Praksisfaglighed er et begreb, der fylder meget, men samtidig er dårligt defineret. Det er denne gode udgivelse ganske klar over, og den sørger for at rammesætte de forskellige fremtrædende forståelser af begrebet og deres forskellige betydninger og perspektiver. Det bliver i bogens introduktion gjort solidt af bogens redaktør Andreas Rasch-Christensen og foldes endnu skarpere ud af Lise Tingleff Nielsen i det første kapitel. Så scenen er sat for bidragsyderne til bogens resterende 12 kapitler.
Disse kapitler kan opdeles i to typer: Den ene type handler om fagdidaktik og praksisfaglighed. Den anden handler mere om det almendidaktiske og om, hvordan man trækker på forskellige metodiske og pædagogiske tilgange som projektbaseret læring og udeskole i forhold til det praksisfaglige.
I de fagrettede kapitler er der tale om solide beskrivelser med gode og konkrete eksempler på, hvordan praksisfaglighed kan komme til udtryk i en række af folkeskolens fag. Der er endda også blevet plads til en glimrende introduktion til digital teknologiforståelse, hvor kapitlets forfatter, Mikkel Hjort, folder den gryende faglighed ud i forhold til praksisfaglige tilgange.
De mere almendidaktiske kapitler er også solide, men kommer til at fremstå lidt mere søgt, når forfatterne med mere eller mindre overbevisning finder fællestræk ved netop den tilgang, de skriver om, og praksisfaglighed.
Fælles for alle kapitler er, at det er tydeligt, at de har haft mulighed for at gennemlæse det indledende og rammesættende kapitel. Det betyder, at de hele tiden kan trække på den forståelse, der er fremført, og dermed give bogen en mere helstøbt, om end til tider noget repeterende, læseoplevelse, end man ellers ofte ser i antologier.
Bogen bør stå på alle lærerbiblioteker, og som skoleleder er i hvert fald de to første kapitler nærmest pligtlæsning.
