I ”Stabiliserende ledelse” forsøger Høpner at give et bud på tre spørgsmål om det at lede organisationer i stabilitet og forandring.
- Hvordan forandrer man en organisation, når den næsten står stille?
- Hvordan balancerer og forankrer man en organisation, når den hele tiden er i bevægelse?
- Hvordan stabiliserer man en organisation, når den slås ud af kurs?
I bogen præsenterer Høpner, gennem de første kapitler, sine bud på ovenstående tre spørgsmål. Det gøres gennem en grundig gennemgang af udvalgte teoretiske tilgange, som Høpner kalder landkort. Høpner anvender landkortet som en metafor for at hjælpe os, der står i en forandringssituation, på rette vej. Landkortet repræsenterer ikke virkeligheden, men er en gengivelse af den og vil på bedste vis kunne guide og skabe referencepunkter til os, som vi vil kunne navigere efter, når vi står i virkeligheden. Dette kan jeg som læser fint koble mig på, og det giver god mening og en fin rød tråd gennem bogen.
Landkortene er delt op i organisatoriske og ledelsesmæssige kort, og Høpner præsenterer i alt 14 forskellige teoretiske perspektiver.
Disse ’kort’ er ikke opskrifter, men vejvisere, vi som ledere kan orientere os efter i vores eget organisatoriske landskab.
Høpner giver i bogen en grundig teoretisk gennemgang af forskellige teoretiske tilgange til ledelse af forandringsprocesser og stabilitet i organisationer. Det er relevant og interessant.
Igennem bogens kapitler afslutter Høpner med ledelsesmæssige kompetencer eller færdigheder repræsenteret gennem fire karakterer.
Disse karakterer er dirigenten, linedanseren, klovnen og motorcyklisten.
Det er nogle fine analogier, som karakterernes rolle repræsenterer, og jeg kan fint associere mig med dem. Det bliver dog særligt meningsfyldt for mig i bogens afsluttende 5. kapitel, hvor lederens forskellige roller som ’kortlæser’ og position bliver udfoldet.
I bogens afsluttende kapitel, skrevet af Lotte Lüscher, fortsætter hun med de forskellige tilgange og har en mere samtaleorienteret praksis med afsæt i stabiliserende samtaler. Hun beskriver, hvordan refleksive samtaler kan være et stabiliserende ledelsesredskab. Hun afslutter med: ”Det er gennem samtaler og fælles udforskende praksis, at mening opstår, og en koordinering af forståelser skabes”.
Bogen henvender sig til både nye og erfarne ledere, der i deres daglige lederskab står over for accelererende forandringsbehov og det stabile i organisationens kollektive erfarings- og videngrundlag.
I en skolekontekst er det en yderst relevant bog, hvor accelerationen af forandringer, ændringer og nye tiltag er mere konstant end stagnerende. Med bogens stabiliserende balancepunkt ser jeg den som et væsentligt bidrag til skoleudviklingsmuligheder, der kan bygge videre på et eksisterende grundlag. Om så det næsten står stille, går for stærk eller der sker noget helt radikalt og omvæltende.
Forandring og stabilitet er som tvillinger. Det er ikke et enten-eller, men snarere et både-og.
”Stabiliserende ledelse handler om at skabe ro, når forandringerne tager for meget over, og skabe forandringer, når roen indfinder sig. Det er begge dele på samme tid og en konstant vekselvirkning, hvor du aldrig kan skille det ene fra det andet”.
