Er muligheden for at smide elever ud af skolen et greb, som skoleledere har brug for?

Jeg synes altid, det er rart at have beføjelser, så jeg siger ja til muligheden for at smide elever ud som et greb i værktøjskassen. Det vil blive brugt meget sjældent, og jeg vil kun gøre brug af det, hvis der ligger noget fornuftigt i den anden ende.
Der kan være elevadfærd, der fylder så meget og skaber utryghed for medarbejdere og elever, så vi er nødt til at agere. I dag kan vi flytte en elev til en anden kommunal skole, hvis der er plads, eller vi kan udsluse til praktik, ungdomsskole eller specialskole, men nogle gange kan vi ikke visitere videre. Her sætter vi typisk ekstra resurser på – ofte via én til én-undervisning – væk fra fællesskabet.

Fyldt med etiske dilemmaer

Når jeg gerne vil have mulighed for at smide elever ud, er det, fordi de eksisterende værktøjer ikke altid er nok. Når vi eksempelvis står i en situation, hvor vi for at skabe et trygt arbejdsmiljø for medarbejdere og et godt læringsrum for elever har brug for at trække hurtigt af[LJ1] , og hvor nogle af de her elever har brug for et noget længere træk – end fem dages bortvisning eller de maksimum 10 skoledage på et skoleår, som Ordensbekendtgørelsen giver os mulighed for i dag.
Vi har oplevet elever med kniv og elever smadre ruder med sten, og vi kan ikke have elever med udadreagerende, truende adfærd – med eller uden våben. Så jeg vil gerne have muligheden, men der skal være nogen, der samler dem op. For hvis de bare bliver overladt til sig selv og kommer ud i yderligere marginalisering, duer det ikke.
Jeg er enig i præmissen om nultolerance over for vold og kriminalitet i folkeskolen, men samtidig er nultolerance ikke lig med nulforståelse, og det her er et felt fyldt med etiske dilemmaer.  
Hvis vi sammenligner med resten af samfundet, og nogle begår voldskriminalitet, sætter vi dem i fængsel – tager dem væk fra fællesskabet, men her taler vi børn og unge, og det gør en kæmpe forskel. Så vi har fællesskab og inklusion på den ene side og læringsmiljø og arbejdsmiljø på den anden side, og der skal være en skarp opmærksomhed på, at det ikke bliver en glidebane, for en bortvisning har meget store konsekvenser.

Pædagogiske hjemsendelser

Får vi ikke mulighed for bortvisninger med gode tilknyttede indsatser efterfølgende, har vi brug for et endnu tættere samarbejde omkring barnet – også med socialforvaltning. Derudover kompetenceløft til lærerne og hurtigere visitation.
Her på skolen har vi i nogle år arbejdet med pædagogiske hjemsendelser, hvor lærere og pædagoger tager beslutningen om, at skoledagen slutter for i dag – for elever, der mobber, driller, er fysisk voldsomme, destruerer læringsrummet, ikke taler ordentligt til lærerne, går over medarbejdernes grænser.
Tidligere kom medarbejdere og elever op til mig, og jeg skulle så beslutte, uden at have været i rummet og ofte ud fra to forskellige versioner, hvad der skulle ske. Efter at vi har lagt beslutningsgrundlaget ud til lærere og pædagoger, har vi fået et andet og bedre læringsmiljø. Medarbejderen kontakter også forældrene, så barnet kan komme hjem, og næste dag må barnet komme retur til fællesskabet i skolen.

I Aarhus Kommune arbejder vi med bredere børnefællesskaber, hvor vi skaber rammer, som alle kan være i. Det ved jeg ikke, hvordan er muligt,[LJ2]  hvis man har en eksklusionsmulighed i baglommen. Et sceneskift kan godt være nødvendigt for en elev, for et fællesskab kan også underbygge uhensigtsmæssig adfærd, og jeg er på ingen måde imod konsekvens, men det skal hænge sammen med læringssynet og børnesynet, og det at bortvise elever – den ultimative afvisning – det duer ikke hos os.
Allerede i dag har vi en del greb i Ordensbekendtgørelsen med hjemsendelse og flytning til anden skole – en mulighed, jeg dog aldrig har benyttet mig af, og jeg har heller aldrig modtaget en elev fra en anden skole. For mig handler det ikke om flere beføjelser eller om at tage hårdere fat, men om, at lærere og pædagoger arbejder under tydelige rammer, så de har handlemuligheder.

Vi skal arbejde med vold  

Jeg tænker ikke, vi løser problemet ved at smide børn ud. Nogle gange kan det være nødvendigt at sende nogle hjem – ikke for det pågældende barn, men for de andre børn, og selvfølgelig skal en elev ikke møde ind dagen efter, hvis eleven har slået en lærer ned. Og er man ekstremt voldelig, skal man ikke være i folkeskolen, så er man specialskolebarn.
Men det er en underlig tilgang at have til børn og sige; du skal væk herfra. Vi skal hellere have fokus på, hvad det trigger. Vi skal aldrig acceptere vold, men vi skal være villige til at arbejde med vold, og i skoleregi har der altid været brugt vold og fysisk adfærd – også da jeg var barn, men bliver vold vores sprog, er det rigtig bekymrende.
Der er ingen tvivl om, at folkeskolen har en anden opgave end for 25 år siden, og vi skal arbejde langt mere med social træning og følelsesmæssig håndtering. Her på skolen har vi lige indført ”Diamantforløb” – følelsesorienterede forløb, og lige nu har vi et forløb for en gruppe drenge på 6. årgang, som er særligt hurtige på aftrækkeren. Her arbejder vi med, hvad der ligger bag vreden, og hvilke redskaber man kan bruge til at håndtere vreden. Vi begyndte i indskolingen, for når børn ikke har så meget sprog, er de hurtigere til at bruge fysisk adfærd som sprog, og så er det også noget med ikke at give dårlige vaner.

Større krav til forældre

Folkeskolen skal som princip kunne rumme alle, og det er netop i store og sunde fællesskaber, at man har mulighed for at ændre adfærd. Så vi har ikke brug for en ret til at smide elever ud. For det får ikke unge til at ændre løbebane.
Jeg vil også være nervøs for, om det vil blive gjort for hurtigt – og hvor eleverne skal sendes hen. Smider vi ud til ingenmandsland, skal der nok stå andre klar til at gribe – for eksempel bander. For unge på jagt efter et nyt fællesskab kan man nemt få til at gøre dumme ting.
I stedet skal vi fokusere på pædagogisk forebyggende, tidlige indsatser, investere mere i folkeskolen, så vi kan gå tættere på eleverne, og så skal vi have forældrene mere på banen. Vi skal kunne stille større krav, og der er måske behov for udmeldinger fra kommuner eller ministerium i forhold til forældrenes ansvar. For det er afgørende, at forældre spiller med.

Helt grundlæggende synes jeg, det er for radikalt at smide elever ud. Folkeskolen skal være folkets skole – for alle, og jeg ser det som en styrke, at vi ikke har retten til at smide elever ud. Fordi vi er tvunget til at arbejde med de elever, vi har, og vi er nødt til at stå på tæer hver eneste dag for at lykkes med opgaven.

Jeg er sådan set enig i, at vi skal have nultolerance og ikke acceptere vold og kriminalitet, men derfra og til at smide en elev ud er der simpelthen for langt.

Nogle gange kan man godt have lyst til at smide en elev ud for at beskytte de andre elever, og alle ansatte kan stå i en situation, hvor de er fyldt op og har lyst til at sige stop, men helt generelt har vi ikke brug for flere straffemæssige konsekvenser.

Tilstrækkeligt med greb

Ordensbekendtgørelsen er tilstrækkelig, for den giver også mulighed for at sende elever hjem. Her på skolen bruger vi jævnligt det at sende en elev hjem på dagen for en hændelse, fordi det er bedst for alle, at der laves en timeout, og eleven så kommer retur dagen efter. Vi kan også godt sende en voldelig elev hjem i nogle dage, men den fulde margen på 10 dage bruger vi sjældent. Ved hjemsendelser orienterer vi forældre, holder møder med elever, forældre, pædagoger og lærere og laver aftaler om, hvad vi gør, næste gang bølgerne går højt. Vi laver måske også en underretning på eleven.

I øjeblikket har vi også en enkelt elev overflyttet til en anden skole, her hos os har eleven chikaneret både elever og lærere – også med fysisk vold, men det går godt på den anden skole.

Ret til udsmidning af elever er fyldt med dilemmaer. For på den ene side skal ofre for vold ikke møde deres voldsmand, og både elever og medarbejdere skal være trygge, men samtidig skal vi ikke ekskludere elever, skabe et a- og et b-hold. Her savner jeg svar på, hvad eleverne skal smides ud til, for de lærer ikke noget af at blive smidt et sted hen med andre voldelige. Folkeskolen er den eneste institution med plads til alle, og det skal vi holde fast i.

Noget spænder ben

I stedet for ret til udsmidning har vi brug for et bedre samarbejde med de sociale myndigheder, SSP, PPR. Vi har et samarbejde i dag, men noget spænder ben, for informationer går tabt, og i de store sager oplever vi, at den ene hånd ikke ved, hvad den anden laver.

Samtidig skal der nogle massive midler til, for eksempel investering i tolærerordninger i alle timer.

Jeg kunne også godt tænke mig mulighed for at sende elever ud i praktik tidligere. I dag må jeg kun gøre det, hvis eleverne går i 8. eller 9. klasse, her kunne jeg godt tænke mig, at det var muligt i 7. og nogle gange også i 6. klasse. Fordi de her praktikker kan give et afbræk for udadreagerende elever og være med til at hjælpe dem på rette spor.

Der mangler også noget i forhold til forældrene, vi skal have et bedre system med krav og hjælp til forældrene. Hvis vi laver en underretning, men familien siger, at de ikke har brug for hjælp, og det ikke er noget virkelig grelt, så bliver sagen lukket.

‍