Med en forandret kommunikationskultur i hele samfundet generelt er vi i disse år vidende om, at kommunikationen også ændrer sig mellem dagtilbuddet/skolen og hjemmet. Kulturen vidner om, hvordan individet nu i langt højere grad er i fokus, end det var tidligere. Det ser vi for eksempel på de sociale medier og i debatterne i medierne, hvor det ofte handler om individets rettigheder.
I skolen ser vi en stigende tendens til, at der gang på gang laves særlige aftaler mellem skole og hjem. Der eftergives i skolens principper for at tilgodese forældrenes ønsker og behov for særligt tilrettelagt kommunikation og skole-hjem-samarbejde.
Barren for, hvad skolen skal tilbyde, udvider sig. Det er på tide at begynde at forholde sig til organisationens grænser for hjælpsomhed og i stedet fokusere på, hvad der er ret og rimeligt.
Ifølge psykolog og forfatter til denne bog David Graae vidner kulturen om, hvordan forbrugermentaliteten og præstationskulturen påvirker samarbejdet mellem skolen/dagtilbuddet og forældresamarbejdet. Der er mange ting på spil, og konflikter er blevet et grundvilkår i samarbejdet, hvilket påvirker det professionelle pædagogiske personale i en grad, der har indvirkning på arbejdsmiljøet, som igen potentielt kan påvirke relationen til eleverne. Den psykologiske tryghed for det pædagogiske personale er under pres, og vi bliver nødt til at arbejde på at få det ændret, hvis vi skal på sporet af bedre kommunikation.
Der skal nye perspektiver og nye tilgange på banen, hvis vi skal genfinde en god kommunikation i skole-hjem-samarbejdet.
Der bliver således en ny bevidsthed om, hvordan vi bedst muligt etablerer et gensidigt fornuftigt samarbejde mellem hjemmet og skolen.
David Graaes bog “Grænsesætning og dialog” er en håndgribelig og praksisnær bog, der orienterer sig mod virkeligheden, hvor tingene sker, og der, hvor løsningerne for det gode samarbejde skal findes. Rammen for samarbejdet skal indebære en ligeværdig kommunikation, hvor både fagprofessionelle, forældre og elever bliver tilgodeset i samarbejdet.
Bogen henvender sig til alle fagprofessionelle, der arbejder i dagtilbuds- og skoleverdenen og ønsker at styrke samarbejdet med forældre gennem psykologisk tryghed. Bogen giver flere konkrete bud på, hvordan man kan anskue sig selv og sine samarbejdspartnere gennem metoder for samarbejde. “Broccolimetoden” og “Bro Bro Brille-metoden” er konkrete eksempler på, hvordan man kan arbejde med at styrke og styre samtalen, således den bliver på et niveau, hvor der er en ligeværdig dialog.
Der er ligeledes i bogen hjælp til selvhjælp i forhold til Aula-kommunikation. Her beskrives, hvordan den skriftlige dialog ikke skal tage overhånd og i stedet blive på et niveau, der er til at håndtere for begge parter.
“Grænsesætning og dialog – psykologisk tryghed i forældresamarbejdet” er en bog, der er værd at læse og anvende i det daglige arbejde. Den giver anledning til overvejelser, der kan tages op til lærermøder, forældremøder og lignende, for at udvikle den gode dialog mellem skole/institution og forældre.

