Forfatteren af denne vedkommende, tankevækkende og dejlige bog, Anne Søgaard, har mange års erfaring med arbejdet med trivsel hos børn og unge, og hun har bestemt noget vensomt på hjerte.
Vensomhed er forfatterens nye begreb, som hun også i bogens omslag giver en fin forklaring på. Dette nye ord og dermed nye begreb skal være noget, som både børn og voksne med det samme kan tage til sig og vel at mærke uden de lange forklaringer eller strategier, siger hun.
Et enkelt ord, der beskriver en hel kultur, som samtidig indeholder tilgangen til arbejdet med børn og unge.
Forfatteren siger endvidere, at formålet med bogen er at være med til at skabe en skole, hvor alle børn trives og glæder sig til at komme hver dag. Det kræver først og fremmest, at de har venner i skolen, og at de føler, at der er nogen, der glæder sig til at se dem.
Det handler også om, at der er voksne, som børnene kan mærke, og som tydeligt viser, at de kan lide alle børnene.
Vensomhed handler egentlig bare om at skabe en kultur, der fremmer venskaber. Anne Søgaard siger det helt enkelt: ”Alle børn skal have en ven – punktum!”
Hver en medarbejder og hver en leder i skolen spiller således en helt afgørende rolle i at sikre børns adgang til venskaber, trygge grupper og en følelse af samhørighed.
Bogen er klar og tydelig i sin tale og kommer efter et meget fint introducerende forord i tre dele:
• Det vensomme menneskesyn
• At lytte højere
• Forskellighed og fælles stjernestunder Hver del er opdelt i passende kapitler, som både er forklarende og instruerende på én og samme tid. Hvert kapitel afsluttes også med en, to eller sågar tre øvelser, som læseren direkte kan anvende i sit eget arbejde med sig selv og andre.
Alt fra ”Relationscirklen” til ”Spørg børnene” og til ”Vær guide i stedet for gårdvagt”.
I denne sidste øvelse bliver vi også guidet til at vende blikket indad: Er vi dér, hvor børnene er i frikvarterne og i deres pauser? Eller er vi et andet sted, et sted måske kun for voksne? Og lederne kunne jo passende tænke på resursefordelingen. Hånden på hjertet, hvordan er den egentlig rundt omkring på vores skoler? Er der flest resurser i undervisningen eller i pauser og frikvarterer? Hvorfor er det lige, at vi prioriterer, som vi gør? Er det den rigtige prioritering?
Et gammelt ordsprog siger: Selv for den reneste er intet rent! Bogen dunker os heller ikke oven i hovedet, men forsøger at åbne vores hjerner og hjerter til at tænke vensomt og blive vensomme.
Forfatteren gør det også helt autentisk selv, idet hun i bogens afsluttende kapitel selv kigger tilbage og skriver et værdifuldt og ærligt vidnesbyrd om sit eget tilsagn om at gøre sig umage fremadrettet. Hun gør altså med Steen Hildebrandts ord både sine egne refleksioner og profleksioner. Det er stærkt!
En række kendte skolefolk giver i begyndelsen hver deres vægtige anbefalinger af bogen. Det er blandt andre Alexander von Oettingen, Andreas Rasch-Christensen og Louise Klinge.
Jeg vil også gerne og med stor glæde give bogen mine absolut allerbedste anbefalinger.
Den er til at blive klog af, for læseren inspireres til at tænke over sine egne værdier og sin egen praksis.
God arbejdslyst med at skabe en vensom skole, og vi kan jo starte med at læse bogen!
Den skal da stå på ethvert ledelseskontor i Danmark – og den skal læses og bruges, for den rykker!
