Ordet frihed eller frisættelse er over de seneste mange år blevet mere og mere udbredt i forskellige sammenhænge i den offentlige sektor. Dermed er forståelsen af ordet og dets muligheder også blevet mere diffust. Karsten Mellon har med bogen samlet kvalificerede perspektiver fra forskellige fagfolk, forskere og embedsfolk, som hver giver deres bud på og erfaringer med frisættelse, og hvilke muligheder der ligger i den. Bogen indledes med tre kapitler, der giver en forståelsesramme om begrebet og den kontekst, det skal ses i i denne bog.
Ulf Hjelmar har to kapitler, hvor han indkredser frisættelse ud fra det arbejde, som VIVE har været med i. I en ledelsesmæssig kontekst finder jeg særligt en inspiration i Hjelmars figur 2.2., som beskriver styringskæderne i kommunerne fra politikerne over forvaltninger, ledere og medarbejdere til borgerne. ”En bevægelse mod en mere tillidsbaseret form for styring”. Og som Christian Budde meget rammende, skriver i forordet: ”Med frisættelse bevæger vi os fra kontrol til læring”.
Ole Fogh Kirkeby kommer i kapitel 3 med begrebet frisættelse. Her kommer han rundt om fire friheder – fysisk, social, politisk og mental frihed. Kirkeby slutter kapitlet af med en kategorisering af den gode frisættelse. For ham kræver frisættelse selvindsigt, ydmyghed over for sin magt og det at se kritisk på formålene med sin opgaveudførelse. I de efterfølgende kapitler præsenteres fem praksisfortællinger fra fem forskellige kommunale frisættelsesforsøg.
I denne anmeldelse vil jeg dykke lidt ned i kapitel 7, som omhandler frisættelsesforsøget på folkeskoleområdet i Esbjerg Kommune. I kapitlet behandles erfaringerne fra byens folkeskoler på fem områder, skolernes frisættelse, frisættende ledelse, samarbejde, kultur og ikke mindst elevernes læring og trivsel.
Skolernes frisættelse har medført gode og kvalificerede forsøg med andre organiseringer og undervisningsmetoder i løbet af skoledagene. Der har været kortere skoledag, tovoksenordninger og få-lærerprincip. Men der har også været bekymring. Om rammen og retningen, nye relevante ledelseskompetencer og nogle steder en manglende risikovillighed i forhold til de bindende krav i afgangsprøverne. Nogle af forsøgenes konklusioner er, at ting tager tid, en opmærksomhed på balancen mellem den centrale politiske retning og den decentrale pædagogiske udvikling og prioritering og tillid i kæderne.
Bogen afsluttes med fire kapitler, der trækker frisættelsestankerne op i et ledelsesmæssigt, politisk og samfundsmæssigt perspektiv igen. Og hvad nu? Det, jeg tager med mig fra bogen, er at begynde i det små. Til at begynde med ser jeg, at man på de kommunale serviceområder kan øve sig i at bruge hele den eksisterende lovramme. Der kan ligge lommer af frihed, hvor man som medarbejder og leder i de offentlige vil kunne øve sig i og mærke den lokale frihed.
Det andet, jeg tager med mig, er synet på den tillids- og dialogbaserede tilgang på tværs af styringskæderne, som Ulf Hjelmar er inde på. Som mellemledere kan vi starte med det allerede i morgen, men der er også brug for hurtig opbakning fra de øvrige ledelseskæder, for at vi kan udfylde vores lokale ledelsespotentiale til gavn for vores kommunale kerneopgave.
