Hvis du har et makerspace, skal du have denne bog. Hvis du ikke har et makerspace, skal du have denne bog.
Der er bøger, der forsøger at forklare en praksis, og der er bøger, der insisterer på den. Denne bog om tinkering er det sidste. Den er, så vidt jeg kan se, det første egentlige bud på at tage et begreb, der ellers lever sit liv i makerspaces og på steder som Exploratorium i San Francisco, og flytte det ind i skolens mere formelle rammer. Det er både modigt og nødvendigt.
Tinkering er et svært ord at oversætte. Forfatterne forsøger ikke at gøre det for os, og det er egentlig klogt. For vi er et sted mellem ’at rode med’, ’at makke med’ og noget, der måske netop ikke har en præcis dansk ækvivalent. Pointen er, at erkendelse opstår i det, eleverne gør, og ikke kun i det, de taler om, eller som Designskolen i Kolding beskriver det: Tinkering betyder at tænke med hænderne.
Bogen er bygget op i fire dele, som tilsammen spænder fra det begrebslige fundament til den organisatoriske forankring. Først får vi en grundig indføring i tinkering som læringskultur med fokus på det legende, materialernes rolle og de fysiske rum. Derefter bevæger vi os ind i det didaktiske arbejde, hvor især modellen skab, del, hack bliver et centralt omdrejningspunkt. Tredje del folder tinkering ud i fagene matematik, dansk og teknologiforståelse og viser, hvordan tilgangen kan blive en reel fagdidaktik. Til sidst løftes blikket mod dannelse og skoleudvikling, hvor tinkering forstås som noget, der ikke bare foregår i et lokale, men i en kultur.
Og netop skab, del, hack er bogens måske stærkeste greb. Ikke som en lineær model, men som en propel, der kan sættes i gang hvor som helst og dreje i begge retninger. Det er en enkel måde at tænke komplekse, åbne læreprocesser på.
Jeg er meget begejstret for de konkrete forløb og opslagssider. Her får man lyst til at gå i gang. De visuelle opslag fungerer som små didaktiske invitationer, og det er en rigtig god ide, at materialerne kan hentes og printes fra forlagets side. Det gør dem anvendelige til både inspiration og noget, der kan hænge på væggen i skolens makerspace eller i lærerforberedelsen. Til gengæld bliver det lidt løsere, når nogle af de andre ideer beskrives mere narrativt. Her skifter bogen præsentationsform, og det gør det sværere at bruge afsnittene som et egentligt idekatalog. Det er ikke, fordi indholdet er dårligt, men fordi formen gør det mindre tilgængeligt.
Et kapitel, der fortjener særlig opmærksomhed, er kapitel 12 om tinkering i teknologiforståelse. Her rammer bogen noget, som mange stadig leder efter, nemlig en klar og praksisnær forståelse af en faglighed, der endnu ikke er helt på plads. Det er måske en af de mest præcise beskrivelser, der findes lige nu, mens vi stadig venter på, at fagfornyelsen lander helt.
Bogen er dog også ramt af det, man kunne kalde ambitionens bivirkninger. Den er blevet lang, og det mærkes. Der er mange gentagelser, og man fornemmer tydeligt, at fire forfattere med stor viden og meget på hjerte ikke helt har fået skåret til. Dertil kommer en række mindre fejl med tekststykker og kapitelhenvisninger, som forhåbentlig bliver rettet i næste oplag.
Anbefalingen af bogen skal dog være klar og tydelig. For det her er et vigtigt indspark, som rummer mere end en tilgang til arbejdet med makerspaces og makerteknologier, men til en bredere diskussion om, hvad skole egentlig skal være. Med skab, del, hack får vi ikke bare en model for teknologiske eller materialebårne processer, men et bud på en mere undersøgende, legende og skabende skole.
Og måske er det i virkeligheden bogens største styrke: Den peger på en tinkering-tilgang, der rækker langt ud over limpistol og pap og ind i en skole, hvor vi tør rode med tingene.
