Indspark
27.5.2024

Det kræver volumen og fleksibilitet at etablere erhvervsklasser

Med den nye aftale om folkeskolens kvalitetsprogram er etablering af en juniormesterlæreordning landet på skoleledernes bord. I nogle kommuner findes lignende tilbud i dag, blandt andet i Svendborg. Tre parter herfra giver deres bud på, hvad der skal til for at lykkes med ordningen.
Hør historien i Plenum Lyd

Fra skoleåret 2025/26 skal alle elever i udskolingen (8. og 9. klasse) have mulighed for at gå i juniormesterlære, hvor man for eksempel kun er i skole tre dage om ugen og i praktik i en virksomhed de resterende to dage. Nogle kommuner har allerede et lignende tilbud, eud 8/9, ofte kaldet erhvervsklasser, men nu skal det være en ret for alle elever og en pligt for kommunerne.  I dag går 11 % ifølge tal fra Børne- og undervisningsministeriet ud af folkeskolen uden en bestået afgangseksamen. Det håber minister Mattias Tesfaye, at juniormesterlæren kan være med til at ændre på. Ordningen giver mere arbejde for skolelederne. De skal tilrettelægge ordningen, herunder hvornår på skoleåret elever kan tilmeldes. Desuden skal de godkende og sikre opsyn med praktikforløbet. Formand for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, peger blandt andet på, at den nye juniormesterlære kræver et meget stort koordineringsarbejde mellem skole, forældre og lokale virksomheder.  I de fleste kommuner vil man være nødt til at gå sammen om tilbuddet. Det er svært at placere en elev i juniormesterlære i en almen klasse, fordi eleven er væk i praktik en til to dage om ugen fra klassen. En skole med for eksempel 300 elever vil simpelthen ikke have nok elever på årgangene til at etablere en JML-klasse.  Erhvervslinjen på Vestermarkskolen i Svendborg samler elever fra hele kommunen. Den har været i gang i to år og kommer på mange måder tæt på det, man forestiller sig med juniormesterlæren.  
En skoleleder, en praktikkoordinator og en virksomhed fortæller her om deres erfaringer. Blandt andet hvad det kræver at få den rigtige elevgruppe, og hvordan man sikrer sig, at man har nok resurser og praktikpladser på blandt andet erhvervsskoler og virksomheder.

Den videre proces
Aftalen om Folkeskolens Kvalitetsprogram – frihed og fordybelse er lavet mellem regeringen og Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.
Børne- og undervisningsministeren vil fremsætte lovforslag om de initiativer, der kræver lovændring, i efteråret 2024. Det gælder blandt andet for juniormesterlæren.
Se hele aftalen
Elever på ordningen bør samles i en særlig erhvervsklasse

Overordnet er det eneste rigtige, at skolerne tilbyder en erhvervslinje eller juniormesterlære. Mange skoletrætte elever i udskolingen oplever en kæmpe glæde over, at de pludselig lykkes. Vi har en fraværsprocent på 5-6 % på erhvervslinjen. Det er noget lavere end landsgennemsnittet, så det siger en del.
For tiden har vi 13 elever i 9. klasse på E-linjen. Tre af dem har allerede fået en læreplads, fire skal starte på erhvervsskole, og resten skal videre i enten 10. klasse eller på efterskole. Kun en ved endnu ikke, hvad han vil.  
Noget af det, vi slog os på i starten, var at finde de rigtige elever. Hvad er det for en type elever, vi får ind? Hvordan finder man ud af, om det er en, der oprigtigt ønsker at komme på erhvervslinjen?  
Vi skal sikre, at eleverne er interesserede i at komme i praktik og kan fungere i det.  

Resurser og hensyn

Endnu ved vi ikke så meget om, hvordan juniormesterlæren (JML) helt konkret bliver udmøntet.  
Men ingen tvivl om, at det giver skolelederne mere arbejde. Vi skal finde de rigtige medarbejdere, blandt andet som koordinator på ordningen, ellers ender det hele på lederens bord.
I store træk handler udfordringerne om resurser: at have nok og have de rigtige. Og at kunne tage hensyn til elever, der i forvejen er sårbare. Lige nu bruger jeg, hvad der svarer til mere end to en halv lærerstilling på vores tilbud, fordi mange af de elever, vi får, har haft så dårlige oplevelser i skolen og derfor kræver ekstra støtte for at blive klar til erhvervsskolerne.
Hvis jeg sad på en skole med 300 elever, ville det bekymre mig, hvordan jeg skulle kunne lykkes med det, hvis der kun er tre JML-elever. Er det så en skolepligt eller en kommunalpligt? JML kræver volumen og dermed hele kommunen, ellers bliver det alt for dyrt for den enkelte skole. Hvis skolen skal gøre det alene, ville det også betyde store strukturændringer i udskolingen, som ville få betydning for alle de andre elever.  
I en almen klasse vil det være svært at få det til at fungere med JML, da det ville kræve, at alle timerne i dansk, matematik, engelsk og fysik skal lægges på tre dage, for at eleverne får et sammenhængende undervisningsforløb. Det vil stille nærmest umulige krav til skemalægningen.
Hvis man bliver nødt til at lave ordningen i en almindelig klasse, kræver det, at man sørger for, at alle kender spillet, så de unge i JML ikke føler sig sat ud på et sidespor. Hvis en elev er væk to dage om ugen i praktik, kan de ikke følge med i klasseundervisningen.
Det giver desuden sammenhold i klassen, når alle er ude i praktik og derefter i skole samtidig. Derfor er det at foretrække, at juniormesterlæreordningen bliver erhvervsklasser.

Udvidet brobygning

Et tæt samarbejde med erhvervsskolerne er nødvendigt og vigtigt, fordi de aftager en stor del af eleverne.  
De unge kan ofte kun se, at de skal være det samme som deres forældre. Pludselig opdager de, at der er 107 uddannelser på erhvervsskolerne.
Det er en kæmpeverden, der kan åbne sig for dem. Det kræver en udvidet brobygning til erhvervsskolerne, fordi det er en stor opgave, de pludselig skal løfte med JML. Hvis man skal give eleverne gode oplevelser på erhvervsskolerne og gøre dem interesserede i at tage en uddannelse den vej og lave nogle forløb, kræver det også, at der er nogle penge til erhvervsskolerne. Lige nu har vi lavet gode aftaler med Svendborg Erhvervsskole, så når vores elever er hos dem, er det brobygning, og vi betaler kun, hvis vores elever ikke dukker op.  
Som skoleleder bliver man nødt til at orientere sig i lokalområdet, når man skal ud at lave aftaler med erhvervslivet for at finde egnede praktikpladser. Man skal for eksempel sikre sig, at virksomhederne overholder reglerne. Det er jo skolen, der forsikrer eleverne. Man skal løbende have et samarbejde med praktikstedet, så både skole og virksomhed har styr på eleverne og kan snakke rettidigt, hvis der opstår mistrivsel.  
Det er vigtigt, at de virksomheder, vi sender elever ud til, er med til at booste de unge. Det er også der, de skal lykkes.

Nikolai Stougaard Skibdal er skoleleder på Vestermarksskolen i Svendborg.
Siden august 2022 har skolen haft en erhvervslinje, hvor der optages op til 20 elever på 8. og 9. klassetrin fra hele kommunen.  

Praktikpladser fikser ikke alt

For det første skal skolelederen sørge for at have engagerede medarbejdere. Og som leder skal man virkelig være synlig og til rådighed. Det kræver en åben dør ind til lederen, for nogle gange kan det godt være en stor udfordring at få det hele til at gå op.  
For det andet skal man være skarp på elevprofilen, så eleverne er egnet til erhvervslinjen (E-linjen) eller juniormesterlæreordningen (JML).  
Og praktikpladser fikser ikke alt. Der kan sagtens være brug for sparring med PPR og skolepsykolog.  
Hvis der ikke ligger papirer på en elev, og vi kan mærke, der er noget galt, sætter vi maskineriet i gang. Hvis vi har en mistanke om, at eleven er ordblind, og han eller hun ikke er blevet testet, så gør vi selvfølgelig det. Eller vi kan genteste dem. Hvis eleven for eksempel har nogle kognitive udfordringer og har en langsom arbejdshukommelse eller let bliver forstyrret, er det vigtigt at vide det, så man kan tage de hensyn og skærme barnet.
Vi skal gøre dem klar til et andet skoleforløb efter 9. klasse. For selvom man vil være landmand, skal man jo stadig gå i skole.  

Det svære nej

Alt står og falder med elevgruppen. I de to år, vi har kørt erhvervslinjen, har elevgruppen været meget forskellig. Man skal være meget fleksibel for at få sådan en klasse til at fungere. Vi er to klasselærere, og min medklasselærer er også læsevejleder. De unges udfordringer ligger ofte i skoledelen, fordi det også er her, de har slået sig før. De har dårlige erfaringer og strategier.  
De kommer her, fordi de rigtig gerne være en del af en arbejdsplads. Vi sender dem ikke ud i tvungne opgaver, men i praktik, de selv har valgt. Det er noget af det, der gør forskellen.  
Derudover skal vi have det vigtige samarbejde med forældrene op at køre.  
Vi har et tæt samarbejde med vores UU-vejleder, som peger på os, når han er i kontakt med elever, som slår sig på den traditionelle skole.  
De unge skal ansøge om at komme på E-Linjen, blandt andet skal de sende en skoleudtalelse, og de skal igennem en optagelsessamtale. Ved sidste optag tog vi 14 ind, og to fik nej. Vi tager kun dem ind, som vi er sikre på egner sig, og som passer på profilen. De skal kunne se sig selv være i praktik to gange om ugen og skal have været i ugepraktik. Hvis det kun er mor og far, som synes, de skal gå der, kommer de ikke ind. Det svære er at sige nej, for vi vil jo rigtig gerne hjælpe dem.

Hænderne kobles på

Til første skole-hjem-samtale kommer forældrene til os med skuldrene nede. De siger: ”Nu har vi en ung, som står op om morgenen af sig selv, pakker taske og tager i skole, som ikke har ondt i maven længere og ikke har sygefravær.”  
Vi har haft flere, som tidligere har haft et kæmpe fravær, og det er faldet, efter de er kommet på E-linjen.
For mange af vores elever er læringskæden hoppet af i deres skoleforløb, fordi tempoet er sat op. Det er blevet for komplekst, for abstrakt, fordi man kobler hænderne af. Mange af dem er ordblinde drenge.
Vi kobler hænderne på igen og piller kompleksiteten ud, giver dem et pusterum, hvor de kan arbejde praktisk. Vi har haft 13, der er gået til prøve, af dem har ni haft forlænget tid til eksamen, fordi de har udfordringer.

Susanne Skovgaard Andersen er praktikkoordinator, klasselærer (en ud af to), matematikvejleder og underviser i matematik, fysik og kemi på erhvervslinjen på Vestermarksskolen i Svendborg.

Eleverne kan afprøve faget, uden vi binder os

Det vigtigste er, at de unge har lysten og interessen for det, og de må gerne være lidt energiske. Og så gør det ikke noget, at de kan lide at rode med det tekniske.  
Det gode ved denne ordning med erhvervslinjen er, at uden vi skal binde os til noget, har vi mulighed for at finde ud af, om de unge har interessen og evnerne til faget. Eleven kan sidde på skuldrene af os og lære stille og roligt, uden at det koster os penge. Vi har haft nogle lærlinge, som simpelthen var for grønne. Det var en helt ny verden for dem at være på et værksted, fordi de ikke har haft mulighed for at afprøve faget eller miljøet. Så bliver det en for lang vej for en mindre virksomhed som vores.
Vi har haft en praktikant, der selv kom herud til os for at høre, om han kunne komme i praktik hos os. Han var blevet opmærksom på os gennem en af sin fars venner. Vi har haft ham både i 8. og 9. klasse, det vil sige to år, og han starter i lære som skibsmontør hos os til august.  
Fra sommeren 2025 regner vi med at skulle have en praktikant mere. Vores nuværende praktikant har anlæg for faget og er utrolig energisk. Når han er færdig med en opgave, kommer han springende og spørger, hvad så nu? Vi skal aldrig rende og lede efter ham. Han har gå-på-mod, og hvis der er noget, der er gået i stykker, kommer han og siger det. Og så er han en sød, smilende og dejlig dreng at være i nærheden af. Han giver noget ungdommelighed og liv til vores lille arbejdsplads. Det bliver svært at finde en, der er så god som ham. Men hvis vi bare kan finde en, der er energisk, og som vil det, er vi langt.
Det betyder ikke så meget, hvordan det kommer i stand, men der skal selvfølgelig være en praktikaftale. Vi har nærmest ikke noget samarbejde med praktikkoordinator og skolen. Det er gået gennem vores praktikant, hvis han ikke har kunnet komme på grund af skolen, og sådan skal det helst være. Og det er godt at vide, at vi kan trække på koordinatoren eller skolen, hvis der skulle blive brug for det.

Praktik giver motivation

Det er altid vigtigt, at den unge matcher virksomheden. Ellers går det jo ikke.  
Jeg vil til enhver tid anbefale andre virksomheder at blive praktiksted. Jeg er ikke bange for at tage en praktikant, det ikke er gået så godt for i skolen. Jeg synes, det er godt at kunne hjælpe nogen, der ikke har det så let i skolen.  
Selv ville jeg i den alder ikke have været i tvivl om, at det var den vej, jeg skulle gå. Det giver motivation at komme i praktik. Jeg kan huske, da jeg selv gik i folkeskolen, der kunne jeg slet ikke se, hvad jeg skulle bruge de forskellige fag til. Det var bare noget, der skulle overstås. Når man så kommer i praktik og kan se, at der er et formål med det, man skal lære, vækker det interessen for skolefagene på en helt anden måde.  

Jens Peter Sindberg er medejer på Faaborg Bådebyggeri og Motorværksted. Det er en mindre virksomhed, hvor de er to ejere og har to faste mand, en elektriker og en bådebygger.  
Virksomheden har haft elever i praktik i både 8. og 9. klasse og vil gerne have en ny praktikant.

Vi skal sikre, at eleverne er interesserede i at komme i praktik

Nikolai Stougaard Skibdal

Skoleleder

Foto
Elever på ordningen bør samles i en særlig erhvervsklasse

Overordnet er det eneste rigtige, at skolerne tilbyder en erhvervslinje eller juniormesterlære. Mange skoletrætte elever i udskolingen oplever en kæmpe glæde over, at de pludselig lykkes. Vi har en fraværsprocent på 5-6 % på erhvervslinjen. Det er noget lavere end landsgennemsnittet, så det siger en del.
For tiden har vi 13 elever i 9. klasse på E-linjen. Tre af dem har allerede fået en læreplads, fire skal starte på erhvervsskole, og resten skal videre i enten 10. klasse eller på efterskole. Kun en ved endnu ikke, hvad han vil.  
Noget af det, vi slog os på i starten, var at finde de rigtige elever. Hvad er det for en type elever, vi får ind? Hvordan finder man ud af, om det er en, der oprigtigt ønsker at komme på erhvervslinjen?  
Vi skal sikre, at eleverne er interesserede i at komme i praktik og kan fungere i det.  

Resurser og hensyn

Endnu ved vi ikke så meget om, hvordan juniormesterlæren (JML) helt konkret bliver udmøntet.  
Men ingen tvivl om, at det giver skolelederne mere arbejde. Vi skal finde de rigtige medarbejdere, blandt andet som koordinator på ordningen, ellers ender det hele på lederens bord.
I store træk handler udfordringerne om resurser: at have nok og have de rigtige. Og at kunne tage hensyn til elever, der i forvejen er sårbare. Lige nu bruger jeg, hvad der svarer til mere end to en halv lærerstilling på vores tilbud, fordi mange af de elever, vi får, har haft så dårlige oplevelser i skolen og derfor kræver ekstra støtte for at blive klar til erhvervsskolerne.
Hvis jeg sad på en skole med 300 elever, ville det bekymre mig, hvordan jeg skulle kunne lykkes med det, hvis der kun er tre JML-elever. Er det så en skolepligt eller en kommunalpligt? JML kræver volumen og dermed hele kommunen, ellers bliver det alt for dyrt for den enkelte skole. Hvis skolen skal gøre det alene, ville det også betyde store strukturændringer i udskolingen, som ville få betydning for alle de andre elever.  
I en almen klasse vil det være svært at få det til at fungere med JML, da det ville kræve, at alle timerne i dansk, matematik, engelsk og fysik skal lægges på tre dage, for at eleverne får et sammenhængende undervisningsforløb. Det vil stille nærmest umulige krav til skemalægningen.
Hvis man bliver nødt til at lave ordningen i en almindelig klasse, kræver det, at man sørger for, at alle kender spillet, så de unge i JML ikke føler sig sat ud på et sidespor. Hvis en elev er væk to dage om ugen i praktik, kan de ikke følge med i klasseundervisningen.
Det giver desuden sammenhold i klassen, når alle er ude i praktik og derefter i skole samtidig. Derfor er det at foretrække, at juniormesterlæreordningen bliver erhvervsklasser.

Udvidet brobygning

Et tæt samarbejde med erhvervsskolerne er nødvendigt og vigtigt, fordi de aftager en stor del af eleverne.  
De unge kan ofte kun se, at de skal være det samme som deres forældre. Pludselig opdager de, at der er 107 uddannelser på erhvervsskolerne.
Det er en kæmpeverden, der kan åbne sig for dem. Det kræver en udvidet brobygning til erhvervsskolerne, fordi det er en stor opgave, de pludselig skal løfte med JML. Hvis man skal give eleverne gode oplevelser på erhvervsskolerne og gøre dem interesserede i at tage en uddannelse den vej og lave nogle forløb, kræver det også, at der er nogle penge til erhvervsskolerne. Lige nu har vi lavet gode aftaler med Svendborg Erhvervsskole, så når vores elever er hos dem, er det brobygning, og vi betaler kun, hvis vores elever ikke dukker op.  
Som skoleleder bliver man nødt til at orientere sig i lokalområdet, når man skal ud at lave aftaler med erhvervslivet for at finde egnede praktikpladser. Man skal for eksempel sikre sig, at virksomhederne overholder reglerne. Det er jo skolen, der forsikrer eleverne. Man skal løbende have et samarbejde med praktikstedet, så både skole og virksomhed har styr på eleverne og kan snakke rettidigt, hvis der opstår mistrivsel.  
Det er vigtigt, at de virksomheder, vi sender elever ud til, er med til at booste de unge. Det er også der, de skal lykkes.

Nikolai Stougaard Skibdal er skoleleder på Vestermarksskolen i Svendborg.
Siden august 2022 har skolen haft en erhvervslinje, hvor der optages op til 20 elever på 8. og 9. klassetrin fra hele kommunen.  

Man skal være meget fleksibel for at få sådan en klasse til at fungere

Susanne Skovgaard Andersen

Praktikkoordinator

Foto
Praktikpladser fikser ikke alt

For det første skal skolelederen sørge for at have engagerede medarbejdere. Og som leder skal man virkelig være synlig og til rådighed. Det kræver en åben dør ind til lederen, for nogle gange kan det godt være en stor udfordring at få det hele til at gå op.  
For det andet skal man være skarp på elevprofilen, så eleverne er egnet til erhvervslinjen (E-linjen) eller juniormesterlæreordningen (JML).  
Og praktikpladser fikser ikke alt. Der kan sagtens være brug for sparring med PPR og skolepsykolog.  
Hvis der ikke ligger papirer på en elev, og vi kan mærke, der er noget galt, sætter vi maskineriet i gang. Hvis vi har en mistanke om, at eleven er ordblind, og han eller hun ikke er blevet testet, så gør vi selvfølgelig det. Eller vi kan genteste dem. Hvis eleven for eksempel har nogle kognitive udfordringer og har en langsom arbejdshukommelse eller let bliver forstyrret, er det vigtigt at vide det, så man kan tage de hensyn og skærme barnet.
Vi skal gøre dem klar til et andet skoleforløb efter 9. klasse. For selvom man vil være landmand, skal man jo stadig gå i skole.  

Det svære nej

Alt står og falder med elevgruppen. I de to år, vi har kørt erhvervslinjen, har elevgruppen været meget forskellig. Man skal være meget fleksibel for at få sådan en klasse til at fungere. Vi er to klasselærere, og min medklasselærer er også læsevejleder. De unges udfordringer ligger ofte i skoledelen, fordi det også er her, de har slået sig før. De har dårlige erfaringer og strategier.  
De kommer her, fordi de rigtig gerne være en del af en arbejdsplads. Vi sender dem ikke ud i tvungne opgaver, men i praktik, de selv har valgt. Det er noget af det, der gør forskellen.  
Derudover skal vi have det vigtige samarbejde med forældrene op at køre.  
Vi har et tæt samarbejde med vores UU-vejleder, som peger på os, når han er i kontakt med elever, som slår sig på den traditionelle skole.  
De unge skal ansøge om at komme på E-Linjen, blandt andet skal de sende en skoleudtalelse, og de skal igennem en optagelsessamtale. Ved sidste optag tog vi 14 ind, og to fik nej. Vi tager kun dem ind, som vi er sikre på egner sig, og som passer på profilen. De skal kunne se sig selv være i praktik to gange om ugen og skal have været i ugepraktik. Hvis det kun er mor og far, som synes, de skal gå der, kommer de ikke ind. Det svære er at sige nej, for vi vil jo rigtig gerne hjælpe dem.

Hænderne kobles på

Til første skole-hjem-samtale kommer forældrene til os med skuldrene nede. De siger: ”Nu har vi en ung, som står op om morgenen af sig selv, pakker taske og tager i skole, som ikke har ondt i maven længere og ikke har sygefravær.”  
Vi har haft flere, som tidligere har haft et kæmpe fravær, og det er faldet, efter de er kommet på E-linjen.
For mange af vores elever er læringskæden hoppet af i deres skoleforløb, fordi tempoet er sat op. Det er blevet for komplekst, for abstrakt, fordi man kobler hænderne af. Mange af dem er ordblinde drenge.
Vi kobler hænderne på igen og piller kompleksiteten ud, giver dem et pusterum, hvor de kan arbejde praktisk. Vi har haft 13, der er gået til prøve, af dem har ni haft forlænget tid til eksamen, fordi de har udfordringer.

Susanne Skovgaard Andersen er praktikkoordinator, klasselærer (en ud af to), matematikvejleder og underviser i matematik, fysik og kemi på erhvervslinjen på Vestermarksskolen i Svendborg.

De unge skal have lysten og interessen og må gerne være lidt energiske

Jens Peter Sindberg

Virksomhedsejer

Foto
Eleverne kan afprøve faget, uden vi binder os

Det vigtigste er, at de unge har lysten og interessen for det, og de må gerne være lidt energiske. Og så gør det ikke noget, at de kan lide at rode med det tekniske.  
Det gode ved denne ordning med erhvervslinjen er, at uden vi skal binde os til noget, har vi mulighed for at finde ud af, om de unge har interessen og evnerne til faget. Eleven kan sidde på skuldrene af os og lære stille og roligt, uden at det koster os penge. Vi har haft nogle lærlinge, som simpelthen var for grønne. Det var en helt ny verden for dem at være på et værksted, fordi de ikke har haft mulighed for at afprøve faget eller miljøet. Så bliver det en for lang vej for en mindre virksomhed som vores.
Vi har haft en praktikant, der selv kom herud til os for at høre, om han kunne komme i praktik hos os. Han var blevet opmærksom på os gennem en af sin fars venner. Vi har haft ham både i 8. og 9. klasse, det vil sige to år, og han starter i lære som skibsmontør hos os til august.  
Fra sommeren 2025 regner vi med at skulle have en praktikant mere. Vores nuværende praktikant har anlæg for faget og er utrolig energisk. Når han er færdig med en opgave, kommer han springende og spørger, hvad så nu? Vi skal aldrig rende og lede efter ham. Han har gå-på-mod, og hvis der er noget, der er gået i stykker, kommer han og siger det. Og så er han en sød, smilende og dejlig dreng at være i nærheden af. Han giver noget ungdommelighed og liv til vores lille arbejdsplads. Det bliver svært at finde en, der er så god som ham. Men hvis vi bare kan finde en, der er energisk, og som vil det, er vi langt.
Det betyder ikke så meget, hvordan det kommer i stand, men der skal selvfølgelig være en praktikaftale. Vi har nærmest ikke noget samarbejde med praktikkoordinator og skolen. Det er gået gennem vores praktikant, hvis han ikke har kunnet komme på grund af skolen, og sådan skal det helst være. Og det er godt at vide, at vi kan trække på koordinatoren eller skolen, hvis der skulle blive brug for det.

Praktik giver motivation

Det er altid vigtigt, at den unge matcher virksomheden. Ellers går det jo ikke.  
Jeg vil til enhver tid anbefale andre virksomheder at blive praktiksted. Jeg er ikke bange for at tage en praktikant, det ikke er gået så godt for i skolen. Jeg synes, det er godt at kunne hjælpe nogen, der ikke har det så let i skolen.  
Selv ville jeg i den alder ikke have været i tvivl om, at det var den vej, jeg skulle gå. Det giver motivation at komme i praktik. Jeg kan huske, da jeg selv gik i folkeskolen, der kunne jeg slet ikke se, hvad jeg skulle bruge de forskellige fag til. Det var bare noget, der skulle overstås. Når man så kommer i praktik og kan se, at der er et formål med det, man skal lære, vækker det interessen for skolefagene på en helt anden måde.  

Jens Peter Sindberg er medejer på Faaborg Bådebyggeri og Motorværksted. Det er en mindre virksomhed, hvor de er to ejere og har to faste mand, en elektriker og en bådebygger.  
Virksomheden har haft elever i praktik i både 8. og 9. klasse og vil gerne have en ny praktikant.

Læs flere artikler

Se oversigt over flere artikler