Lad mig starte med at slå fast, at forfatteren Per Eeg har fat i noget, der klinger helt rigtigt, når han igen og igen slår fast, at man ikke kan overlade digitaliseringen til it-afdelingen, men at man som leder og ledergruppe skal have hånden på styret og være med til at sætte retningen, hvis digitalisering skal give det offentlige mulighed for at gøre det bedre.
Til det opstiller han en model med akronymet NUET: Nysgerrighed, Usikkerhedshåndtering, Eksekveringsevne og Tillid. Det er et fint akronym og fire gode kompetencer at opøve og udøve som leder, også når det handler om digitalisering.
Nysgerrighed: Ledere skal være interesserede i nye teknologier og deres potentiale til at forbedre opgaveløsningen. De behøver ikke være teknologieksperter, men skal kunne forstå, hvordan teknologier påvirker deres område, og tænke nyt i forhold til opgaveløsning.
Usikkerhedshåndtering: Teknologi medfører uforudsigelige risici, som ledere skal kunne håndtere, selvom de normalt arbejder med mere forudsigelige processer. Det kræver mod til at eksperimentere med ny teknologi trods usikkerheden.
Eksekveringsevne: Det handler om at kunne sætte handling bag teknologiinitiativer og levere resultater i stedet for at bruge for meget tid på analyser og strategier. Det kræver mod at påbegynde og gennemføre projekter, der skaber værdi.
Tillid: Det er essentielt for innovation at have tillid, og det er essentielt for at skabe en kultur, hvor fejl ses som læringsmuligheder snarere end noget, der straffes. Det fremmer også tryghed og samarbejde.
Bogens første del, som også er den stærkeste, folder de fire kompetencer ud og belyser dem fra forskellige perspektiver. Her gemmer sig mange gode overvejelser og betragtninger i forhold til digitalisering set fra et hjørnekontor. Desværre sniger der sig også en del synsninger ind, og selvom det kan være befriende at læse en bog med udgangspunkt i praktik og ikke forskning, savner jeg det belæg, der oftest er til stede i mere forskningsfunderede udgivelser.
Bogen er også fyldt med eksempler og anekdoter om it-projekter, der er lykkedes eller er gået helt galt, og bogen tør være nysgerrig på hvorfor. Per Eeg har også talt med en lang række ledere og konsulenter i kommune og stat, og han gengiver gennem et helt kapitel højdepunkter fra disse samtaler. Det gør han i bogens anden del, der desværre står noget svagere end første del. Her besøger vi blandt andet en borgervinkel ud fra en trist og meget personlig historie, der måske kan hjælpe enkelte læsere til at huske på, at der er rigtige mennesker på den anden side af beslutninger, men som kun meget indirekte handler om digitalisering. Forfatteren går også på besøg i ledelseslitteraturen, men det oplever jeg som meget påklistret og mest en blanding af name-dropping og korte opsummeringer af en række ledelsesforskere og guruer.
“Ledelse i den digitale jungle” ender desværre med at være en lidt rodet og alt for lang affære. Selvom den har gode bud på tilgangen til digitalisering set fra ledergangen, kunne den godt have været strammet op, så den fremstod kortere og mere præcis. De afgørende pointer er der nemlig intet i vejen med, for som Per Eeg redegør for, så handler digitalisering i høj grad om kulturforandringer, arbejdsprocesser og ikke mindst mennesker, og her er det afgørende, at det er lederne og ikke it-afdelingen, der styrer.
