Anmeldelse
19.9.2025

Jeg kan ikke gå til eksamen, jeg har fået klimaangst

Forfatter
Birgitte Vedersø
Forlag
Hans Reitzels Forlag
Antal sider
200
Pris
300

Med titlen ”Jeg kan ikke gå til eksamen, jeg har fået klimaangst” lægger tidligere gymnasierektor Birgitte Vedersø ikke fingrene imellem. Men heldigvis er titlen ikke et forsøg på at hænge eleverne ud, men i stedet en fortælling om at lytte til eleverne. Bogen er let læst og tankevækkende, idet den giver en række spændende nuancer på mistrivsel, skoleledelse og selve skolens formål.
Selvom Birgitte Vedersø kommer fra gymnasieskolen, og bogen derfor har sit afsæt her, er eksemplerne genkendelige, og pointerne relevante også i grundskolen. Det er de samme børn, bare lidt ældre, og de samme vilkår, bekymringer og modsætninger, der gør sig gældende for store som små elever. Bogen kan derfor læses af skoleledere og lærere i hele uddannelsessystemet.
Faktisk burde den også være pligtlæsning for forældre og ikke mindst politikere, da der uddeles velmenende råd, tydelige vink med en vognstang og ikke mindst ønsker til disse for fremtiden.
Bogen er opdelt i tre dele: I første del rammesættes debatten og begrebet mistrivsel, både som det opleves i skolen, og som det italesættes i det offentlige rum. I anden del rettes blikket mod rammerne. Ikke kun dem, eleverne har, men også dem, der gives af politikere og samfundet til lærere, forældre og ledelser. I tredje og sidste del kommer Birgitte Vedersø med bud på løsninger – ikke som hurtige quickfix, men med refleksioner, opfordringer og et oprigtigt ønske om forandring.
Til sidst i bogen kommer Birgitte med en stærk slutspurt og opstiller en ønskeseddel, hvor hun formulerer, hvad hun håber, at forskellige aktører vil bidrage med: Politikerne med tillid til skolen, forældrene med forståelse for fællesskabets nødvendighed, lærerne med mod til at stå fagligt og relationelt fast, og skolelederne med blik for skolens formål og evnen til både at oversætte og balancere systemets krav udefra, så de kan omsættes indefra.
Der er ikke tale om en bog med konkrete værktøjer, men snarere et refleksionsrum, der indbyder til samtaler i ledelse, lærerteam og med forældre og elever. Birgitte Vedersø skriver i et ligefremt og tilgængeligt sprog, og mange af hendes eksempler er lette at genkende, selvom de er taget fra gymnasieskolen. Der er både bid, vid, håb og en anelse indignation i hendes stemme, men mest af alt en tro og insisteren på, at skolen både skal og kan være et sted for dannelse, faglighed og fælles ansvar.
Titlen kan måske provokere, men Birgitte Vedersø hænger ikke nogen ud. Tværtimod. Titlen understøttes og forklares: Hun tager de unges følelser alvorligt, men nægter at gøre følelserne til omdrejningspunktet for hele skolens virke. Trivsel er ikke formålet, men midlet til, at eleverne kan opsluges af verden og af fagene.
Der er altså en bog, der kan åbne øjne og skabe samtale. Ikke fordi den giver svaret, men fordi den tør stille det rigtige spørgsmål: Hvad er det egentlig, vi vil med skolen?

Anmeldelsen er skrevet af
Malte von Sehested
Viceskoleleder, Langebjergskolen i Humlebæk

Læs flere anmeldelser

Se oversigt over anmeldelser af bøger og spil