Da jeg selv gik på seminariet for mange år siden, var beskeden fra underviserne, at det kræver tre ting at blive en rigtig dygtig lærer: en god faglig kompetence, en god didaktisk kompetence, og sidst, men bestemt ikke mindst, en god relationskompetence.
Nu, 20 år senere, er de tre ting vekslet til det smarte udtryk ”Professionel kapital”, hvilket dybest set er det samme, bare med nye navne, altså gammel vin på nye flasker: human kapital (faglig kompetence), beslutningskapital (didaktisk kompetence), og den nok vigtigste, social kapital (relationskompetence).
Jeg vil beskrive Martin Einfeldts bog om ”Humor i undervisningen” som et godt forsøg på at give fortrinsvis læreren, men i nogle tilfælde også lederen, en mulighed for at arbejde på og blive bedre til sin relationskompetence – eller den sociale kapital, som det hedder i dag.
For Martin Einfeldt er der ingen tvivl, humor i undervisningen er essentielt vigtigt, ikke bare for et godt grin, men for hele dynamikken i klasserummet og for den psykologiske tryghed, der altid bør være i enhver velfungerende klasse. Men hvor går grænsen mellem det platte og det sjove, mellem det morsomme og det krænkende, og hvor langt kan man gå som lærer eller leder, uden at man bliver en ”tivoli-klovn”, der bare skal underholde, eller en led stodder, der ydmyger andre mennesker på stribe? Det afhænger selvfølgelig af konteksten, hvor længe man har kendt dem, man er sammen med, og en masse andre faktorer.
Martin Einfeldt har skrevet en ganske underholdende bog med mange morsomme eksempler på, hvordan man kan arbejde med sin humor, om end visse af hans eksempler i mine øjne rammer lidt uden for skiven.
”Humor er social leg med tankeprovokation, som nogle finder morsom”, er Martin Einfeldts enkle definition på humor. Martin Einfeldt advarer i bogens begyndelse om, at man skal passe på med bare at være afvisende over for humor, som for eksempel de gamle grækere Aristoteles og Platon var det. For dem, og sikkert mange andre den dag i dag, er humor et slags ”overlegenhedsredskab”, som kan benyttes til at håne og krænke andre. Man morer sig over andres fejl og piller dem derefter ned med humor, og det er jo så ikke sådan, humor bør anvendes, selvfølgelig ikke.
Martin Einfeldt benytter forkortelsen KUKS (Krænkelse, Udelukkelse, Kiksethed og Selvfedme) som en vigtig rettesnor for, hvilke fælder man skal undgå at falde i, når man gerne vil bruge humor. Og han advarer meget imod den påtagede humor. Man kan selvfølgelig arbejde med sig selv og langsomt prøve nogle af Martin Einfeldts udmærkede ideer af, men vigtigt er det, at man beholder autenticiteten, da relationskompetencen og tilliden fra eleverne meget hurtigt kan gå i vasken, hvis det hele bliver for selviscenesat og påtaget.
Der er evidens for, at humor kan hjælpe med at skabe det trygge rum i undervisningen og derfor også give basis for en større indlæring og dermed en forøget faglighed for eleverne. Hvis man for eksempel kan være selvironisk på baggrund af sin egen selvtillid, så kan det være med til at skabe det trygge rum for andre, da det bliver ok at lave fejl, når læreren selv indrømmer, at han eller hun kan dumme sig. Omvendt er selvnedgørende humor ikke godt, hvor man gør sig selv til grin på et grundlag af mindreværdsfølelse. Sarkasme er fjendtlighed forklædt som humor og derfor heller ikke godt, hvorimod for eksempel ordspil, satire og venligt drilleri kan være helt fint.
Alt i alt mener jeg, at Martin Einfeldt har skrevet en tankevækkende bog, som i hvert fald fik mig til at reflektere en del over humorens gode og mindre gode sider, samt hvordan jeg selv har forsøgt at praktisere humor med børn og voksne igennem årene. Bogen kan varmt anbefales.
