I disse år oplever skolerne i Danmark i stigende grad magtesløshed over for en adfærd hos eleverne, der er svær at håndtere i skolerne. Vi taler om nultolerance, og ministeren er endda med til at pege i retning af akutskoler på grund af problemadfærd hos eleverne.
Denne bog, “Restorativ Praksis”, skrevet af Gro Emmertsen Lund og John Winslade, er et sublimt modbud til samtalen om nultolerance og kampen om, hvem der bestemmer i skolerne. Det er den første introduktion til det danske publikum om dette emne. Forfatterne har arbejdet med tilgangen i udlandet og set utrolige eksempler på, hvordan praksis kan flyttes med den restorative tilgang.
Bogens grundlæggende antagelse hviler på den socialkonstruktionistiske forståelse af det at være sammen og forstå tingene ud fra et fællesskabende perspektiv. Det er interessant, hvilke muligheder en anerkendende og fællesskabende tilgang har i forhold til en mere låst og fejlfindende individtilgang. Bogens ærinde er netop at flytte fokus fra individ-problem-fejl og mangel på fokus til relation-resurse og mulighedsfokus og dermed fokusere på, hvordan man fredeligt kan løse problemer og håndtere komplekse fællesskaber i skolen.
Den restorative praksis inviterer til tre trin, som hviler på et kontinuum, hvor niveau 1 handler om at etablere, udvikle og vedligeholde relationer. Dette gøres blandt andet gennem cirkelsamtaler, hvilket er et grundværktøj i den restorative praksis. Dette niveau er tænkt som det grundlæggende niveau og der, hvor man arbejder ud fra. Ord som “fælles ansvar” og “relationer” er det grundlæggende i arbejdet på niveau 1. På niveau 2 handler det om at bevare og genoprette relationer. Begreber som “genoprettende samtaler” og “antimobbeteam” introduceres for at skabe balance i relationerne. Der arbejdes på niveau 2 og 3, når der er sket skade i relationerne. Niveau 3 er det mest indgribende niveau, og her handler det om at genoprette relationer og respekt, hvor “restorative stormøder” og “ungdomsstol” bliver introduceret og kan tages i brug.
Et af bogens største styrker er, hvordan den er bygget op. Den giver en grundig forklaring af baggrunden for den restorative praksis, og hvilken betydning den har haft for eksempel i Californien. Herefter en gennemgang af teorierne og afsnit, hvor begreber bliver afklaret. Den sidste del af bogen bliver brugt til, hvordan restorativ praksis kan komme i anvendelse, og hvilke danske erfaringer der foreligger.
Den praktiske del af bogen folder en hel vifte ud af anvendelsesorienterede muligheder, der kan hjælpe en restorativ praksis på vej, såsom fællesskabsopbyggende cirkelsamtaler og andre begreber, der kan være opbyggende for fællesskaber.
Gennem bogen fornemmes det, at der er flere forståelser af tilgange til den restorative praksis, men det er helt tydeligt, at forfatterne hviler på den relationelle tilgang til livet i skolen, der baserer sig på værdier som demokrati, respekt og værdighed og ikke mindst menneskers potentiale for læring.
Bogen henvender sig til alle, der arbejder i skoleregi og med børn og unge. Jeg kan anbefale bogen til alle, der interesserer sig for emnet.
