Med bogen ”Langsom produktivitet” har Cal Newport skrevet en bog for at gøre op med et forjaget arbejdsliv med pseudo-produktivitet. Forfatteren beskriver, hvordan produktivitet, set udefra, kan se effektiv ud. Man er til stede på kontoret, er aktiv på chat eller mail. Man ser produktiv ud. Cal Newport skriver: ”I mangel på mere avancerede metoder til at måle effektivitet bevæger vi os også væk fra mere dybt arbejde og hen imod overfladisk og mere konkrete opgaver, der lettere kan krydses af på en to do-liste”. For at gøre op med denne pseudo-produktivitet præsenterer Cal Newport tre principper mod en mere langsom produktivitet med kvalitet, holdbarhed og bæredygtighed i sit arbejdsliv.
De tre principper er: Lav færre ting. Arbejd i et naturligt tempo. Vær besat af kvalitet.
Principperne bliver illustreret af bogens mange biografiske eksempler med personligheder inden for den akademiske, litterære og kunstneriske verden. Til tider kan beskrivelserne virke noget lange i forhold til pointerne, de skal lede frem til, men som variation og illustration virker de fint. I hvert kapitel, hvor principperne bliver præsenteret, kommer forfatteren med konkrete forslag til, hvordan de enkelte principper kan omsættes i hverdagen. Nogle af forslagene er mere brugbare end andre. Nogle er meget branchespecifikke, mens andre er mere universelle og vil kunne bruges på tværs af fag og opgaver og på tværs af job og fritid. ”Langsom produktivitet” er en bog om produktivitet – ikke en bog om at resignere fra at producere noget. Tværtimod. I afsnittet om perfektionisme skriver Cal Newport, at man skal give sig tid til kvalitet i sin produktion, men frigøre sig fra tanken om et mesterværk, hvis det betyder, at det aldrig bliver færdigt. ”Det er fremskridt, der betyder noget. ikke perfektionisme”. For Cal Newport er missionen at give mulighed for at skabe et mere bæredygtigt liv uden overfladebearbejdelse af opgaver under øget tidspres.
Det er, for mig, en noget amerikansk bog med mange kulturelle referencer. Det er også en bog, hvilket forfatteren også selv tydeliggør, der henvender sig til personer i job med en høj grad af autonomi til selv at tilrettelægge deres arbejde og forfølge bogens principper om langsom produktivitet. Alt i alt synes jeg, at det er en bog, der sætter arbejdslivet i perspektiv. Selvom du i dit arbejde ikke fuldt ud kan følge Cal Newports principper, kan du lade dig inspirere af dem og ændre strukturer i dit eget liv, der fremmer et roligere tempo, arbejde på færre opgaver ad gangen og med højere kvalitet.
”En langsommere tilgang til arbejde er ikke bare mulig, men sandsynligvis også bedre end den ad hoc-pseudo-produktivitet, der dikterer så mange menneskers arbejdsliv i dag. (…) Vi har forsøgt os med denne hurtige tilgang i hvert fald de sidste 70 år. Det fungerer ikke. Tiden er inde til at prøve noget mere langsomt”.
