Anmeldelse
25.11.2025

Samarbejdets psykologi

Forfatter
Stine Reintoft
Forlag
Akademisk Forlag
Antal sider
224
Pris
330

Overophedede relationer, uklare roller og en tendens til psykologisering i samarbejdet er nogle af de centrale temaer, som psykolog Stine Reintoft behandler i sin nye bog ”Samarbejdets psykologi”. Bogen henvender sig især til ledere og andre, der beskæftiger sig med samarbejde i professionelle sammenhænge.
Bogens første del er bygget op omkring syv benspænd – let genkendelige dilemmaer og udfordringer, som mange ledere møder i samarbejdssituationer. Reintoft udfolder hvert benspænd gennem en kombination af teoretiske perspektiver, praksisnære eksempler og cases.
Teoretikere som blandt andet Bateson, Brinkmann og Hanna Arendt danner et reflekterende bagtæppe, men uden at teorien kommer til at dominere teksten. Reintoft bevæger sig ubesværet mellem teori og praksis, og mange konkrete eksempler gør problemstillingerne både nærværende og genkendelige.

Bogen kredser om opfattelsen af, at arbejdslivet skal rumme hele menneskets behov – både for mening, engagement, frihed og personlig udvikling, hvilket har stor betydning for samarbejdet. Dette arbejdsideal, hvor jobbet ikke blot er en funktion, men en del af, hvem vi er, kan medføre, at opgave og identitet kan blive så tæt sammenknyttet, at arbejdet bliver flydende og grænseløst. Grænser er i det hele taget en gennemgående problemstilling i bogen; grænsen mellem det private og det professionelle, grænsen mellem det fælles og det individuelle, grænsen mellem distance og intimitet. Det er nødvendigt at være bevidst om disse grænser for at skabe tydelige rammer og klare roller i organisationer.  

I anden del af bogen introduceres redskaber til, hvordan ledere kan styrke samarbejdet i praksis. Her finder man modeller for tillid, roller og samarbejde, god mødeledelse samt refleksion over lederens egen rolle og adfærd. Klassikeren De syv tænkehatte får også nyt liv her som et fortsat brugbart refleksionsværktøj.  
Et centralt begreb i bogens anden del er professionel generøsitet. Begrebet beskrives som en måde at udøve ledelse på, der både sætter klare rammer, involverer andre og bygger relationer. Professionel generøsitet kan ses som en modvægt til nogle af kravene om autenticitet eller konstant tilgængelighed: Det handler om at udvise omtanke, at tage hensyn til andre deltagere i samarbejdet, forstå forskelligheder i roller og personlige behov og dermed sikre, at samarbejdet bliver holdbart.
Flere kapitler indeholder refleksionsspørgsmål, som med fordel kan bruges i ledelsesteam eller udviklingssamtaler.
Bogen er skrevet i et klart og let tilgængeligt sprog, der gør den oplagt som håndbog i en travl hverdag. Den teoretiske tyngde balanceres fint med praksis, og det konkrete fokus gør det nemt at omsætte bogens indhold til handling.

Anmeldelsen er skrevet af
Tine Junge
Afdelingsleder, Endrupskolen i Fredensborg 

Læs flere anmeldelser

Se oversigt over anmeldelser af bøger og spil