En stærk lærerprofession

Anders Bondo Christensen har skrevet en lille og letlæst bog med en ambitiøs målsætning: At fortælle lærerprofessionens historie og udvikling gennem de seneste 30 år – tæt vævet sammen med Danmarks Lærerforening (DLF). Gennem små kapitler får vi en mosaik af nedslag i folkeskolens, lærernes og DLFs fælles fortælling – med særligt fokus på skelsættende begivenheder som kommunaliseringen, arbejdstidsaftaler og konflikten i 2013.
Bondo lægger ikke skjul på sit ståsted: lærerprofessionen og DLF hænger uløseligt sammen. Det perspektiv præger hele bogen. Det giver et klart fokus, men medfører også, at væsentlige elementer og aktører udelades. For eksempel behandles tidligere undervisningsminister Bertel Haarders nedlæggelse af lærerrådene og indførelse af skolebestyrelser og pædagogiske råd overraskende kort, selvom det havde stor betydning for lærernes vilkår og kultur.
Et centralt nedslag er kommunaliseringen i 1993 og indførelsen af UFØ-tid – et ønske fra arbejdsgiverne om gennemsigtighed, der ændrede lærerarbejdet markant. Timetællekulturen blev født, og lærerne måtte erkende, at indflydelse nu foregik gennem skolebestyrelser, ikke lærerværelser.
Fortællingen springer herefter til 2008 og A08 – “professionsoverenskomsten” – mens aftalerne fra 2003 og 2005 forbigås. Bondo beskriver, hvordan A08 blev til med politisk opbakning, men også mødt med modstand fra embedsværket. Mads Lebechs, tidligere borgmester i Frederiksberg og forhandler for arbejdsgiversiden, advarsel om at “flyve lavt under radaren” står som et symbol på den sårbare balancegang mellem politik og profession.
Konflikten i 2013 fylder naturligt meget. Beskrevet er optakten, kampen og de lange år efterfølgende, hvor skolen blev en slagmark snarere end en fælles sag. “Ny Nordisk Skole” nævnes kun kort som en spændende, men forgæves idé, der blev kvalt af økonomisk tænkning og resulterede i L409. Bondo nævner vigtige forandringer efter 2019, men udelader tidligere borgmester i Herlev og formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, Thomas Gyldal – en central aktør i “Sammen om Skolen”. Sammen med tidligere undervisningsminister Pernille Rosenkranz-Theil formår han at balancere KL og regering i den forandring - og ikke reform - af reformen fra 2014. A20 får afsluttet kampen om skolen, og på bagsiden af den trykte aftale skriver DLF: “Skole laver vi sammen!”
Det sætter punktum for konflikten og peger mod en ny samarbejdsånd.
Et andet overset aspekt er læreruddannelsens forandring. Overgangen fra seminarier til professionshøjskoler og et hav af reformer har ændret dannelsen og fagligheden, og det påvirker også, hvordan professionen dannes.
Bogen har sine udeladelser og savner nytænkning, men er alligevel værd at læse – ikke mindst som refleksion over, hvad en profession er, og hvordan den formes. Den viser, at en stærk lærerprofession er vigtig – men i nutidens virkelighed spiller politikere, økonomi og samfundets syn på skolen også ind.
Afslutningsvis må det understreges, at professionen ikke udelukkende formes gennem DLF. Skoler og kommuner er forskellige. Virkeligheden i Ringkøbing er ikke den samme som i Rudersdal. Alligevel har bogen værdi som en samlet fortælling om lærerprofessionens vilkår, kamp og værdier.
Jeg giver bogen 4 stjerner – for dens klare stemme og lette formidling, men jeg kunne ønske et stærkere bud på, hvad lærerprofessionen i dag bør være.