Hvordan ser du som skoleleder på pædagogernes rolle i skolen?

Generelt er det godt, når flere fagprofessionelle løser den stadigt mere komplekse opgave, vi står med i skolen, og på vores skole arbejder vi med fem forskellige to-voksenordninger, hvor lærer-pædagog er den ene.  
Jeg ser positivt på pædagogernes rolle, men jeg ser også et behov for at få skabt mening, så det ikke bare er radiatorpædagogik, hvor en pædagog kommer ind i en tilfældig klasse og står afventende ved radiatoren. Der skal være fokus på værdiskabelse, det skal være reflekteret, planlagt og med fælles forberedelse – og afstemt ud fra børnegruppens behov. Så en pædagog både bidrager på kompetencepaletten og gør det muligt for læreren at være den bedste udgave af sig selv.  
Pædagoger kan bidrage med andre perspektiver, hvor lærerne er rammet mere ind af skemaer og fagmål, de skal nå. Så sammen kan de skabe et fælles tredje.  

Pædagoger i mange roller

Vores brug af pædagoger er mangefacetteret. I vores mellemformer har vi både lærerfagligheder og pædagogfagligheder. Når vi taler mere neurodivergente børn, kan pædagoger understøtte både i skoledelen og i overgangen ind i fritidsdelen, som kan være særligt svært, fordi det går hurtigt og er mere lystdrevet. Her kan pædagoger hjælpe med at lande gode fællesskaber.  
Vores samtalegrupper for børn ramt af dødsfald i familien, psykisk sygdom eller skilsmisse faciliteres af resursepædagoger, og vi har et inklusionsteam med tre pædagoger og en lærer, hvor teamet faciliterer det pædagogiske arbejde, netværksmøder, samarbejde med PPR og fraværssamtaler. De er limen mellem skole og hjem samt brobyggere til kommunen.

I det kommende valgfag teknologiforståelse står lærere og to af vores klubpædagoger for valgfaget, og vi har ansat en idrætspædagog for 6. til 9. klasse med den overordnede opgave at få flest mulige børn til at bevæge sig mest muligt. Han går også med i fysik og matematik, så eleverne kan måle på egne data.  
I vores udgående funktion kører en lærer og en pædagog rundt og henter de børn, som har virkelig svært ved at komme afsted i skole om morgenen, og vi har en pædagog som madmor, der hver dag sammen med 7.- og 8.-klasserne bager morgenboller, som deles ud til alle elever.  
Hos os går pædagoger også med til prøver for elever med særlige vilkår som kendte voksne, der giver tryghed.  

Stor ledelsesopgave

Der ligger en kæmpe ledelsesmæssig opgave i at skabe ligeværdige og meningsfulde rammer for samarbejdet mellem lærere og pædagoger, og det kræver blandt andet fælles planlægning. Her på skolen har vi 1.500 bindinger lagt ind i skemaet til samarbejde mellem de to faggrupper.  
Vi holder en heldags årgangskonference to gange om året, hvor vi kortlægger hele årgangens behov pædagoger, lærere, vejledere og ledere i fællesskab. Vi laver også en pædagogisk kontrakt, hvor det er afstemt, hvad gør du, og hvad gør jeg? – i den enkelte klasse.  
Det kræver også samtidig kommunikation, for hvis den ene faggruppe ved noget før andre, kommer der en asymmetri.  
Nogle gange er det svært, fordi lærere og pædagoger ikke forstår hinanden, de går hurtigt over i egen logik, og her skal vi ledere hjælpe dem med at forstå, at vi har en fælles mission. Det handler også om et narrativ, hvor man italesætter hinanden positivt.

Allerede inden fagsekretariatet sidste år lavede et fælles forståelsespapir om samarbejde og organisering for pædagoger i fritidstilbud og skoler i Skanderborg Kommune, havde vi her på skolen skrevet pædagoger ind i skoleplanen. For en fælles forståelse er altafgørende, hvis pædagoger og lærere skal kunne tappe ligeværdigt ind i et samarbejde. Det kræver klare rammer, klar rollefordeling og et velfungerende samarbejde mellem ledelse, tillidsrepræsentanter for både lærere og pædagoger og arbejdsmiljørepræsentanten, hvis samarbejdet skal fungere. Ledelsen skal også drage omsorg for, at det er tydeligt, at vi er en fælles personaleflok med fælles møder, fælles pædagogiske dage og hos os en række fællesskabsdage, hvor pædagoger og lærere deltager ligeværdigt – som vores lejrdag. Så de får nogle stunder på lige vilkår og kan se hinandens forcer.  

Årgangstankegang som krumtap

Her på skolen er vores krumtap årgangstankegangen, hvor vi typisk har 35-40 elever på en årgang, og til hver årgang er der et årgangsteam med typisk en pædagog og tre lærere, som har ansvaret for hele årgangen, og som alle er kontaktvoksne.  
Årgangsteamet har klasselærer-/klassepædagogrollen, de tilrettelægger skema efter fagfordeling og fordeler opgaverne mellem sig, og pædagogen er typisk med i timerne 10-12 lektioner om ugen. Pædagogen indgår i både co-teaching og i skole-hjem-arbejde, og handleplaner skrives i fællesskab.  
Som ledelse har vi lavet fundamentet. Timer til teamsamarbejdet er det første, vi lægger ind i skemaet, og vi sikrer, at pædagogerne har forberedelsestid – ikke bare til teamsamarbejde, men også helt generelt. For at skabe bedre vilkår for psykologisk tryghed har vi lavet en teamkontrakt – et stykke papir med en række spørgsmål, som alle teams skal forholde sig til, inden de går i gang. De skal forholde sig til, hvordan de bliver et godt team, hvordan de fordeler opgaver efter kompetencer, erfaringer med videre, og den kontrakt skriver de under og sender til ledelsen som det fundament, de står på. Når vi kommer et stykke hen i skoleåret, holder vi teamudviklingssamtaler, hvor vi tager udgangspunkt i kontrakten.  

Barnet ses i sin helhed

I min optik har pædagogerne en vigtig rolle med at skabe deltagelsesmuligheder og stærkere fællesskaber, og de kan skabe sammenhæng for barnet hele dagen – både i skole og fritid. Når børn siger, at de går i skole, tænker de både morgen-SFO, dansktimer og eftermiddags-SFO. Det er en samlet pakke med en fælles kerneopgave, og det, vi har for i skoledelen med gode aftaler om samvær og fællesskaber, har vi også for med elever i fritidsdelen.
Lærere vil også gerne lykkes med fantastiske skolefællesskaber, men ved at bruge pædagoger i skoledelen får vi den mereffekt, at barnet bliver set i sin helhed.  
Så jeg hylder regeringens ambition om flere to-voksenordninger, men jeg vil også gerne have flere to-lærertimer, for hvis det for eksempel handler om et decideret fagligt løft, giver det bedst mening. Samtidig er det megasvært at rekruttere pædagoger, og kvaliteten højnes ikke, hvis det resulterer i ikkeuddannede i klasselokalerne.

Både lærere og pædagoger understøtter skolens kerneopgave om deltagelsesmuligheder, trivsel og læring, men de har forskellige perspektiver og kompetencer, og her har pædagoger et særligt blik for det relationelle, hvad der ligger bag børns adfærd. Vigtige kompetencer, når vi ser en børnegruppe med større mangfoldighed og flere udsatte.  
Pædagoger kan løse mange forskellige opgaver. De har en helt central rolle i forhold til fællesskaber, trivsel, konflikthåndtering og overgange – om det er en svær afleveringssituation om morgenen eller fra skole til fritidsordning. Nogle børn har svært ved overgange – ikke bare de fysiske skift, men også i forhold til at aflæse andre elevers hensigter og overholde regler. Nogle af vores pædagoger understøtter i frikvartererne ved at sætte aktiviteter i gang, hvor de hjælper med at afkode regler, andre børns ansigtsudtryk og kropssprog.  
De opgaver er lærerne også gode til, men pædagogerne har en anden opmærksomhed, og lærerne har andre opgaver i forhold til det fagfaglige, så pædagoger kan understøtte lærernes opgave for eksempel i forhold til børn, der har svært ved at finde deres plads i læringsmiljøet, her kan en pædagog gå lidt tættere på den enkelte elev. Så selvom lærerne har det fagfaglige ansvar, så kan pædagogerne på den måde være med til at styrke hele børnegruppen, hele klassefællesskabet og hele kerneopgaven.

Stort potentiale i co-teaching

I det hele taget ser jeg et kæmpe potentiale i pædagoger, der indgår aktivt i undervisningen i form af co-teaching. De skal ikke overtage undervisningen, men understøtte ved holddeling af klasser, kompetenceløft hos særlige elever eller nogle elevers behov for hjælp til at holde fokus på opgaven eller til at huske at holde en pause.  
Når vi taler to-voksenordninger, er det vigtigt at have fokus på, at det skal være fagprofessionelle, men også det perspektiv, at kvaliteten ikke nødvendigvis stiger, fordi man smider to voksne ind i et rum. Det afgørende er, hvad de to voksne i klasserummet hver især kan bidrage med.

En fælles kerneopgave

Skal vi lykkes med at skabe et godt og meningsfuldt samarbejde mellem lærere og pædagoger, kræver det, at alle får øjnene op for, at vi har udgangspunkt i en fælles kerneopgave – ikke faggrænser. Det kræver, at medarbejderne ser hinanden som ligeværdige, er nysgerrige på hinandens fagligheder og ser forskelligheder som en styrke.  
Det kræver tydelig ledelse, der sætter en fælles retning med tydelige forventninger, og det kræver tid til fælles dialog, refleksion og planlægning, så roller og opgaver er helt klare, for ellers skaber det frustration og usikkerhed.  
Her bøvler vi med driften – det rent skematekniske, og her er det allersværeste, at pædagoger og lærere har primetime på to forskellige tidspunkter. Samtidig er der en udfordring omkring forskellige arbejdsvilkår og arbejdstidsaftaler. Pædagoger må ikke have delt tjeneste, de har mindre tid til forberedelse end lærere med videre, så det er en meget svær opgave at skabe den fælles tid.