Guide
16.2.2026

10 greb til co-teaching i inklusions- og udviklingsarbejdet

Co-teaching er mere end en metode og to lærere i undervisningen. Ifølge forfatter og forsker Micki Sunesen kræver det ledelse, organisering og fælles mål. Her viser han, hvordan skoleledelser kan arbejde strategisk med co-teaching som løftestang for inklusion, samarbejde og skoleudvikling.
1. Tænk ikke co-teaching som en metode

Co-teaching er mere end en pædagogisk metode. Det er en måde at organisere professionelt samarbejde på, hvor fælles og systematisk forberedelse, udførelse og evaluering er helt centrale elementer, der påvirker både undervisning og organisering og kræver tydelig ledelse. Derfor får co-teaching betydning for skolens kultur, struktur og resurseanvendelse. Det forudsætter, at ledelsen ser co-teaching som et organisatorisk greb og ikke som et individuelt didaktisk valg.

2. Afklar skolens bærende inklusionsforståelse

Før I arbejder med co-teaching, er det afgørende at afklare, hvad inklusion betyder på jeres skole – er det for eksempel individuel støtte af elever eller udvikling af inkluderende fællesskaber og undervisningen, så flere kan være med? Valget har betydning for, hvad formålet med co-teaching er, hvad det kan bruges til, hvordan indsatsen organiseres, pædagogisk praksis og forventningerne til de professionelle. Uden fælles forståelse risikerer arbejdet at trække i forskellige retninger.

3. Skab demokratisk indflydelse og mening

Arbejdet med co-teaching står stærkest, når det udspringer af dialog og fælles refleksion på skolen. Når medarbejderne oplever, at de har indflydelse på, hvorfor og hvordan I arbejder med co-teaching, og forstår de udfordringer, som co-teaching skal være med til at løse, øges ejerskab og motivation. Mening opstår ikke kun i opstartsfasen, men formes løbende gennem konkrete erfaringer i praksis – også når arbejdet er komplekst og udfordrende.

4. Gear organisationen, og læg en plan

Co-teaching kræver prioritering og realistisk planlægning. Det er sjældent hensigtsmæssigt at starte med hele skolen på én gang. Skær indsatsen til, så den matcher skolens resurser og formål, og start dér, hvor behovet og potentialet er størst. For eksempel på udvalgte årgange eller i bestemte fag. En tydelig plan, der viser, hvem der deltager, øver sig først, hvordan erfaringerne kan bruges aktivt, og arbejdet skal udvikle sig over tid, gør indsatsen mere bæredygtig.

5. Rammesæt samarbejdet stramt fra start

Tydelige rammer for fælles forberedelse og evaluering er afgørende, når professionelle skal samarbejde på nye måder. Ledelsen må rammesætte samarbejdet stramt fra start og tage ansvar for at udpege, hvad der skal ske hvornår og hvordan – gerne i dialog med medarbejderne, men med tydelige forventninger. Klare rammer er ikke et spørgsmål om kontrol, men en forudsætning for, at samarbejdet bliver systematisk og kan udvikle sig frem for at bero på tilfældighed og individuelle vaner.

6. Brug co-teaching til at komme tæt på det didaktiske lag

Co-teaching giver ledelsen mulighed for at komme tættere på det didaktiske arbejde i praksis end tradition observation af undervisning. Når skolen afsætter tid til fælles forberedelse og evaluering, opstår der et professionelt rum, hvor ledelsen kan lytte med, stille spørgsmål og sparre om didaktiske valg, prioriteringer og faglige dilemmaer. Det giver indblik i de overvejelser, der ligger før og efter undervisningen, og dermed et mere præcist og praksisnært grundlag for ledelsesbeslutninger.

7. Brug vejledere og PPR aktivt

Inddrag vejledere og PPR i arbejdet med co-teaching gennem fælles forberedelse, udførelse og evaluering. Når støtte kobles direkte til den konkrete undervisningspraksis, flyttes fokus fra enkelte elever og enkeltsager til fælles faglig udvikling med fokus på inklusion i undervisningen og klassefællesskaberne. Det giver mulighed for at udvikle løsninger sammen og sikrer, at viden og kompetencer forankres i organisationen frem for at være bundet til enkeltpersoner eller midlertidige indsatser.

8. Anerkend, at co-teaching ikke kan alt

Co-teaching er et centralt greb i arbejdet med inklusion og udvikling af undervisning, men det løser ikke alle udfordringer. I nogle situationer har elever med vanskeligheder som opmærksomhed, regulering eller planlægning brug for mere støtte. Her kan co-teaching kombineres med andre faglige tilgange, for eksempel neuropædagogik, så indsatsen tilpasses elevernes behov uden at flytte fokus væk fra fællesskabet. Dermed bringes specialviden i spil i den almene undervisning frem for ved siden af.

9. Brug co-teaching strategisk i kompetenceudvikling

Co-teaching kan bruges aktivt af ledelsen som ramme for oplæring og kompetenceudvikling. Når nyansatte, praktikanter og studerende deltager i fælles forberedelse, udførelse og evaluering med erfarne kolleger, får de indblik i undervisningens didaktiske overvejelser og professionelt samarbejde. Samtidig bringer co-teaching forskellige fagligheder og perspektiver på undervisningen, relationer og fællesskaber i spil mellem lærere og pædagoger og understøtter professionslæring på tværs.

10. Co-teaching stiller krav til ledelsens kompetencer

Co-teaching stiller nye krav til skolelederen. Ledelse af co-teaching handler ikke kun om at organisere tid og resurser, men om at kunne lede professionelt samarbejde. Ledelsesteamet må derfor også selv opbygge viden om udførelse af co-teaching, fælles forberedelse og evaluering for at kunne stille kvalificerede spørgsmål, følge op og tilpasse rammerne undervejs. Uden den ledelseskompetence risikerer co-teaching at blive et isoleret medarbejderprojekt.

Forfatter

Micki Sunesen

Micki Sonne Kaa Sunesen er ph.d. i pædagogisk psykologi og leder af Nordic Learning – Research and Education. Han er uddannet lærer og interesserer sig for skoleudvikling. Hans arbejde har særligt fokus på co-teaching som organisatorisk og didaktisk greb og på, hvordan ledelse, rammesætning og professionslæring kan styrke undervisning i praksis.

Bogen ”Co-teaching og ledelse – ledelse, inklusion og organisationsdidaktik” henvender sig til skoleledere og andre med ansvar for skoleudvikling. Den sætter fokus på rammesætning, samarbejde og inklusion og giver et analytisk grundlag for at arbejde strategisk med co-teaching.(Dafolo, 2025).

Læs flere artikler

Se oversigt artikler