Anmeldelse
18.5.2023

Min vej som leder

Forfatter
Martin Thorborg
Forlag
Gyldendal
Antal sider
256 sider
Pris
299,95 kroner

Lad det være sagt med det samme: Martin Thorborg har med bogen ”Min vej som leder” skrevet en god og læseværdig bog, som man på mange måder bliver godt underholdt af, og som har gode tips og tricks, der godt kan implementeres i det kommunale system, som vi Plenum-læsende ledere oftest er en del af.

Martin Thorborg er cirka så langt, som man kan komme fra den offentlige verden, og absolut ikke en del af en politisk ledet organisation. Han er heller ikke akademiker, har ikke en lederuddannelse eller nogen anden færdiggjort uddannelse for den sags skyld. Men han er en leder med drive, der ved, hvad der virker, som kan læse en udvikling, før og mens den sker, og ved, hvordan man får ting til at ske på en arbejdsplads. Og så er han en leder, der arbejder meget med at skabe psykologisk tryghed på arbejdspladsen; der er højt til loftet på Martin Thorborgs arbejdsplads, man får frie rammer som medarbejder, og Martin Thorborgs mellemledere får et udstrakt ledelsesrum, som tydeligvis er godt for arbejdspladsen.

Der sker også vilde og lidt skøre ting i firmaet Visma Dinero, det regnskabsfirma, Martin Thorborg er administrerende direktør for; ting, som formentlig aldrig ville kunne lade sig gøre på en folkeskole, og som man som offentlig leder nok er meget langt fra at kunne implementere. Aprilsnarre, der går lidt for langt, vilde champagnefester til den lyse morgen, og en ”kom og gå som du vil”-arbejdskultur, der nok heller ikke lige kan overføres til skoleverdenen. Desuden en, efter min mening, ret umoden konstant ”hurra-hurra, nu skal vi have kage igen”-kultur med stor fejring og anerkendelse af selv de mindste ting og fremskridt blandt medarbejderne på arbejdspladsen (som dog sikkert fint kan overføres på folkeskoleniveau, hvis man er glad for bolsjepædagogik, for eksempel til eleverne i indskolingen og delvist på mellemtrinnet).

Men på trods af ovenstående er bogen alligevel god. I den ret konforme verden, de fleste af os ledere i skoleverdenen kommer fra, hvor vi typisk først har været lærere i en årrække, dernæst får et TR-ansvar eller en koordinerende rolle på skolen for så at bruge det som springbræt til at blive først afdelingsleder, så viceskoleleder eller souschef, og derfra måske videre som skoleleder og eventuelt slutteligt skolechef, der er denne bog lidt af en øjenåbner, eller det var den i hvert fald for mig. For arbejdslivet og vejen til lederjobbet behøver ikke være så lineær, ting kan gøres anderledes, praksis kan udfordres, og det er Martin Thorborg tydeligvis virkelig god til. I en forvaltningspraksis har vi som offentlige ledere et hav af regler og politiske beslutninger, vi skal indordne os under, men praksis kan alligevel udfordres og skal udfordres, det er Martin Thorborgs kæphest. Hvis ting kan gøres smartere, nemmere, hurtigere og bedre, så skal man for alt i verden kæmpe for, at det sker, politiske beslutninger eller ej. Martin Thorborg er ikke tilhænger af, at vi direkte skal snyde og bedrage, men han opfordrer til, at vi ledere udfordrer meningsløse udfyldningsskemaer og åbenlyst pseudoarbejde hele tiden, og at vi går til kanten af det, man må, hvis det altså er den åbenlyst bedste løsning, man på den måde kan komme frem til. Det kræver selvfølgelig mod, og at man tør sætte sin stilling på spil, men det er også det moralsk rigtige at gøre, ifølge Martin Thorborg.

Martin Thorborg har desuden mange gode eksempler på enkle ledelsesgreb bogen igennem, bruger også en del energi på at sammenligne henholdsvis negative og positive tilgange til andre mennesker og skriver blandt andet ”Er du en negativ leder, får du negative medarbejdere, og det har negative konsekvenser. Vis i stedet dine medarbejdere tillid. Det løfter dem markant”. Og så er Martin Thorborg meget fokuseret på, at vi ledere får klaret det administrative hurtigst muligt, eventuelt får nogle sekretærer eller andre til at tage sig af det, så vi kommer ud af vores kontorer og i stedet får brugt vores ledelsestid på at være nysgerrige på det job, de mennesker, vi er ledere for, udfører. Det er vist det, vi kalder for faglig ledelse i skoleverdenen, og det kan jeg kun være fuldstændig enig med Martin Thorborg i.

Anmeldelsen er skrevet af
Rasmus Enemark
Viceskoleleder, Tjørnegårdskolen i Roskilde

Læs flere anmeldelser

Se oversigt over anmeldelser af bøger og spil