Hvad kalder vi det, der sker i skolegården?
Volder et stærkt ord. Men det er også det ord, der i stigende grad bliver brugt om det, der sker i nogle af landets skolegårde og klasselokaler. Elever, der skubber, slår, spytter, truer – og lærere og ledere, der står med ansvaret for at gribe ind og passe på både dem, der gør skade, og dem, der bliver ramt.
Emnet er smittet af på finanslovsforslaget, hvor regeringen ønsker at afsætte penge til at udarbejde en model for fysisk indgriben i folkeskolen. Og på foranledning af Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg har regeringen – via Børne- og Undervisningsministeriet – igangsat en landsdækkende undersøgelse, der skal kortlægge, hvad der foregår. Hvor ofte det sker, hvilke typer af vold der udøves, konsekvenser af volden, hvem der udøvervolden – og hvorfor. Målet er at få bedre data og mere viden, så kommuner og skoler kan sætte bedre og tidligere ind.
Lige nu er ministeriet i dialog med VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – om gennemførelse og indhold af undersøgelsen. Man forventer, at de første resultater ligger klar i løbet af efteråret, og hele undersøgelsen i primo 2026.
Men undersøgelsen rejser også vigtige spørgsmål. Er det overhovedet ’vold’, vi ser? Hvad betyder det for vores måde at forstå børn og deres adfærd på? Og hvordan taler vi om det uden at gøre problemerne større –eller usynlige?
Tre skoleledere giver deres syn på begreberne, på behovet for viden – og på, hvad de håber undersøgelsen kan bringe med sig.
Nogle gange er de voksnes sprog mere følelsesladet end bør
Jesper Lykkegaard
Skoleleder på Trørødskolen
Slåskampe, skub, spark, uacceptabel fysisk kontakt, vold mellem børn, eller hvad vi kalder det, har eksisteret, lige så længe folkeskolen har eksisteret. Vi skal bare huske på, at når vi omtaler det som vold, så forstås vold i en strafferetlig forstand, men de her børn er for langt de flestes vedkommende under 15 år og dermed straffrie. Der kan være hændelser, der er af så alvorlig karakter, at man som skoleleder vælger at sanktionere via ordensbekendtgørelsen eller melde det til politiet, og der kan godt være nogle handlinger, der er så voldsomme, at hvis det var ude i samfundet blandt voksne, så ville de måske høre under det strafferetlige system, men her er det ikke vold i strafferetlig forstand, og derfor skal det heller ikke håndteres som sådan. Vores redskaber er pædagogiske, didaktiske, psykologiske og relationelle kompetencer. Jeg har både her på skolen og på mine tidligere arbejdspladser haft enkelte hændelser, som er blevet meldt til politiet – en proces, der har været lige så belastende for offeret som for gerningsmanden.
Et kompliceret emne
Nogle undersøgelser viser øget vold, og vi skal tage det alvorligt, at nogle elever oplever vold i den danske folkeskole. Her på skolen har vi også nogle få hændelser af uacceptabel fysisk karakter. Jeg hilser samtalen om ’vold’ i skolen velkommen, men det er et kompliceret emne, som kræver nogle nuancer, fakta, viden og forståelse for det samfund, vi lever i. Så jeg håber, at undersøgelsen vil åbne op for en bredere forståelsesramme – en dybdeforståelse af, hvorfor nogle børn reagerer, som de gør, og en samtale om, hvad vi kan gøre for at forebygge og håndtere de her hændelser.
Jeg mener, det er vigtigt, at når vi møder overskrifter i medierne som overgreb, vold og chikane, så er det et voksensprog, hvormed vi også dimensionerer problemets omfang ud fra en voksenforståelse. På den måde bliver de voksnes sprog rammesættende for, hvordan man forstår vold i skolen, men vi skal huske at forstå hændelserne ud fra et børneperspektiv også. Nogle gange er de voksnes sprog mere følelsesladet end børns i deres fortællinger om de hændelser, der sker i skolen. Børn kan godt være i et miljø, hvor de bliver uvenner, og den vold, de slåskampe eller den fysiske kontakt er en træningsbane. Det at være i konflikt er helt naturligt for børn, og børn handler i affekt med slag og spark, fordi de ikke er færdigudviklede. Det er ikke i orden at blive slået i hovedet eller på kroppen, men man må også forstå, at det er en del af en dannelsesproces for børnene.
Frygt for øget polarisering
Vi har brug for en politisk konsensus om, hvordan vi passer på skolen som en stabil, bærende samfundsinstitution, og man kan godt have den bekymring, at undersøgelsen af vold i skolen vil øge polariseringen i den offentlige debat, så den bliver endnu mere sort/hvid. Som skoleleder er jeg et vidne på, hvad der sker i skolen, så jeg forsøger at nivellere og nuancere, for den offentlige debat skal være fair og på et oplyst grundlag.
Jesper Lykkegaard er skoleleder på Trørødskolen i Rudersdal Kommune. Skolen har omkring 110 medarbejdere og 1.000 elever fra 0. til 9. klasse. Skolen ligger i et resursestærkt område med mange højtuddannede og har en høj socioøkonomisk score. Skolen har omkring 10 % tosprogede – primært børn af expats og nogle ukrainske flygtninge.
Der er tale om udadreagerende adfærd
Anja Kjeldergaard Athar
Distriktsskoleleder på Grønnevang Skole
Som skole er det vigtigt at bruge den præcise betegnelse, og der er tale om udadreagerende adfærd. Vold taler vi om i et strafferetligt system, mens vi i det pædagogiske system taler om udadreagerende adfærd. Jeg mener ikke, man kan bruge ordet vold om noget, et barn gør, medmindre det er noget, barnet har planlagt. Meget af det, der i offentligheden bliver kaldt vold i skolen, er udadreagerende adfærd. Elever, der agerer i afmagt og på frustrationer, som de mangler strategier til at komme ud af. Jeg siger på ingen måde, at det er OK, at nogen er udsat for udadreagerende adfærd, men det er en del af børns udvikling at lære at agere i afmagt, og når man bruger ordet vold, undlader man at tage højde for, at børn ikke er færdiggroede som mennesker.
Lige nu ser vi mere udadreagerende adfærd, og det er naturligvis ikke meningen, at man skal gå i skole eller på arbejde og blive slået, bidt eller sparket, så vi skal ikke negligere hændelserne, men være præcise på, hvad der sker, og så handle derefter.
Vi skal arbejde med børns socialisering
Som jeg ser det, vokser antal hændelser på grund af et samspil af flere ting. En af grundene er, at vi har en anden elevgruppe i dag og en ny generation af forældre, og mange børn har virkelig brug for at få trænet deres evner til at indgå i et fællesskab og brug for at blive trænet i ikke at få opfyldt alle deres behov, så snart de opstår. Så vi skal væk fra et meget individuelt syn på børn, og så skal voksne – lærere, pædagoger, forældre – i fællesskab arbejde med børns socialisering. For hvis børn ikke kan udsætte deres behov og tilpasse sig noget, vi alle gør i fællesskab, så kan resultatet være, at de laver uro, bliver frustrerede, slår og sparker.
Her på skolen fik vores ene afdeling i 2022 et påbud fra Arbejdstilsynet om at sikre, at risikoen for vold og trusler blev forebygget. Siden har vi på alle afdelinger arbejdet ihærdigt med at registrere alle episoder – både fysiske og psykiske – så vi kan se en udvikling og håndtere sagerne. Vi har arbejdet med forebyggelse, herunder konfliktnedtrapning, og så har vi lavet en helt ny måde at drive skole på. Vi er gået tilbage til kernen og har fordelt tidligere supplerende resurser fast ud i de enkelte klasser, så der er to lærere/pædagoger i flest mulige timer på alle klassetrin. Den indsats viser indtil videre en effekt.
Brug for flere sprog
Viden er vigtig, så jeg håber, at undersøgelsen kan lave en kortlægning, så godt som det kan lade sig gøre, så vi kan blive oplyste. Man kunne også godt håbe, at undersøgelsen ville få os væk fra de forsimplede replikker og forståelser, for det her er meget mere komplekst end det. Hvis vi ikke kommer væk fra det forsimplede billede, bliver undersøgelsen i bedste fald ligegyldig, og i værste fald kan den gøre skade, hvis det ender med, at politikerne tror, at de alene kan straffe sig ud af den måde, børn agerer på. Vi er nødt til at arbejde pædagogisk med den her udfordring også.
Min bekymring kan være, at skolevæsnet kommer til at knække over, så nogle skoler eller kommuner alene vil arbejde med konsekvens og straf – og andre meget pædagogisk. Men vi er nødt til at bruge flere sprog, og straf er ikke udviklende.
Anja Kjeldergaard Athar er distriktsskoleleder på Grønnevang Skole i Hillerød Kommune. Skolen har omkring 150 medarbejdere og 750 elever fra 0. til 9. klasse – heraf omkring 100 elever i to specialklasserækker. Skolen har tre afdelinger og ligger i et blandet distrikt med familier fra forskellige sociale lag. Omkring 30 % af eleverne er tosprogede – heraf 21 % af ikkevestlig herkomst.
Vi har i den grad brug for viden
Kim Stenholm Paulsen
Skoleleder på Lundehusskolen
Jeg håber, at undersøgelsen kan være med til at nuancere debatten og give en forståelse for omfanget, for lige nu diskuterer vi ikke ud fra reelle ting. Det lyder, som om folkeskolen er præget af rigtig meget vold, og det er ikke korrekt. De fleste dage foregår i ro og harmoni, og selvom alle er enige om, at udadreagerende adfærd – eller hvad vi skal kalde det – er stigende, så er det et fåtal af eleverne, der udøver vold.
For er det vold, når to syvårige river og kradser hinanden i en konflikt, eller der sker en hård skuldertackling i fodbold? Ved at bruge ordet vold presser vi et strafferetligt paradigme ned over børn, vi lægger en intention bag og glemmer at tage højde for børns udvikling, umodne nervesystemer og manglende sproglig og følelsesmæssig modenhed.
Voldsomme hændelser
Det er langt bedre at bruge betegnelsen ’voldsomme hændelser’. Her på skolen har vi de sidste tre-fire år arbejdet intensivt med registrering af ’voldsomme hændelser’ – både de voldsomme og de mindre voldsomme. Vi registrerer både de fysiske og de psykiske hændelser og inden for kategorierne slag, spark, overfald, chikane, afmagt, grænseoverskridende sprog og mobning. Det gør vi for at få viden om hændelserne og for at arbejde med, hvordan vi kan håndtere episoderne, og hvordan de kan forebygges. Selvom vi har meget få af de voldsomme hændelser, blev vi stemplet som topscorer i ’skolevold’ i Berlingske Tidendes artikelserie om forråelse på landets folkeskoler, fordi de havde bedt om aktindsigt hos Arbejdstilsynet, og alt bliver puttet ned i den samme kasse, og dermed bliver det ikke et retvisende billede. Vi havde 554 hændelser registreret i 2024, men kun to af dem var voldsomme hændelser.
Netop risikoen for, at det hele bliver blandet sammen i én stor pærevælling, er en af mine bekymringer omkring undersøgelsen, for det er så forskelligt, hvad skolerne registrerer og hvordan. Så jeg håber, at der i undersøgelsen vil indgå kvalitative interviews med blik for nuancer.
Som at tisse i bukserne
Min frygt er, at undersøgelsen vil gøre problemet større, end det er, så for eksempel et skulderskub i fodbold bliver registreret som vold, og at man fra politisk side vil bruge undersøgelsen til særlige kæpheste – for eksempel ved at anlægge et voksensyn og et strafferetligt perspektiv på hændelserne og have fokus på straf, sanktioner, konsekvenser og udsmidning af børn. Vi er nødt til at tale om, at der er voldsomme hændelser, og at der nogle steder er et voldsomt arbejdsmiljø – men ud fra den kontekst, at vi har med børn at gøre. Ellers vil det være som at tisse i bukserne. Hvis et resultat af undersøgelsen bliver en stramning af ordensbekendtgørelsen, hvor vi skal til at smide flere børn ud, hvor skal de børn så cirkulere hen? Til naboskolen? Så kan de sende børn til os. Resultatet vil blive en gruppe børn, som ingen vil tage sig af, og jeg ved af erfaring herfra, at der står bander ude på gaden, som rigtig gerne vil tage sig af dem. Så vi har i den grad brug for viden, så vi derudfra kan få en god, nuanceret debat og tale løsninger.
Kim Stenholm Paulsen er skoleleder på Lundehusskolen i Emdrup i Københavns Kommune. Skolen har omkring 120 medarbejdere og 600 elever fra 0. til 9. klasse – heraf omkring 90 elever i en specialklasserække. Skolen ligger i et blandet distrikt med familier fra forskellige sociale lag – det er dog primært familier med lav socioøkonomisk score, der vælger skolen. Omkring 37 % af eleverne er tosprogede – stort set alle af ikkevestlig herkomst.
Læs flere artikler
Se oversigt over flere artikler