Hvordan man vil opfatte denne lille bog, afgøres af, hvor man ”står” i tidens pædagogiske debat. Er man tryg og tilfreds i forhold til brugen af systematisk evaluering og evidensbaserer sine tiltag, vil man givet vredt opfatte den som provokerende, politiserende og som udokumenterede udgydelser. Har man derimod en kritisk distance til tidens dyrkelse af disse begreber, vil man frydes i en sådan grad, at man må slå sig på lårene af tilfredse grin. For kedelig – det vil være den sidste etiket, man kunne sætte på bogen.
I princippet består bogen af tre essays – en genre, man med fordel kan bruge, hvis man er grundsikker på sine holdninger og ikke behøver at dokumentere med stribevis af henvisninger til andre kloge hoveder. Forfatteren hævder i forordet selv, at den skal læses som ”et langstrakt defensorat for faglighed, tænkning, dannelse og kærlighed i en forhastet samtid domineret af mistillid, rådvildhed og udvejsløshed”. Citatet giver en god base for at vurdere Nepper Larsens sprogekvilibrisme, som – hånden på hjertet – nok indimellem løber lidt af med ham.
Det første essay er et massivt og langt angreb på den evalueringskultur, der de seneste små 30 år er blevet hverdag i mange offentlige institutioner – ikke mindst inden for uddannelsesverdenen. Ikke, at selve det at evaluere bringes i miskredit. Nej, det er den top down-styring af evalueringen og den måde, man bruger den på, der angribes heftigt fra mange sider og med mange argumenter. Det er kun den centrale magt, der kan glæde sig over, at vi alle som nikkedukker har taget den ind.
Andet essay går på samme vis til angreb på begrebet evidens, der efter forfatterens mening alene kan anvendes der, hvor det stammer fra: lægevidenskabens verden. Det giver ingen mening at hævde, at noget er evident i for eksempel pædagogisk praksis. Brugen af såkaldt evidens som eviggyldig ledestjerne her er at kaste jord over historiske erfaringer samt lærerens dømmekraft i undervisningssituationen. Det leder til en ”doven form for ikke-filosofisk, det vil sige til en ikke-kritisk ikke-spørgen”.
Et er jo at kritisere det bestående – noget andet er at anvise alternativet. Det sidste essay kalder sig et forsvar for fagligheden, og i dette har forfatteren i højere grad brug for at henvise til andre kompetente forskere og filosoffer. Alternativet til tidens tendenser er ikke en tilbagevenden til gamle tiders dyder. Det gode er at genopfinde den kritiske sans og anerkende uddannede læreres aktive brug af egen og fælles viden om, hvad der virker. Vi skal holde op med at iføre os ”ja-hatten”, når vi ovenfra præsenteres for nye (ensrettende) tiltag.
Bogen er letlæst. Man kan fornøje sig over de sproglige finurligheder undervejs. Man kan bifalde eller det modsatte. Underholdende er den. Ligegyldig bestemt ikke!
