Anmeldelse
11.2.2026

Miraklet i Tingbjerg - 11 år på en skole i et udsat boligområde

Forfatter
Marco Damgaard
Forlag
Forlaget Grønningen 1
Antal sider
192
Pris
249,95

”Miraklet i Tingbjerg”, skrevet af Marco Damgaard, tidligere skoleleder på Tingbjerg Skole og nuværende borgmester i Herlev, er en aldeles fremragende bog. Den er på én og samme tid både gribende, rørende og tankevækkende. Læseren tages med til et af de mest omtalte boligområder i Danmark. Vi hører om stålsat vilje og hårdt arbejde, som løfter en skole, ja, et helt lokalområde fra at være på den danske ghettoliste til at være en skole og en bydel med håb, trivsel og gode resultater.
Bogen kommer i seks motiverende og spændende kapitler:

  • Nu kører denne bus kun til Tingbjerg
  • Det bliver spænende at se, hvor længe du holder i Tingbjerg
  • Sådan gør vi ikke i Tingbjerg
  • Lad os håbe, han ikke er to meter høj, aggressiv og fuld af tatoveringer
  • Hvordan kan en ligegyldig og ubetydelig person være leder?
  • Miraklet i Tingbjerg

Herudover er den forsynet med et lokkende og motiverende forord skrevet af sociologen Aydin Soei. Forordet har overskriften ”Tingbjerg i flammer” – så er scenen altså ligesom sat!
Bogen afsluttes med Marco Damgaards eget efterskrift, hvori han ser tilbage på sine 11 år som skoleleder i Tingbjerg. Taknemmeligheden er fremtrædende og tydelig, idet han deler den med alle de mennesker, han har arbejdet sammen med, og siger, at det er deres fortjeneste, det hele!
Den afsluttende sætning er kendetegnende for Marco Damgaards vision: ”Når man sætter fællesskabet før sig selv, kan man finde ægte læring, udvikling, trivsel, glæde og lykke”. Fællesskabet er bærende i de indsatser og det arbejde, Damgaard som skoleleder stod i spidsen for. Det var en helhedsorienteret indsats, der involvererede et styrket og stærkt forældresamarbejde, lokalsamfund samt en målrettet inddragelse af det politiske niveau. Herudover blev der etableret og iværksat en klar kommunikationsstrategi, som i al sin enkelhed gik ud på at ændre et stærkt negativt narrativ til en positiv fortælling ved afstemt, men konsekvent at bruge pressen som talerør. Det lykkedes jo meget godt!

Marco Damgaard giver sine egne 13 visionære bud på, hvad der skal til for at lykkes, idet erfaringerne fra Tingbjerg tilsiger, at der skal løses noget på politisk niveau og andet igen på skoleniveau/kommuneniveau.
Sproget i bogen er levende og let flydende, og forfatteren formår at balancere følsomhed med realisme. Således skildres vilkår omkring mennesker i sårbare situationer med afstemt respekt og anerkendelse. Bogen er let at læse og rummer alligevel dybde og inspiration til eftertanke.
Som læser kan man måske undres over bogens titel, for hvad er et mirakel? Marco Damgaard siger selv, at han ikke tror på mirakler. Derimod tror han på hårdt arbejde, fællesskab, demokratisk dannelse og positive forventninger til hinanden. Læseren og andre må så selv bedømme, om der er sket mirakler i Tingbjerg.
Bogen får mine allerbedste anbefalinger. Den er rigtig god, anvendelig og relevant for enhver, der brænder for fællesskabet og for skoleudvikling deromkring.

Anmeldelsen er skrevet af
Knud Nordentoft,
Partner i Cphfacilitation

Læs flere anmeldelser

Se oversigt over anmeldelser af bøger og spil