Mathias Granum har skrevet en både læseværdig og veltimet bog. ”Fra monsterelever til mønsterelever” placerer sig midt i en skoledebat præget af uro, mistrivsel, pressede medarbejdere og en vedvarende søgen efter svar på, hvordan vi skaber stærke læringsfællesskaber. Granums bidrag er interessant, fordi det ikke kommer som et teoretisk manifest, men som en personlig fortælling om en bevægelse i hans professionelle professionsopfattelse, men samtidig ikke forkaster teori og læringsforståelse.
Bogen følger forfatterens egen rejse fra en stærkt progressiv pædagogisk position til en mere pragmatisk tilgang, hvor frihed, relationer og elevinddragelse stadig har værdi, men hvor tydelige rammer, forventninger og konsekvens er uomgængelige. Det greb fungerer godt. Historien om opbygningen af efterskolen Epos og mødet med Michaela Community School giver bogen fremdrift og gør pointerne lettere at huske. Vi tænker ofte bedre gennem fortællinger end gennem modeller alene, som forfatteren i øvrigt også selv påpeger i bogen.
Granums hovedanliggende er, at skolen i sin afstandtagen fra fortidens autoritære traditioner nogle steder har mistet noget vigtigt undervejs: voksenledelse, tydelighed og troen på, at god adfærd også kan læres. Han argumenterer overbevisende for, at varme og krav ikke er modsætninger. Man kan møde elever omsorgsfuldt og samtidig insistere på fælles normer, arbejdsro og deltagelse. Den pointe er værd at dvæle ved i en tid, hvor diskussioner ofte bliver polariserede.
Bogens styrke ligger især i de konkrete greb. Faste ritualer, fælles praksis i personalegruppen, tydelig opstart på skoleåret, begrænset skærmbrug, høj elevaktivering og systematisk arbejde med klassekultur er ikke revolutionerende ideer. Til gengæld er de anvendelige, realistiske og genkendelige for alle, der arbejder i skole. Granum minder os om, at kvalitet sjældent opstår gennem enkeltstående indsatser, men gennem vedholdende kulturarbejde.
Særligt pointerne om gruppearbejde rammer præcist. Alt for meget samarbejde i skolen sættes i gang uden klart formål, uden træning af samarbejdskompetencer og uden gennemtænkte roller. Så overlades eleverne til sig selv, mens læreren håber på læring. Granums kritik er velplaceret. Det samme kan siges om projektforløb, temauger og PBL-lignende arbejdsformer: De kan være stærke, men kun når de er solidt rammesat og fagligt styret.
Med folkeskolebriller kan enkelte passager opleves mindre overførbare. Når efterskoleerfaringer fylder meget, kalder det på oversættelse til en almindelig skolehverdag med langt større spænd i alder, motivation og rammer. Her skal læseren selv gøre noget arbejde. Det ændrer dog ikke ved, at bogens centrale pointer er relevante langt ud over efterskolens verden.
Bogen skriver sig samtidig ind i en bredere samtale om skolens retning, som blandt andet ses på Krogerup Højskole, hvor man under overskriften Pædagogikkens potentialer arbejder med beslægtede spørgsmål om fællesskab, dannelse, autoritet og skolens mulighedsrum. I den sammenhæng fremstår bogen som et aktuelt og praksisnært bidrag.
Det afgørende er også, at Granum ikke skriver en opskrift, men et indspark. Det klæder bogen. For skolen har sjældent brug for enkle løsninger. Den har brug for kvalificerede stemmer, der tør udfordre vaner og minde os om, at kultur betyder noget. Her leverer ”Fra monsterelever til mønsterelever” et værdifuldt bidrag.
Bogen fortjener mange læsere blandt lærere, pædagoger og ledere. Ikke fordi man behøver at være enig, men fordi den sætter fingeren på spørgsmål, som ingen skole kan ignorere.
