på den gode måde. Vi har brug for som forældre at få at vide, hvordan vi kan gå til skolen, men vi har også brug for, at lærerne og skoleledelsen ved, hvordan de bedst går til os. Så vi kan få genopbygget tilliden mellem skole og hjem.
Regitze Spenner Ishøy er næstformand i Skole og Forældre, landsorganisation for skolebestyrelser og forældre i folkeskolen.
Det kræver sin mand eller kvinde at komme tilbage på kritiske forældre
Lene Tanggaard
Professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet
Når skolelederne og lærerne oplever et øget pres, så skyldes det flere ting: Vi har fået kommunikeret især skolen på en måde, hvor vi knytter rigtig meget risiko til projektet: ”Det skal helst lykkes, og alt det her kan gå galt, og jeres børn skal blive dygtigere end nogensinde.” De øgede forventninger giver øget usikkerhed, og det gør, at der kommer et pres tilbage fra forældrene, som bliver mere og mere usikre på, om der bliver svaret på de forventninger i skolens verden. Det hænger sammen med en megatrend om vigende tillid til vores offentlige institutioner – herunder også til skolen. Vi får kastet flere informationer i hovedet, hvor nogle af dem ikke er rigtige, og det fører også til usikkerhed og mistillid. Den tillid, som er guldet i vores samfundsmodel, altså, at jeg som forælder trygt kan aflevere mit barn i daginstitution eller skole og gå på arbejde med ro i maven, den smuldrer lidt, og det er dybt problematisk. Samtidig er vi som en veluddannet befolkning også godt klædt på til at udfordre. Det vil sige, at det oplevede pres er et legitimitetspres, altså et statuspres. Mange forældre har jo efterhånden en længere uddannelse end en skolelærer, og hvor skolelederen tidligere var langt mere en autoritet i lokalsamfundet og nogle af de bedst uddannede, så har det flyttet sig.
Det kræver en offentlig samtale
Det kræver sin mand eller kvinde at komme tilbage på kritiske forældre, men det er desværre i dag nok opgaven. Som jeg også skriver i min bog: Lad være med at give forældrene skylden. Enhver tid stiller nye krav til professionerne. Det bør ikke komme bag på nogen, at opgaven flytter sig. Desværre tror jeg, der er manglende resiliens i folkeskolen, og derfor kommer man til at stå som kamphaner over for hinanden i stedet for at gribe en unik chance. Der er faktisk noget meget frugtbart i, at vi har en meget aktiv forældregruppe og nogle engagerede forældre, som også er enormt vidende, og som potentielt kan bidrage rigtig meget. Lige nu tror jeg bare, at mange skoleledere, lærere og pædagoger i skolen føler sig magtesløse og alene. Vi står med en folkeskole, der er svækket, fordi forældrene flytter børnene, så vi har en kæmpe opgave – og jeg siger ”vi”, for jeg mener faktisk ikke kun, det er skolen, der skal levere her – i på ny at forsvare og begrunde skolens virke. For mig handler det her om folkeskolens overlevelse. Vi er nødt til at have en fælles offentlig samtale og en bevægelse i gang.
Kridt banen op
Skoleledelsens opgave er at kridte banen op og sige: Det er de her regler, vi spiller med her. Det er et dybt kulturarbejde, der skal til lige fra det første velkomstbrev og første skoledag til juleafslutningen, eller når man møder forældre på gangen. Men jeg tror, at mange skoleledere er bange for forældrene og for at miste kunder i butikken, men man må bare aldrig gå ned på kvalitet for at tilpasse sig et kundesegment, som ikke forstår, hvad de har brug for. Folkeskolen er ikke en butik eller en privat virksomhed, man kan køre med KPI’er, fordi det er ikke salami, vi laver. Det er mennesker. I Danmark har vi en stolt tradition for, at skolen er en dannelsesinstitution med meget vidtløftige tanker om, hvilke borgere der skal komme ud i den anden ende med åndsfrihed, ligeværd og demokratiforståelse. Opgaven er kompliceret, og forældresamarbejdet er en nøgle til det. Men man er også nødt til at lytte til kritikken. Skoleledelsen kan vinde legitimitet hos forældregruppen og lokalsamfundet, hvis man tør vise lydhørhed og tør gå ind i, det ikke bare er skolen, som skal levere en vare, men skolen er et fælles ansvar.
Lene Tanggaard er professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet, rektor for Designskolen Kolding og forfatter til en lang række bøger, blandt andet ”En lille bog om, hvorfor de fleste forældre skal gøre langt mindre, end de tror”.
Læs flere artikler
Se oversigt over flere artikler