Lene Tanggaard har et budskab til forældre om, at det almindelige,uredigerede og ægte liv er godt nok! Bogen er skrevet for at vække håb og indgyde forældre mere tillid til egen dømmekraft, så de tør træde ind i forældreskabet og ud af den glansbillede-Instagram-virkelighed, som fylder hos mange mennesker.
Mit yndlingscitat til nutidens forældre lyder: ”Vi forældre må gerne begå fejl,for vores barn lærer af dem. Verden er jo fyldt med ting, der ikke går som forventet. Forældre kan være uopmærksomme og i perioder have mindre overskud,og sådan er det. Det kan børn godt klare, de skal bare helst ikke mødeforældre, der konstant er i underskud. Det centrale er, at du ikke behøver være en superhelt. Så hvis du sidder en weekend eller en eftermiddag og tænker, at du nok burde sætte mere i værk for dit barn eller melde det til flere aktiviteter, så tøv en kende. Hvis dit barn ser ud til at have det okay, så er det mere end rigeligt at læse en bog sammen eller gå i køkkenet og laverugbrødsmadder, bage en kage eller samle et puslespil. Det egner sig måske ikke til Instagram, men det går nok. Flere weekender i træk uden stimulationsture i parken, på museum eller i et oplevelsesunivers kan faktisk være et godt børneliv. Børn har nemlig først og fremmest brug for nærværende, fejlbarligevoksne, der sådan set “bare” er der for børnene.”
For mine medarbejdere og jeg selv som ansat i skolen med daglig omgang med nutidens børn og tæt samarbejde med deres forældre synes jeg også, Lene Tanggaards bog har relevans. Når hun peger på, at børn først og fremmest har brug fornærværende, fejlbarlige voksne, der sådan set ”bare” er der for børnene, så taler det ind i de tanker, vi har på min skole og SFO om de voksnes rolle som nærværende voksne, der understøtter børns udvikling og samspil med andre børn.Det er en opgave for både professionelle og forældre at tilbyde ro og nærvær i samværet med børnene. Samtidig kan vi i skole og SFO opfordre forældregruppen i den enkelte klasse til at opsøge ægte ansigt-til-ansigt-relationer med hinanden frem for at koble sig op på sociale mediers glansbilleder. Lene Tanggaard taler ind i en dagsorden, som heldigvis er begyndt at få mere plads i dag – ved siden af sociale mediers billede af et altid oplevelsesrig tog konfliktfrit hverdagsliv. Hun peger tilbage i tiden til gamle erkendelser.Og hun inddrager for eksempel Preben Kok, Montessori, Ellen Sandseter og Josefine Klougart, der alle har beskæftiget sig med livet, forældreskabet og det gode børneliv. Sidstnævnte med en opmærksomhed på at styrke fællesskabet i skolen ved at hjælpe forældre til at flytte fokus fra det enkelte barn tilklassens fællesskab og trivsel.Jeg har læst den, og den bliver helt sikkert en fremtidig gave til mine egne børn, når de engang kommer og fortæller, at de skal være forældre. For Lene Tanggaard har mange gode pointer og perspektiver, som forældre kan tage tilsig. Hun peger på, at forældre skal bruge egne erfaringer og indsigter, ladebarnet mærke verden og dermed også selv erfare, hvad det magter, og hvad det skal være på vagt overfor – med visheden om, at forældrene står stabile og omsorgsfulde ved siden af, klar til at trøste, lytte og opmuntre. Og det er jo her, bogen bliver et lille paradoks – for på den ene side peger Lene Tanggaard på, at forældre ved bedst, samtidig med at hun overøser dem med erfaringer og gode råd. Men det sker i en god mening og på en omsorgsfuld og let tilgængelig måde, så jeg må tilgive hende den lille bog og alligevel anbefale den. En bog, der minder os, der har været forældre i mange år, om værdifulde indsigter, og som tilbyder nye forældre – og måske også nye lærere og pædagoger – et ståsted i den sunde fornuft
