Hvilken frihed har du som skoleleder brug for? 

Jeg hilser det meget velkomment, at politikerne sætter fokus på frihed til folkeskolerne. Vi har i mange år oplevet at være presset ovenfra, mange har villet noget med folkeskolen, og der har været meget styring og rammesætning, men jo mindre råderum og frihed skolerne har, jo mindre iderighed, initiativ og energi er der til at udvikle lokalt. Og jeg hilser de kommende fagplaner velkommen, for lærerne har været presset af et målstyringsparadigme siden folkeskolereformen i 2014.  
Jeg søger altid friheden og er samtidig skoleleder i en kommune, hvor vi oplever et større råderum end mange andre steder. Det betyder utrolig meget, for man kan lave lige så meget rammesætning lokalt, som man kan nationalt, men jeg oplever, at lige så hurtigt nationale rammer bliver løsnet, så har vi mulighed for at benytte os af det.  
Her i Ikast-Brande Kommune har vi samtidig kun én børne- og ungepolitik, og den består af otte tegninger med én sætning til hver. En sætning lyder: ”Lige muligheder kan kræve en hestesko”. En anden: ”Fællesskab er en fælles sag”. Det er så vores opgave at omsætte sætningerne, så de giver mening lokalt ude på skolerne, så børne- og ungepolitikken er værdibåret og formålsdrevet – og på en og samme tid frisættende og enormt retningsgivende.

Lad os bruge lokale tests

I min optik mangler vi noget frihed og råderum, når det kommer til måling af skolerne. Man har meget travlt med at måle skolerne via nationale tests, prøver, national trivselsmåling – og måle skolerne op mod hinanden. Her så jeg gerne, at man kiggede på blandt andet de nationale tests, og i det hele taget i højere grad gav os lov til at bruge lokale løsninger. Ude på skolerne laver vi rigtig meget lokalt – ofte bedre tests og trivselsundersøgelser, og her kunne vi godt bruge en større frihed.  
Som en del af frihedsdagsordenen har man afskaffet elevplanerne og erstattet dem med Meddelelsesbogen. For mig giver det god mening at have fokus på dialog mellem elev, forældre og skole – blandt andet via elevsamtaler, men jeg undrer mig over, at det skal være formaliseret i en lovpligtig meddelelsesbog, og den burde politikerne kigge på at få afskaffet.

Fint med hegnspæle

Jeg oplever ikke at have for meget frihed eller mangle rammer. Det er fint, at vi har nogle hegnspæle – både nationalt og lokalt, for der skal selvfølgelig være noget, der gør, at folkeskolen ikke stikker i alle mulige retninger, men jeg har ikke brug for mindre frihed.  
Folkeskolens formålsparagraf er også en hegnspæl, den er ikke så rammesættende, men den sætter en retning, og vi der arbejder i folkeskolen, er netop formålsdrevne. Vi har et ønske om at gøre det så godt som muligt ud fra formålet for folkeskolen, og de, der er allerbedst til at se, hvad der gavner bedst muligt, er dem, der står ude i klasselokalerne. Så det er vigtigt at holde fokus på alle dem, der brænder for skolen; lærere, pædagoger og ledere. Vis dem tillid – for de skal nok sørge for at løfte opgaven.

‍

Der er et kæmpe potentiale i frihed til folkeskolerne. Så jeg er positiv, og jeg deler intentionen, men frihed bliver ofte tænkt i overskrifter og hurtige løsninger, og skoleudvikling og ændring af skolekultur er det lange, seje træk – ikke hurtige politiske løsninger. Bare fordi man giver frihed, får man ikke en helt anden skole året efter, så både Christiansborg-politikere, kommunalpolitikere og forvaltning skal give skolerne tid til at udmønte frihed i praksis.  
Lige nu synes jeg, det er svært at bruge friheden fuldt ud, fordi frihed er ret svær uden tid til blandt andet pædagogiske drøftelser. Frihed kræver meget mere af ledelsen, vi skal være tæt på, i dialog og helt nede i de pædagogiske drøftelser, og samtidig er vi som kommunalt ansatte ledere underlagt en masse administrative opgaver og en hel masse udviklingsmøder på tværs i den kommunale ledelsesgruppe. Det er fint, at skolelederne tænkes med, men det trækker os væk fra kerneopgaven.  
Så vi mangler tid til friheden, og samtidig er der hele tiden nogle skal-ting; så skal vi arbejde med Kultur-rygsæk til alle i Slagelse Kommune, og for resten er bevægelse også vigtig. Alt sammen gode initiativer isoleret set, men det er ikke frihed.

Det bliver pseudoagtigt

På samme måde er kvalitetsrapporterne fra den enkelte skole til kommunen fjernet som en del af frihedsdagsordenen og erstattet af én årlig skoleudviklingssamtale. Så én samtale om året og ellers fred og ro til at udvikle skolen. Det betyder desværre ikke, at man så er fredet fra andre kommunale initiativer og tiltag, der tager tid. Det kan være særlige mødestrukturer i samarbejdet med PPR og sagsbehandlere eller et fælleskommunalt ledelsesgrundlag.
Et andet eksempel er i forhold til vejledning og overgang til ungdomsuddannelser. Fra statens side lyder kravet, at der skal være én samlet kommunal plan. Så går Slagelse Kommune så ind og siger, at der skal være fem forløb – en beslutning truffet af et politisk udvalg blandt andet på baggrund af samtaler med det fælles kommunale elevråd, men de kender jo intet til forholdene ude på de enkelte skoler, og tallet fem siger intet om kvalitet. Så den kommunale frihed går ikke videre til skolerne. Så det bliver sådan pseudoagtigt, og det er i hvert fald ikke frihed.

Frihed giver magttomrum

Stort set alle ønsker autonomi. Vi arbejder med at give børnene autonomi, som ledelse arbejder vi på at give autonomi til medarbejderne, og Christiansborg arbejder på at give skolerne frihed, men når man giver frihed, opstår der et magttomrum, hvor nogen lige kan se sit snit til at få en kæphest indført. Senest så jeg et politisk forslag om, at man ville have indført klassens time på alle skoler i Københavns Kommune. Det er en lille ting, men det er ikke frihed.  
Så jeg har brug for nogle klare rammer – noget mere rammesætning på, hvad er det, vi har frihed til. Skal frihed give mening, skal der være færre kokke, for vi skal ikke risikere, at frihed bliver endnu et lag af kompleksitet.

Jeg forstår godt ønsket om mere frihed til folkeskolerne, for mere frihed er positiv ladet, og det giver rigtig god mening, at beslutninger tages tæt på praksis. For mig er frihed dog ikke ubetinget positivt. Hvis der ikke er en fælles retning fra både nationalt og lokalt hold – så er der ikke længere tale om en fælles folkeskole.
Frihed er ikke ensbetydende med mere kvalitet, og uden fælles retning er der risiko for, at skolerne bliver fragmenteret, at det skaber ulighed og meget forskellige skoler, så vi skal være påpasselige med total frisættelse. Der skal være en balance mellem den lokale handlekraft og styring. For lidt styring ødelægger sammenhængskraften.

Prøveformer giver benspænd

Jeg oplever ikke, at det er svært at se eller bruge friheden, for vi har betydelig lokal frihed i Nyborg Kommune, og jeg kan ikke genkende billedet af, at vi står i et ufrit system. Jo, der er nationale styringsmål, timetal, prøver og fagplaner, men hvis folkeskolen fortsat skal være et begreb, så skal der være noget.  
Nogle gange er der store benspænd for eksempel i forhold til særlige prøveformer, hvor der mangler sammenhæng mellem kvalitetsprogrammets indhold og intention og så prøveformerne. Her på skolen har vi i to år været med i et projekt om anderledes prøveformer i dansk og matematik, hvor vi har kørt med ’caseprøven’. Efter forsøgsperioden ruller man det tilbage til gammeldags prøveformer, og her ville det være mere meningsfuldt, hvis skolerne kunne vælge mellem forskellige prøveformer – alt efter hvilken undervisning de arbejder med. Vi arbejder meget projektbaseret og med legende læring, og der giver traditionelle prøveformer ikke mening. Så lige der mangler der frihed og et større samspil mellem ambitioner for skolens udvikling med praksisfaglighed, tværfaglighed og junimesterlære og så prøveformer og strukturer.

Ønske om mindre frihed

Jeg kunne også godt tænke mig mere frihed i forhold til planlægningen af skoleåret, men det er mere et fagpolitisk benspænd, at lærerne har krav på at kende deres arbejdstid et år frem. Her har vi brug for mere frihed end i dag, så vi kan være mere agile.  
Til gengæld er der nogle områder, hvor jeg synes, vi har behov for tydelige fællestræk – altså mindre frihed. For det må ikke være sådan, at kvalitet, inklusionskraft og faglige resultater afhænger af den enkelte skoles ledelse og kapacitet. For det udfordrer ideen om, at folkeskolen skal være et fælles velfærdstilbud for alle. Så jeg vil gerne have skoler med lokalt islæt – men børns muligheder må ikke afhænge af postnummer eller den enkelte skoles formåen.
Jeg kunne ønske mig mindre frihed på organisering af lærernes arbejdstid, så vi fik samme antal timer til samme opgave, og så kunne jeg godt tænke mig, at man var mere forpligtet i fælles projekter og til at bruge hinanden på tværs. Kapacitetsopbygning er rigtig svært på en lille skole som vores, så vi har ikke alle mulige vejledere, og der er meget stor forskel på læseindsatser, hvordan man arbejder med dysleksi, matematikudfordringer med videre.