Hvad var det, der ramte folkeskolen?

Som ledelse har vi et stort ansvar for at folkeskolen lykkes. Vi skal sætte tydelig retning, facilitere og følge op. Og vi skal støtte op om og sparre med medarbejderne, så vi står sammen – både i det daglige, men i særdeleshed, når vi har at gøre med svære sager.  Og vi skal være i tæt dialog med elever og forældre, når der opstår bekymring.
Det gør vi, og heldigvis lykkes det i langt de fleste tilfælde, for vi ved, hvad der virker, når en elev eller en gruppe mistrives.
Så når der alligevel dukker voldsomme sager om, som dem vi har hørt om i den seneste tid, vidner det om, at der er noget galt. Og det handler om, at der simpelthen ikke er tid eller hænder nok til at løse alle de mange opgaver, vi står overfor. Det er ikke viljen, der mangler.
Vi mangler tid og resurser til at lykkes i alle tilfælde. Simpelthen fordi antallet af sager, der kræver ledelsesmæssig bevågenhed, er steget til et omfang, hvor vi ikke altid kan involvere os så meget, som vi ønsker.

Stor forskel i elevgruppen

Den måde, skolen er indrettet på i dag, gør, at vi har svært ved at tilgodese alle elevers behov godt nok. Jeg mener, at diversitet er en styrke, men gruppen med særlige udfordringer tager en stor del af vores tid og ressourcer. Det er tid, der går fra den store gruppe af elever, som trives og udvikler sig ønskeligt og forventeligt, men som også har brug for en ekstra hånd i ryggen en gang imellem.
Samtidigt er elevgruppen i folkeskolen generelt blevet mere forskelligartet end tidligere. Vi oplever for eksempel børn, som ikke er renlige, når de kommer i skole, mens andre kan læse inden skolestart. Det har også betydning for tidsforbrug, fordi den sociale læring fylder langt mere end tidligere. Sagt på en anden måde: for at trives har eleverne brug for hjælp til langt flere af livets udfordringer. Også udfordringer, der ikke nødvendigvis rummes inden for skolens fagrække. Men det er nødvendigt, at vi gør det, fordi trivsel og faglighed er to sider af samme sag. Uden trivsel er det svært at lære noget.

Støttesystemet skal styrkes

Som jeg ser det, er det ikke en indskærpelse af vores sanktioneringsmuligheder, der mangler. Folkeskolen bygger på et børnesyn om, at alle gør det så godt, de kan, og at alle skal mødes der, hvor de er. Det er ikke børnesynet, den er gal med. Men der er brug for et velfungerende system rundt om skolen, som ikke i tilstrækkelig grad findes i dag. Et system, som kan yde den nødvendige støtte og hjælp til de elever, der har behov for en særlig indsats. I øjeblikket er de understøttende funktioner i kommunerne under pres. Der er lange ventetider til PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), og der mangler både sparring og konkrete tilbud til eleverne. Der er også brug for bedre muligheder for, at de elever, som har behov, der rækker udenfor almenskolens ramme, kan visiteres til et stærkt specialområde.
Hvis vi skal lykkes med vores fælles folkeskole – og det skal vi - så kræver det en generel opprioritering hele vejen rundt.

Jeg synes, det er vigtigt at se sagerne som et symptom på noget. Jeg tænker, at det er et udtryk for, at skolen er under pres. Jeg mener simpelthen, at vi har en skolehistorisk krise, og det hænger tæt sammen med, at mange børn ikke kan se meningen med at gå i skole og ikke føler et tilhørsforhold til skolen.
Fra omkring årtusindskiftet har der været en udvikling mod en skole, der ikke helt følger med. Hvis vi kigger på opdragelse i dag, bliver den tit nævnt som noget, der ikke fungerer, men jeg ser ikke sådan på det. Vi har en forældregeneration, hvor de fleste betragter deres børn som fuldgyldige demokratiske deltagere i familiens liv. De skal ikke bare tilpasse sig. De bliver spurgt om deres holdning til mange ting, og det synes jeg faktisk er progressivt. Men så går børnene ud ad døren, billedligt set, og så møder de strukturer, der hører til et gammelt børnesyn. Vi har selvfølgelig ikke Den Sorte Skole længere, men jeg vil faktisk sige, at synet på eleverne er det samme: Nemlig at de skal tilpasse sig, og de er modtagere af en undervisning, som man forestiller sig kan blive til læring. Skolen bliver nødt til at sørge for, at elevsynet kommer i øjenhøjde med børnesynet i hjemmet, så elever ikke blot er tilpassede skoleindivider, men er medskabere af skolen.

Træk børnene ind i fællesskabet

Det er ikke et forsvar for de børn, der har begået vold og overgreb, men de har været udsat for en uheldig og skadelig dæmonisering. Samtidig har politikere været hurtige til at kræve reguleringer og restriktioner i form af for eksempel bortvisning eller særlige klasser for voldelige børn, som der har været foreslået i Odense. Jeg tror, at det vil forværre situationen, fordi det skaber mere adskillelse og segregering, og jeg mener, at man skal gå en helt anden vej og gøre det, der umiddelbart kan virke allersværest og allermest ulogisk, nemlig at trække de her børn endnu mere ind i fællesskabet. Der er en direkte forbindelse mellem dem, der begår vold og hærværk, og hvordan deres tilhørsforhold til skolen er. De kan simpelthen ikke lide at være der. Nogle af dem hader at være der. Og vi ser en stigning af børn i de her år, som har ringe tilhørsforhold til skolen. Vi har stigende skolefravær. Vi har stigende mistrivsel, både i og uden for skolen. Og vi har også mange lærere, der søger væk.

Problemet skal løses i meta

Det er klart, at hvis der er tale om strafferetslige overtrædelser, så kan man blive nødt til at adskille krænker og offer. Men det løser bare ikke det overordnede problem. Så der er to spor: Man skal håndtere de her enkeltsager, men jeg ville allermest bruge min energi på at kigge på de fællesskaber, vi har i skolen, og hvordan de fungerer både i og uden for undervisningen.
Jeg mener, at inklusionen er slået helt fejl, og en af årsagerne er, at det er en fuldstændig individualiseret indsats, hvor man overså, at jeg’erne og vi’erne hænger sammen. Og der, hvor man har gjort allermindst, er i forhold til vi’erne.
Jeg håber, at vi kan se det som et krisetegn, at sagerne har ramt medierne på den måde, de har.  Det udtrykker noget mere, og det er også godt, for vi skal faktisk udvikle skolen. Og vi bliver nødt til at gå i meta og ikke kun løse problemer med enkelte voldelige handlinger. Vi skal også sige: Hvad er det et udtryk for?

Noget af det første, man kommer til at tænke på i sådan en sag, er, hvad er det, der skaber den type overgreb? Hvad er det for en børnekultur, der gør sig gældende? Er det et enestående fænomen? Hvis man tager det historiske perspektiv, er der rigtig mange vidnesbyrd om børn, der har været ualmindeligt forfærdelige over for hinanden. Både litteratur, film og så videre vidner om, at børnekulturen kunne være endda uhyre rå og voldsom også for 100 år siden, og derfor ser jeg det ikke som en generel forråelse af samfundet. Man skal i hvert fald være varsom med at tro, at det er noget, som kun hører nutiden til. Noget andet er, at børnekulturen altid har haft en evne til at markere forskelle. Der er uendeligt mange lege, der også går ud på at demonstrere et hierarki, altså, hvem der er oppe, og hvem der er nede, så det er der heller ikke noget nyt i. Men det betyder ikke, at der ikke er nogle ting i nutiden, som forstærker de her tendenser.

En ny mediekultur øger dramatisering

Sagerne siger for eksempel rigtig meget om moderne mediekultur. Før blev de fleste historier kommunikeret igennem en presse, som var en form for autoritet, der kunne redigere virkeligheden efter en slags fælles standard. Den situation er vi for længst udover. I dag flytter kommunikationen lynhurtigt fra etablerede medier og ind på de sociale medier.
De sociale medier har jo i den grad evnen til at fremme ekstreme positioner, i kraft af at man skal have opmærksomhed. Og det smitter af på den måde, de almindelige medier fungerer på. Selv de mest seriøse medier kan også spille med på den der hurtige dramatisering af sager som disse.

Egne behov i fokus

Samtidig er der sket nogle ændringer i den offentlige sektor, som har gjort os til ”forbrugeristiske medborgere”. Vi har udviklet en offentlig sektor, som i den grad har fremmet et perspektiv, der hedder: ”Jeg skal tage udgangspunkt i mine egne behov og ikke et fælles anliggende,” og det er det, vi agerer ud fra. Det medfører, at de forældre, der oplever, at der på deres børns skole er nogen elever, som de mener ikke burde være der, tænker, at ”de skal da bortvises så hurtigt som muligt, for jeg skal forsvare mine børn.” Min pointe er, at det er blevet en normal reaktion, som hænger sammen med, at vi i høj udstrækning har gjort det muligt for folk selv at vælge skole og institutioner. Før gik børn i en lokal skole, hvor den lokale kultur og børnekultur blev udfoldet. Når man i stigende grad lader folk vælge skole selv, begynder forældre selvfølgelig at orientere sig efter, hvad der er bedst for deres egne børn. Og så begynder institutionerne at agere efter det. Da bevillingen følger med de elever, de får på skolen, må skolen også sørge for, at deres omdømme bliver så godt som overhovedet muligt.

Politikere laver markedsføring

Politikerne har samtidigt udstillet en politisk kultur, hvor de ikke længere er repræsentanter for nogle interesser, men meget mere er aktører i en markedsføringskampagne, hvor det gælder om at blive set og konkurrere om, hvem der er mest beslutsomme, og hvem der kan komme med den hurtigste løsning, og så bliver retorikken også hurtigt hård.
Samspillet imellem rigtig mange faktorer betyder, at vi grundlæggende må lære at blive en smule mere kritiske og nøgterne, og ikke lade os hidse alt for hurtigt op.