Hvordan styrker vi fællesskabet i folkeskolen?

Hvis vi skal styrke fællesskabets kraft i folkeskolen, er vi nødt til at tage ansvaret på os. Der er mistrivsel, de sociale medier udfordrer, og mange har rigeligt i sig selv og mangler fokus på fællesskabet. Og ja, folkeskolen er udfordret af uro og manglende disciplin, men det bliver vi nødt til at arbejde med pædagogisk. Flere magtbeføjelser skaber ikke trygge fællesskaber, det skaber utryghed og udskamning.
I stedet skal vi gribe i egen barm, få vist fællesskabets værdi og nødvendighed og tydeligt få fortalt, hvad vi forventer af forældre og elever. Lave meningsfulde aftaler og lave skole på en anden måde, hvor vi ikke kun fokuserer på det faglige – men hele folkeskolens formålsparagraf.
Da jeg var barn, dyrkede skolen fællesskaber. Vi tog på ture, på lejrskoler, der var skolekomedier både i egne klasser og på tværs af klasser. I nogle år har det ikke været sådan på grund af økonomi, læringsmålsstyring, arbejdstidsaftale, men vi er nødt til at øve os i fællesskaber, og både børn, forældre og fagprofessionelle skal forstå fællesskabets vigtighed.

Ledelsesmæssig prioritering

Hvis skoler ikke prioriterer at arbejde med fællesskab, så udfordres fællesskabet. Det skal de fagprofessionelle tage på sig, og ledelser skal prioritere muligheden for at arbejde med fællesskab. Her på skolen har vi trods dårlig økonomi fastholdt tre lejrskoler i løbet af skoletiden, og vi har sikret de økonomiske rammer til, at klasserne kan komme ud af huset, med køb af buskort og mulighed for en ekstra voksen på klasserne.
Vi har fra dette skoleår valgt at gå kraftigt til værks på den praksisnære del, og alle klasser har to ugentlige PBL-dage, hvor fokus er på praksisfaglighed og problembaseret læring. Her har klasserne den samme lærer hele dagen, og dagene kan bruges til fagdage, krea-dage, tværfaglighed eller til ture ud af huset. Dagene har fokus på både den praksisnære faglige fordybelse og det sociale og fællesskabende.
Siden januar har vi kørt ugentlige morgensamlinger for henholdsvis 0.-6. klasse og 7.-9. klasse, og en gang om måneden samles hele skolen til morgensang. Skal vi styrke fællesskabet, er vi nødt til at sætte os sammen, og morgensamlinger er et nemt greb i forhold til at starte fællesskaber.

Pædagogisk værtskab

Her på skolen arbejder vi også med pædagogisk værtskab ud fra psykolog Rasmus Alenkærs tanker. Her sætter vi spot på den måde, vi er sammen på – altså almen dannelse – om at møde til tiden, sige godmorgen til hinanden, rydde op efter sig, tale respektfuldt. Her taler vi hele tiden ind i fællesskab, så når der bliver stillet en faglig opgave, er der også en opgave ind i fællesskabet – for eksempel om ikke at afbryde under en fremlæggelse.
Skal der være rart i en klasse, skal eleverne også tage ansvar for fællesskabet. Så hvis man kommer for sent, så buldrer man ikke ind og forstyrrer andre. Alle kan komme for sent, så man skal ikke udskammes, men man lister ind på sin plads – i respekt for fællesskabet. Netop det med at skabe gode kulturer for fællesskab er afgørende, hvis vi skal genfinde fællesskabets kraft i folkeskolen.

Folkeskolen er den allervigtigste institution i Danmark, hvor vi har ansvaret for hovedparten af landets børn og unge i 10 år. Vi har en tidssvarende og tilpas rummelig folkeskolelov med en formålsparagraf, der giver os ansvar for både uddannelse, dannelse og trivsel, og ansvaret for folkeskolen er lagt i hænderne på 98 kommuner – med en ledelseskæde via 98 kommunalbestyrelser og videre til forvaltninger og skoleledere på de enkelte skoler.
Helt overordnet har vi en velfungerende folkeskole, hvor langt hovedparten af eleverne har en god og gavnlig folkeskolegang. Det glemmer vi nogle gange, men set fra min stol er folkeskolen ikke i krise.
Jeg anerkender, at fællesskabet i folkeskolen er udfordret, og at vi har brug for at italesætte fællesskabet. Vi skal have høje forventninger til fællesskabet, og her peger pilen på direktører – som mig selv – og på skolechefer. Vi har ansvaret og skal tage initiativet, og så skal vi sammen med skoleledere, medarbejdere og skolebestyrelser arbejde for at styrke fællesskabet til gavn for alle børn og unge.

En nødvendig balance

Mange af mine kolleger rundt i landet – og vi har også gjort det her i Thisted Kommune – har arbejdet med nye strategier for skolen og det nye børnesyn. Både Børne- og Kulturchefforeningen og jeg selv er på det hold, der mener, at vi skal finde en balance mellem rimelige krav og forventninger og det, at børn gør det bedste, de kan.
Hos os har vi haft en involverende proces, hvor vi har arbejdet med alle vores skolebestyrelser, og sammen har vi fundet frem til tre værdier; lyst, læring og fællesskab, som nu er de tre nøglebegreber for kommunens folkeskoler.
Fællesskabet i folkeskolen er udfordret på flere fronter. Alle steder ser vi, at nogle elever ikke kan rummes i folkeskolen. Vi segregerer flere og flere elever, så p.t. oplever omkring 7-8 %, at de ikke er en del af fællesskabet. Her har vi brug for, at både rummeligheden og kompetencerne bliver bedre end i dag. Lærerne skal kompetenceudvikles, og vi skal forsøge at lave nogle indsatser, så grænsen mellem special og almen bliver udvisket så meget som muligt.
Samfundsudviklingen de seneste 15-20 år med stadigt større krav og forventninger fra forældre, et øget fokus på det enkelte barn frem for det fælles og en helt anden form for kommunikation mellem forældre og lærere i takt med udviklingen af sociale medier udfordrer også.
Skal udviklingen vendes, tror jeg, at én af nøglerne er dialog med skolebestyrelserne på de enkelte skoler, så vi sammen – ledelse og skolebestyrelser – kan få forældrene til at købe ind på en præmis om fællesskab.

Opgør med testregime

Mobiltelefoner udfordrer også fællesskabet, når eleverne sidder med deres egen device og mange gange i deres egen verden. Den problematik har de fleste skoler allerede taget livtag med, og nu kommer der også lovgivning på området.
Måske er det også tiden til et opgør med testregimet, den høje hastighed og hele fortællingen om konkurrencestaten. Måske skal vi overveje, om testregimet i folkeskolen med det stærke fokus på individet frem for det fælles i virkeligheden sker på bekostning af fællesskabet. Det kræver dog en politisk accept af eventuelt dårligere PISA-resultater.

Fællesskabets kraft i folkeskolen er selve den forudsætning, som folkeskolen har for at samle børn og familier på tværs af økonomiske, sociale og kulturelle skel. Omkring 75 % af de danske børn går i folkeskolen, og det er en helt unik mulighed for at give og fremme en fælles referencehorisont. Et helt særligt privilegium, som folkeskolen har - måske som den sidste bastion i det danske samfund.
Rigtig mange ting udfordrer dog fællesskabet i folkeskolen. Vores tid i dag og vores tilgang til livet er meget instrumentel – med fokus på, hvad får jeg ud af det? Den tilgang kan man ikke bygge et fællesskab i folkeskolen på. For fællesskaber kræver kompromiser, at man kan være uenige med andre, og at man bidrager uden nødvendigvis at få noget igen.
Derudover udfordrer det, jeg vil kalde ’tempo, forandringer og acceleration’. Folkeskolen har i mange år været under organisatoriske og strukturelle forandringer, og fællesskabet opfattes sådan lidt eventpræget, hvor der skal ske noget særligt. Der er brug for det modsatte - for fællesskaber kræver ro, stabilitet, tid og tålmodighed - der skal fokus på det kontinuerlige hverdagsfællesskab.

Besværlige fællesskaber

Samtidig kan jeg godt være bekymret for, om vi har fået sværere ved at tåle det ubehag, der ledsages af at være sammen med andre, der mener noget andet, der måske lugter anderledes, er mere stille eller taler højere end os selv. Vi lever i en algoritmestyret verden, hvor man kan finde sammen med dem, man er enige med, med dem, der ligner en selv, og her er fællesskabet i folkeskolen mere besværligt. Her møder man mange forskellige mennesker, forventninger og idealer, og det kræver en ubehagstolerance hos personalet, hos eleverne og hos forældrene.
Derudover har hele vores forestilling om det gode liv i mange år handlet om, hvordan den enkelte kan udfolde sig selv og sit eget potentiale. Også i skolen har der i stigende grad væres fokus på det unikke potentiale hos den enkelte elev – og i den kontekst er fællesskab ofte blevet set som en hindring. I det hele taget har der været et øget fokus på hensynet til den enkelte, men det er meget svært at bygge et fællesskab på individuelle særhensyn.

Brug for et rigere sprog

Skal vi genskabe fællesskabet, kræver det først og fremmest en vigtig og lidt kedsommelig erkendelse og accept af, at fællesskaber er møgbesværlige. Det kræver kompromiser fra børn, at forældre bakker op om lærerne, at de i hvert fald nogle gange er klar til at give afkald på hensyn til dem selv og deres eget barn. Det kræver, at lærerne og skolelederne tager værtsrollen og sætter en klar ramme.
Derudover tror jeg, at der er brug for et rigere sprog for, hvad det er, fællesskab kan, og hvad det kræver, og så skal vi i højere grad bygge på – og italesætte – fællesskab som en forudsætning for den enkeltes udvikling – og ikke en hindring.
Når politikerne taler om ro, disciplin og respekt, er det ikke den lige vej til at styrke fællesskabet, men det er nødvendige forudsætninger for at have et fællesskab, og der er noget sundt i, at vi begynder at tale om pligt – i stedet for primært at tale om ret. For gode fællesskaber indebærer både ret og pligt. I gode fællesskaber har vi pligt til at gøre noget for andre, og vi har en ret, i forhold til at vi passer på hinanden og hjælper hinanden.