Moralsk stress opstår, når man oplever fortvivlelse, føler sig afmægtig eller plaget af dårlig samvittighed over ikke at kunne udføre sit arbejde så godt, som man egentlig ved man kunne og burde – hvis rammer og vilkår var anderledes.
Moralsk stress kan ramme alle, men i bogen er især offentligt ansatte medarbejdere og ledere på velfærdsområderne i centrum.
Birkmose identificerer en tendens til at prøve at håndtere den moralske stress individuelt, hver især. Hertil findes flere mestringsstrategier, som selvfølgelig alle er utilstrækkelige i det lange løb. Det kan være resignation, forrået robusthed, at man trækker sig eller beklager sig. Birkmose kategoriserer disse strategier som fight, hvor den enkelte bliver vred, siger fra og kritiserer; flight, hvor den enkelte forsøger at flygte fra truslerne enten mentalt eller fysisk; freeze, hvor den enkelte holder sig i ro og venter på, at det hele driver over, samt endelig fawn, hvor man forsøger at dæmpe truslerne ved at være føjelig og eftergivende.
Moralsk stress kan være svær at få øje på som leder. Men en måde kan være at lytte efter kritik. Birkmose argumenterer for, at i forråede kulturer kan kritik opfattes som ulydighed og en trussel, og derfor kan man opleve, at kolleger reagerer afvæbnende, afvisende, truende eller latterliggørende for at bringe kritikken til ophør. For dem, der i forvejen oplever moralsk stress, kan dette være det sidste strå, man knækker på. Birkmose kalder eksklusion over for dem, der udviser en uønsket adfærd, for ostrakisme, hvilket gør det ekstra svært at tale om, at man oplever, at strukturerne gør det svært at lykkes tilfredsstillende med opgaverne.
Derfor er det vigtigt at tale sammen og lytte, når kolleger fortæller om, at noget er svært. Alternativet er tavshed og en individualisering af problemerne. Kritik kan altså være en måde for lederen at få øje på, at ellers dygtige kolleger bruger en masse energi på at håndtere moralsk stress individuelt.
Bogen minder om, og har også henvisninger til, Ekmans ”Giftig gæld”, Østergaards ”Vi havde en fest på arbejdet, men så kom Preben …” samt Nørmark og Jensens ”Pseudoarbejde. Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting”. Hvis man kan lide disse titler, er der stor chance for, at man også vil synes om ”Moralsk stress”. Den er let at læse og gå til. Styrken ligger i at påpege de strukturelle problematikker, som skaber grundlag for moralsk stress, mens der ikke er brugt så meget plads på at formulere løsninger. I stedet lægger bogen op til debat om emnet. Den debat kan til gengæld være det, der er brug for i forhold til at komme til at håndtere en eventuel moralsk stress.
